Det vi ikke taler om

Det vi ikke taler om, er #metoo. Vi har aftalt, at vi undgår emnet. Vi bliver rasende begge to og vi farer vild i raseriet og ser ikke, at den anden måske er enig, men formulerer sig anderledes. Vi glemmer, at der skal lyttes, for at forstå. Vi har fundet et sted, hvor vi ikke kan finde vej gennem jungletætte gardiner af misforståelser og vi har taget konsekvensen.

Det vi ikke taler om

Vi er begge kede af, at vi ikke kan, men vi kan bare ikke. Med fornuften ved vi begge, at den anden har integritet og ordentlighed til, at vi er enige, men vi løber alligevel vild i ord. I stedet taler vi ikke om det.

Det betyder ikke, at der ikke skal tales om det. Det betyder heller ikke, at vi ikke taler om det. Det gør vi. Bare ikke med hinanden.

Vi kan have venner, som siger “Jamen, I er jo enige!” og alligevel strander vi i røde tåger af raseri og kan ikke finde vej ud i lyset igen, så vi taler ikke om det. Jeg taler om det.

Det her har ramt en nerve. Jeg er rapkæftet og svinger en proper næve, så det er ikke fordi, jeg ofte har følt mig truet, men det er alligevel sket adskillige gange i mit liv.

Jeg har oplevet, at mænd har forlangt ting af mig, jeg ikke har villet give. Så har de enten truet med at tage det eller enkelte af dem har taget det, de ville have, fordi de har været større og stærkere end mig.

Den slags sker. Det gør det! Hele tiden!

Måske er det mine oplevelser, der spærrer for udsynet for mit vedkommende. De var egentlig glemt, men de dukker op nu som trolde, der pludselig springer frem og siger “Bøh” og måske de får mig til at reagere kraftigere, end det er nødvendigt. Måske de gør mig tyndhudet og overfølsom?

“Hvorfor sagde du ikke noget?”

Nogle mænd forstår ikke, at kvinder nogen gange bare lader ting passere, fordi de godt ved, at der er mænd, der håndterer en afvisning ved at blive utroligt ondskabsfulde og perfide. At man ikke orker at skulle svines til og skældes ud, fordi man takker nej. At man ikke lige gider skælde ud over det klap bagi eller den hånd, der forvildede sig op omkring brystet. At det er lettere, bare at lade det ligge, fordi man den dag er sårbar og tyndhudet og ikke tåler den vrede, der følger med en afvisning.

Jeg sagde ikke noget, fordi jeg var flov og mente, at det nok var min egen skyld, da han trak mig ind på det toilet og tvang mig. Jeg tænkte, at jeg sikkert selv havde lagt op til det helt uden at være opmærksom på det. Jeg havde også danset lidt for provokerende og jeg HAVDE jo set, at han stod ovre i hjørnet og iagttog mig. Jeg var nok selv skyld i det …

Når vi diskuterer, kan jeg høre mænd sige, at også de udsættes for uønsket opmærksomhed. At de også oplever, at de bliver jaget og uden selv at have lagt op til det.

Selvfølgelig gør de det! Jeg er ikke to sekunder i tvivl om, at det er sådan. Kvinder er ikke bedre, end mænd er. Der findes grænseløse individer hos begge køn. Forskellen er, at mænd sjældent er bange i sådan en situation.

… og ud af det blå, stiller han sig helt tæt bag mig og hvisker i mit øre “skal vi gå ud bagved og kneppe bagefter”, inden han upåvirket fortsætter undervisningen, mens jeg står tilbage og tænker, “det der skete bare ikke”.

Det skete!

Mænd føler sig sjældent fysisk truet. Det gør kvinder. Det er os, der er de fysisk underlegne og derfor sjældent har en chance, hvis han beslutter sig for at gennemføre, hvad han har sat sig for. Jeg har personligt mærket, at det er sådan.

Det er bare et aspekt ved hele denne igangværende snak

Overgreb af den karakter, jeg beskriver ovenfor, er jo bare en del af hele den snak, der lige nu er sat i gang. Hos Signe Wenneberg har der de sidste dage været en snak om forskelsbehandling på baggrund af køn (se øverst i hendes samling under “Repræsentation”. En kultur, som tilskriver kvinden manglende indsigt, manglende fornuft, manglende evne til både det ene og det andet. Læs det! Det er interessant læsning og jeg genkender så meget af det hele og helt ærligt, så gør det mig rasende.

Jeg har selv masser af eksempler på det samme

Jeg orker faktisk ikke være rasende. Jeg prøver hele tiden at fortælle mig selv, at jeg ikke behøver være den, der tager denne kamp. At jeg har gjort mit, ved at være det gode eksempel. At ingen mand nogensinde har fået lov til at trække mig ned. At jeg har bestemt, hvem, der skulle have lov til at betyde noget for, hvordan jeg lever mit liv. At det må være nok.

– og så kommer han over og læner sig op af bagsmækken på min bil, kigger ned på mig og siger “er du egentlig klar over, hvad det er, du kører i?”. Hvad fanden tror han? Jeg har selv købt og betalt bilen og den har cirka 200 heste mere, end den han red ind på, men det er netop det, der udløser bemærkningen og jeg bliver bare så træt …!

Måske er det nok for mig, at være det gode eksempel. Jeg gør hver dag mit bedste for at løfte andre kvinder. Lade dem vide, at vi alle er ligeværdige. Vise dem, at der ikke er noget, vi ikke kan, men det er jo løgn, for der er ting, vi ikke kan. Vi kan ikke tvinge mænd til at tage os alvorligt og vi kan ikke tvinge mænd til at respektere et nej.

Det skal vi lære dem og måske er jeg en del af den hær, der skal det, fordi jeg ikke kan lade være. I dag var der i hvert fald ord, der måtte skrives. Og det er helt okay med mig, at du måske er uenig.

Det kan jo være det, vi to ikke taler om :-)

PS – det her handler ikke om 20 år gamle sager, Jes Dorph eller en tunge i øret. Det handler OGSÅ om det, men det handler om så meget mere.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.