Vetur retur

Vetur er retur på pindene. Efter en pause, er den kommet frem i lyset igen.

Det er den, fordi den bliver fantastisk. Ganske enkelt. Den bliver et stykke strik, der ikke vil blive anvendt ofte, men til gengæld gøre fyldest, når den er i brug. Den bliver nemlig så tyk og varm, at den sjældent vil være andet end alt for varm, men jeg har allerede idéer om, hvor den vil være skøn.

Plötulopi og masser af det

Jeg strikker Vetur i Plötulopi eller pladegarn, som nogen vil kende det som, lagt dobbelt på en pind 5½ mm. Det betyder, at det bliver en virkelig tæt og virkelig varm trøje, når den bliver færdig.

Jeg modificerer, som jeg plejer med denne type strik. Jeg åbner Vetur foran, så den bliver en cardigan – eller i dette tilfælde tæt på en jakke – for jeg bruger stort set aldrig sweatre. Jeg hækler og klipper op gennem de ekstra klippe-masker, jeg har slået op, hvor den skal åbnes foran.

Den bliver god i sommerhuset i ydersæsonen. Jeg ved det bare. Den bliver en elsket følgesvend i de weekender og ferier. Den bliver også skøn den dag, vi må rejse igen og gentager turen ned gennem Alperne og tager ophold midt i sneen.

Egentlig havde jeg parkeret den, men …

Jeg havde min tvivl om, hvorvidt Vetur ville blive alt, alt for varm. Jeg har en tendens til at fryse, men jeg ved jo, hvor meget min absolutte yndling; Weatherman, varmer, når jeg fryser. Den er ofte tilstrækkeligt i bilen på en vinterdag, hvor jeg ellers ville bære en eller anden form for varm jakke/frakke. Denne bliver endnu varmere, for den er både tykkere og tættere.

I går fik jeg øje på den inde på mit værelse med samlingen af fantastiske garner, gode bøger og alt det andet, jeg holder af at beskæftige mig med. Den lå i sin kurv i et hjørne. Ikke gemt væk, men bare givet en time-out, så jeg lige kunne mærke efter, om den skulle strikkes færdig.

Gennemskueligt farvevalg

Da jeg så Vetur, var jeg ikke længere i tvivl. Jeg er simpelthen for forelsket i min idé om at lave den om til en jakke/cardigan, for at den er smuk, har jeg aldrig været i tvivl om.

Farverne er ingen overraskelse, hvis man har været med herinde i et stykke tid. Sort og hvid. Dem bliver jeg aldrig nogensinde træt af at kombinere.

Jeg strikker i farverne 1033 Black Sheep Heather (sortbrun kan den vel kaldes) og 1038 Ivory Beige.

Jeg tænker, at modifikationen også kommer til at inkludere halsudskæringen. Jeg er ikke vild med det alt for tætsiddende, så jeg forestiller mig, at jeg vil lukke af lidt tidligere, end opskriften foreskriver. Først er der dog glæden ved at være færdig med bullen og i gang med første ærme at nyde. Det er fremskridt og det er i den grad godt for mine flerfarve-strikkeevner.

Øvelse gør, som bekendt, mester

Mine flerfarvestrikkeevner er ikke ret gode, for de er ikke ret øvede. Min tålmodighed rakte aldrig tidligere, men jeg har fundet et andet mind-set, når jeg nu strikker.

Det er fremelsket af nød. Mine smerter har været tiltagende de sidste år, så jeg er ikke længere i stand til at strikke, som jeg gjorde engang. Tempoet er et andet og det skal det være, hvis jeg skal kunne holde til det. Derfor er flerfarve-strik en god ting. Det er jeg nemlig ualmindelig langsom til.

Jeg er heller ikke særligt god til det, som jeg skrev. Til gengæld vil jeg rigtig gerne blive bedre til det, for jeg synes, at det er smukt og det er faktisk også sjovt at strikke, har jeg opdaget. Mine færdigheder bliver bedre hele tiden. Jeg kan mærke, at der begynder at blive flow i det. Det er skønt.

Jeg strikker i pauserne

Ind imellem, når der er tid, strikker jeg en pind her siddende på hjemmearbejdspladsen. Ikke mere. Bare en pind. Måske to. Det batter, når det er på pind 5½ mm. Det ses også med en enkelt pind på et ærme, så det er så fint og motiverende.

Jeg er tilpas med at sidde her. Faktisk nyder jeg stort, at jeg har udsigt, for så sker der lidt hele dagen, når mennesker passerer.

Vi bor omtrent for enden af regnbuen, som du kan se på vinduet ovenfor (jeg havde slet ikke bemærket den, før jeg så fotoet nu). Nej, vi bor for enden af en lille, stille og meget blind vej, og her er en livlig trafik.

Der går en lille, smal sti for enden af vores hus. Den fører ned til vejen bag os og den er også på ruten til Østerådal, så der kommer mange løbere, hundeluftere og mennesker med frihed til at tage en spadseretur midt på dagen. De passerer forbi mit vindue og ind imellem er der en, der vinker til mig, der sidder inde bag rude og skærm og arbejder. Det er hyggeligt.

Jeg kan følge med i vejrskift og livet, der leves udenfor. Det er fint med mig og min torsdag.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.