Søndagstimer godt brugt

Jeg havde taget hul på min portion søndagstimer, da jeg fandt klementin, bryggede te og arrangerede mig med et par udvalgte projekter, der kunne strikkes på, da morgen var gået over i formiddag. Klokken 10 skulle vi mødes, Anne og jeg. På Facetime.

Det var vi gode til. To timer og femogfyrre minutter blev det til, men vi er også nået vidt omkring. Blogopgradering, livet, #metoo og alt derimellem. Ikke så lidt endda og det var skønt. Det var virkelig søndagstimer godt brugt.

Alternativer er vejen frem

Det var ikke muligt at mødes ude i virkeligheden, men så er det så dejligt, at der er alternative muligheder og jeg ved godt, at det ikke er det samme. Det er tæt nok på til, at jeg får en dejlig, varm følelse i maven og en oplevelse af, at vi har været sammen.

Sådan overlevede Ulla og jeg også den første lock-down. Facetime gjorde den dejligste forskel for os. Vi elskede, at vi havde den mulighed. Den gjorde det udholdeligt at være isoleret og det er samme fornemmelse, jeg sidder tilbage med nu.

Vi har fået set hinanden ind i øjnene. Vi kan se, at den anden er okay og trives. Vi kan snakke med hinandens familier, for de kommer forbi kameraet og giver deres besyv med. Jeg elsker det.

Måske jeg lige skal ud og mærke friheden, tænkte jeg så

Og sådan blev det. En tur ud i verden kan eliminere fornemmelsen af at være fanget.

Jeg rammes af udlængsel. Jeg rammes af trangen til bare at blive væk. Stikke af. Køre ud i det blå og lade tingene ske. Flakke. Leve lidt på kanten.

Det må jeg ikke lige nu. Jeg kan heller ikke forsvare det. Jeg må blive her og så må jeg få det bedste ud af det. Søndagstimer er lange, hvis man føler sig fanget, så jeg måtte gøre noget …

Hjemme er skønt

Jeg har indrettet mig, så jeg holder af at være lige her. Det er ikke den del, der ikke fungerer. Det er mig. Frihedselskende Liselotte slår sig i tøjret. Det hjælper ingenting, men for at blive godt selskab igen, må jeg gøre noget, så jeg lokkede Kenneth med på tur ud i det (næsten) blå.

Vi havde en destination. Vi ville køre ind gennem kvarteret, hvor Mikael og Oline har købt hus. Om en uge får de nøgler og matrikel overdraget og vi glæder os til at blive præsenteret for deres fremtidige hjem. I dag tog vi chancen for lige at få den første fornemmelse af området og jeg må sige, at jeg er solgt til stanglakrids.

Det er et helt særligt sted, de unge mennesker slår sig ned. Et unikt område. Stærkt kuperet med grusvej og smalt, tilgroet, gammelt og umanerlig hyggelig stemning. Jeg forstår godt, at de forelskede sig, da det besøgte stedet. Det havde jeg også gjort.

Det er lige sådan et sted, der også taler til os. Vi er helt med dem på denne beslutning og så tog det ikke lang tid at køre derned, så det bliver kun en hyggelig tur at køre, når de er flyttet.

Vi fortsatte østpå

Vi kørte ud af byen og drejede ud mod østkysten. Als Odde trak i os, da vi passerede, så det blev der, vi tog en skøn pause fra bilkørsel.

Jeg ville ud og gå en tur, men Kenneth nåede kun ud af bilen et øjeblik, før han havde bestemt sig for, at det var alt for koldt og returnerede. Det gjorde jeg altså ikke.

Vi startede for øvrigt med at kigge lidt på stenen til minde om lods Ib Welling. Jeg måtte hjem og gøre lidt research, for jeg kunne jo godt regne ud, at det på en eller anden måde var knyttet til 2. verdenskrig og datoen gav os også et fingerpeg om, at der kunne gemme sig en tragedie bag stenen. Det er jo Danmarks befrielsesdag og ingen store slag blev udkæmpet på Als Odde, så noget andet måtte være på spil.

Det skulle vise sig at være overmåde tragisk. Du kan læse hele historien lige her.

Skibet fra sidst var væk

Jeg gik ikke langt omkring, men jeg måtte lige ud på broen, for at mærke vejret. Skibet fra sidst var væk, men der var stadig den fineste udsigt til både Kattegat og Ajstrup Bugt.

Mine hænder gjorde ondt

Der var virkelig bidende koldt og jeg forstår i grunden godt Kenneth, så der gik ikke mange minutter, før jeg måtte kapitulere og vende tilbage i varmen. Udenfor var der næsten vindstille, men der var alligevel så koldt, at det tog en rum tid, før mine hænder igen var så varme, at de kunne strikke.

Jo, jeg strikker

Jeg er jo ikke chauffør, når vi er på de her ture. Det er Kenneth. Det er bedst for hans blodtryk og så kan jeg jo strikke. Det er en fin fordeling. Begge slapper af og er tilpas med fordelingen, om end det ind imellem kribler i min speederfod, hvilket jo sådan set bare viser mig, at vi er på rette vej, med den der sædefordeling.

Jeg elsker for øvrigt stadig min bil.

Elsker den.

Det er en gentagen overraskelse for mig, for der kunne umuligt følge noget efter min Brera, som kunne gøre mig glad. Som kunne hamle op med den.

Jeg græd som pisket, da den forlod Aalborg, så det var ikke sådan bare lige, at skulle følge efter. Det har vist sig, at min Giulia kan. Den er ikke lige så sjov eller opsigtsvækkende, men så meget, desto bedre. Nu er jeg en usynlig ninja. Det passer så godt.

Ninjaen holdt søndagsfri, mens Kenneth rart og fornuftigt kørte os gennem en god del af Himmerland. Det gør det ikke ud for det eventyr, jeg længes efter, men det var dejligt og bestemt søndagstimer godt brugt.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.