Vi er vist flyttet for sommeren. Vi har i hvert fald kun været på to meget korte visitter på Tjørnevang og vi nyder eftermiddagen og de lyse aftener i Rødhus.
Vi er på stranden hver dag. Ingen af os bader endnu, men vi nyder luften og den udsigt ned og ud over stranden og Vesterhavet, vi aldrig bliver trætte af. Jeg samler vraggods, sten og skaller. Små og smukke skatte, jeg tager med hjem og nyder rundt omkring i og udenfor sommerhuset.
Den blå time
Vi sidder stille i skumringen og iagttager rådyr, der enten fouragerer eller bare springer op og ned ad klitterne og gennem landskabet. Vi nyder harerne, som er ekstraordinært mange i år.
I går landede en musvåge lige udenfor vinduet, snuppede en mus og fløj videre med musen hængende fra kløerne. Der er nye oplevelser hver dag.
Og så er der selvfølgelig vandkanten …
Aftenture til stranden
Vi elsker turene ned på stranden. Vi er glade for den ro, der hersker dernede for øjeblikket, hvor vejret er roligt og aftenerne blide og bløde. Farverne er smukke og kigget ud over havet er vanvittig smukt.
Vi er alene det meste af tiden
I hverdagene er vi ikke mange i området. Vi er ind imellem helt alene på stranden og vi er de eneste i vores hjørne af sommerlandet, når vi sidder i huset om aftenen. Ingen lys omkring os, men bare os, der sidder stille og nyder, at vi er omgivet af stilhed.
I weekenderne flytter de ind. De andre naboer i området. Fredag aften eller lørdag formiddag kommer de. De kommer kørende med børn, hunde og bedsteforældre. Oppakning. Mad i kassevis. Sneakers og gummistøvler. Alt det, der skal til, når man skal nyde en weekend i sommerlandet tæt ved og med havet.
Vi elsker skiftet. Vi elsker begge dele. Vi elsker hverdagens ro og weekendens liv og glade dage.
Hverdagsrutiner skal veksles med weekendgardiner
Vi elsker at være alene i området i hverdagene. Det betyder f.eks., at vi kan kravle under dynen uden at tænke på at lukke udsigten til den omkringliggende natur ude. Ingen kan kigge ind. Vi kan kigge ud. Det er perfekt, hvis du spørger mig. Jeg elsker fornemmelsen af at ligge midt i naturen og sove.
Vinduerne står åbne og duften af hav og kig til det kuperede klitlandskab gør mig nærmest lykkelig.
Jeg vågner, når du formentlig stadig sover. Så ligger jeg enten helt stille og nyder kigget ud i verden, eller jeg lister op, tager tøj på og stryger ned på stranden, hvor jeg ser solen stå op. Jeg traver langs havet med fødderne i brændingen. Jeg vender stort og småt med mig selv, mens jeg går med øjnene stift rettet mod de endnu ikke fundne skatte, der gemmer sig hver morgen.
I morges vågnede vi begge tidligt
Kenneth er begyndt at vågne tidligt også. Det er hyggeligt og mit næste projekt er, at jeg skal have lokket ham med på en morgentur til stranden. Ned og se solen stå op. Måske endda med en kop kaffe.
Han er ikke overbevist endnu. Det skal nok komme, er jeg sikker på, men vigtigst er det, at vi husker gardinerne de kommende dage. Ikke for vores skyld. For eventuelt forbipasserendes ;-)
Vi nyder det simple liv
Vi elsker, at det er så enkelt et liv, vi lever i sommerhuset. Vi klarer os på en brøkdel af den plads, vi har til rådighed på Tjørnevang og vi mangler intet. Det skulle da lige være lidt sol og mulighed for mere udeliv, som ikke kræver overtøj og varme sokker.
I weekenden kommer det gode vejr vist endelig. Jeg kan slet ikke vente. Vi skal grille og spise ude midt i klitlandskabet. Jeg skal have sol på næsen og selvfølgelig skal vi på stranden. Hver dag. Akkurat, som vi plejer.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
4 kommentarer
Ilse Aranti
28. maj 2021 at 12:30Det lyder og ser fuldstændig skønt ud. Det enkle liv og havet elsker jeg også. Både ved Vesterhavet og det mere blide hav, der omkranser Samsø, hvor jeg er så privilegeret at bo. Har du set den nye bog “En linje i verden”, der lige er udkommet? Den handler om Vestkysten fra Skagen i nord til Holland i syd, med dejlige tekster af Dorthe Nors og smukke billeder af Henrik Saxgren. Måske er det noget for dig. Hav en dejlig weekend og sommer ved havet og i jeres dejlige hus i klitterne.
Liselotte
28. maj 2021 at 14:50Tak skal du have, Ilse og ja, du kender jo følelsen af at bo ved vandet :-)
Bogen lyder som noget, jeg ville elske, så den må jeg hellere få kigget på og god weekend til dig også :-)
Jette Helmart
28. maj 2021 at 11:56Åh, hvor jeg kender det Rigtig god sommerhustid til jer
Liselotte
28. maj 2021 at 14:13Tak skal du have, Jette og du kender jo følelsen :-)