Hverdag og småkagebagning

Der er løbet meget vand i den å, der hedder hverdag, siden jeg sidst skrev herinde. Stille væren og småkagebagning er f.eks. noget af det.

Sidst jeg skrev, var dagen før Alexanders dødsdag. Tiden omkring den har været svær i år for mig. Ekstra svær. Tungere og vanskeligere at finde vej gennem, end tidligere.

Vi har i vores familie arbejdet med Alexanders død og det har været intensivt og svært og tungt og godt og forfærdeligt og en lettelse og tusinde andre ting – alt sammen på én gang.

Måske er det derfor, at det har været så svært for mig i år. I mange år har jeg vidst, hvad jeg skulle i denne tid. Jeg skulle balancere mellem de af os, som kunne snakke om Alexanders død og tiden op til og efter og de af os, som ikke kunne tåle at nærme sig emnet.

I år er anderledes. Det bruger jeg tid på at vænne mig til, kan jeg mærke. Der bliver revet op i så mange ting undervejs i sådan et forløb, at jeg har brug for at vegetere og hele, finde vej og tage mig god tid. Det er svært i en travl hverdag, så jeg er i underskud på alt for mange fronter, men jeg prøver at finde åndehuller hele tiden.

Jeg prøver at finde åndehuller

Denne weekend er en af dem. Jeg laver kun lutter gode sager.

I går deltog jeg i en tradition, der ellers har været mors og Olines alene; småkagebagning i anledning af julen. I år fik jeg lov til at deltage og jeg elskede hvert minut.

Vi bagte her. Oline og mor kom tidlig formiddag og så gik vi ellers i gang. Vi skulle kun bage to slags småkager.

Vi får ALTID bagt ALT for mange småkager, så i år har vi været fast besluttet på, at det ikke skulle være sådan. Kun to slags. Kun små portioner. Det er nemlig kun mor og Annemette, der i virkeligheden gør indhug i de dåser, så mådehold var målet.

Så gik de ellers i gang …

Oline medbragte alle ingredienser til den årlige småkagebagning og der gik ikke lang tid, før de var godt i gang med at lægge dej til småkagerne. Der skulle bages nogle chokoladekager, Oline står for. Der skulle naturligvis også bages de italienske fristelser, jeg fik opskriften på af Solvejg for mange år siden. De er VERDENS BEDSTE småkager og for øvrigt de eneste, jeg spiser.

Inden frokost var vi færdige med både dej og oprydning.

Jeg serverede frokost og den nød vi, mens dejen hvilede i køleskabet. Bagefter vidste vi nok, hvad tiden skulle gå med. Vi bagte. Den ene plade efter den anden. Småkagebagning på højde med industrien. Næsten altså ;-)

Oline gik i gang med at forberede pebermyntestøv til toppen af hendes chokoladefigurer.

Der blev sendt fotos over Storebælt af småkager

Vi bombarderede Annemette og Heidi med billeder hele dagen, for de sidder jo i Valby og kunne ikke være med, men det skulle da ikke afholde os fra at inddrage dem.

Det er de mest tåbelige, akavede, ucharmerende og skøre fotos, men det skal nu ikke afholde mig fra at dele nogle af dem med dig også.

Vi hyggede os. Jeg nød at være med. Jeg nød også bare at trække mig lidt og lytte til dem, der bagte.

Vi bestilte maden udefra

Vi spiste sammen, for vi skulle fejre mor, der var fyldt 79 i fredags. Det blev selvfølgelig hyggeligt og maden var så rigelig, at ingen bagefter så meget som orkede at kigge på en småkage.

Søndagsstille efter småkagebagning

I dag er jeg stille. I dag laver jeg stort set ingenting. Jeg nyder at der ikke er noget, jeg skal. Det ender med en julefilm, noget montering af lidt julegaver og måske en småkage, når jeg senere lokker Kenneth med i sofaen.

Vi kan bruge disse stille søndage begge to, så vi snupper en i dag og jeg kunne måske snige mig til at sætte Grinchen på, men det bliver ikke uden protester fra den anden ende af sofaen. Jeg er heldigvis vil-døv ;-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.