Endelig!

Endelig kom den sne, jeg har sukket sådan efter. Vinter. Frost. Bare en fornemmelse af, at verden et øjeblik vender rigtigt.

Så snart vi havde spist til aften, lokkede jeg Kenneth til at gå med på en aftentur. Normalt ville jeg bare gå selv, men jeg har en meget dårlig ryg lige nu, så jeg ville gerne, at jeg havde en ekstra sikkerhed med i form af et par stærke herre-arme. Kenneth gad heldigvis godt en tur ud i den friske luft.

Hvem ved? Det kan være første og eneste gang denne vinter, at vi kommer ud at gå tur i snevejr.

Hjemmestrik næsten fra top til tå

Her kom alt mit hjemmestrik til sin ret. Endelig! Uld om halsen. Uld om ørerne. Uld om fingrene og uld under jakken. Uld allevegne og jeg havde det varmt og skønt, mens vi gik en lille, beskeden tur gennem villakvarteret bag vores hus.

Jeg holder særlig meget af det hjørne af Gug. Det vidner om en tid, hvor det at have eget hus, ikke var noget, alle havde mulighed for at erhverve.

En landsby med vokseværk

Gug opstod i sin tid som en vejlandsby med gårdbebyggelser. Engområdet og Indkildedalen har været et fint baggrundstæppe for den landsby, der rummede både egen mølle og smedje og i mange år var Gug ikke andet end en lille, beskeden landsby udenfor lands lov og ret.

Jernbanen mellem Aalborg og Hadsund blev etableret i år 1900 og den kom til at gå gennem Gug. Siden voksede byen stille og roligt indtil 1950’erne hvor byggeaktivitet i bydelen pludselig eksploderede.

Det er sporene efter denne første byggeaktivitet, der er særligt tydelig omkring os. Det var her, det startede. Tjørnevang er en af de gårde, hvis jord er udstykket til byggegrunde, som nu omkranser os til alle sider og der er stadig nogle af de små huse fra 50’erne tilbage, som du kan se på fotoet ovenfor.

Forandringens vinde blæser butikker om kuld

Vi har boet på Tjørnevang i snart 25 år. Gug har forandret sig i den tid. Der gik kun nogle år, så måtte vores lille, hyggelige købmand lukke for siden at blive erstattet af en REMA og sådan kan jeg blive ved, men det er fremskridtet og samfundsudviklingen. Jeg skal ikke beklage det en hel masse, men det, der var en – omend lille og beskeden – handelsgade, er nu forvandlet til en hovedgade med REMA, Netto, en bager, et par steder med take-away og en frisør, som muligvis er lukket.

Jeg husker dengang der var mange butikker

Jeg boede også i Gug som lille pige. Indtil jeg var 4-5 år, boede vi omtrent henne om hjørnet, hvor min far drev tømrer- og snedkerforretning. Jeg husker dage, hvor mor løftede mig op i det lille sæde, hun havde fastmonteret foran på Annemettes barnevogn. Så sad jeg der med kig op til mor, der skubbede os hen langs Gugvej og fik handlet ind ved købmanden, slagteren og bageren, inden hun vendte vognen og skubbede os hjem igen.

Jeg husker, at købmandens bud også leverede ved hoveddøren, hvis mor ikke selv kunne komme afsted. Jeg husker sagtens, at når det skete, så var der altid et stykke Pernille i kassen til Liselotte …

Han sætter ikke sit lys under en skæppe

En af vores lokale take-away-leverandører er HappyTimes på Gugvej og han går altså all-in i den mørke tid. Han er med til at løfte humøret både hos de lokale og hos de mange, der passerer gennem Gug hver dag.

Han sætter julelysene op i november og de står gerne et stykke ind i januar. Han udbygger dem. Der kommer ind imellem lidt mere til og det er altid sjovt at se, når det kommer op. Folk valfarter forbi om aftenen, fordi de lige skal nyde synet af en af Gugs maksimalister, når det kommer til julelys.

Han er ikke alene. Der er andre i bydelen, som også gi’r den gas, men han ligger på hovedgaden og derfor får han også lidt ekstra besøg i disse måneder. Jeg håber, at det smitter af på hans forretning, for man kan selvfølgelig altid diskutere æstetikken, men aldrig antallet af glade og spøgefulde samtaler, hans lysudsmykning inspirerer til.

Forsvundet allerede

Sneen er omtrent væk igen. Der ligger ikke meget tilbage, men spørger du mig, så venter jeg bare på, at der kommer mere. Jeg elsker jo snevejr. Jeg elsker ikke gråt, beskidt sne, der ligger i vejkanten og er kedeligt, men nyfalden sne og når det drysser fra himlen, det elsker jeg altså bare.

Kommer der mere sne her i byen, kan du regne med, at jeg igen er ude at gå aftentur. Langsomt og forsigtigt, fordi ryggen ikke tillader andet, men jeg gør det, for jeg elsker snevejr!

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.