Søndagsflittig hænder

Mine hænder er søndagsflittig hænder. De arbejder hele tiden. De skifter mellem vasketøj og strikketøj. Jeg får noget fra hånden, som man siger.

Det hele startede for uger siden, da jeg gik i gang med den helt store oprydning her på mit kontor. Udsigten til måske at skulle arbejde hjemmefra denne vinter – eller i hvert fald dele af den – fik sat skub i processen.

Her skulle være rart at være. Plads og rum, ryddede flader og nem adgang til alt det, jeg bruger i løbet af en arbejdsdag.

Al den oprydning afslørede en del halvfærdige projekter. En del …

Nu er de kommet ud i lyset og nogle er støvet af

Jeg fandt sjaler, cardigans, sweatre og små stykker strikket tilbehør, som enten blev opgivet og trævlet op, så garnet kan genanvendes eller kasseret, hvis det ikke mening at gøre andet.

Den sidste uge har jeg arbejdet på to stykker strik. Faktisk mere end det, men nogle ting er små hemmeligheder, som ikke kan afsløres nu. Disse to kan.

Jeg fandt en Siri, hvor bærestykket var klaret. Resten – alt det glatstrikkede – manglede, måske fordi jeg havde synes, at det var kedeligt på det tidspunkt, da jeg lagde den til side. Jeg fandt også det meste af en Ankers Cardigan My Size. Her manglede et par centimeter på kroppen, den afsluttende rib og så naturligvis de to ærmer.

Jeg tog begge med ind i stuen. Her har de ligget til fri afbenyttelse siden sidste søndag og det har givet pote. Nu er de begge færdige og næsten klar til brug.

Siri vasket og endnu ikke strøget

Siri ligger til tørre inde på mit garnværelse. Den blev vasket i går aftes og er næsten tør. Til gengæld er den nødt til at skulle dampes også, for det bliver tydeligere og tydeligere, at mine hænder og fingre er slidte og ikke længere magter at holde tæt og fast på et strikketøj.

Mit strik er ikke længere jævnt, som det var engang. Maskerne hopper og danser i nogle garner og sådan skal jeg vist bare vænne mig til, at det er nu.

Noget garn er mere tilgivende end andet

Jeg har strikket – er jeg næsten sikker på – Siri i Ask, et totrådet uldgarn fra Hillesvåg. Garnet er købt for efterhånden mange år siden, men har ligget og ventet på, at jeg tog det frem og strikkede af det og jeg måtte på lidt af et detektivarbejde, for at finde ud af, at det formentlig er det.

Det skal klart strikkes fastere, end jeg har gjort, men når det er sagt, så er det fibre, som jeg elsker dem. Rå. Upolerede. Slidstærke. Bare ren lammeuld uden nogen former for dikkedarer. Det er og bliver min foretrukne fiber.

Ankers Cardigan

Den anden trøje, der lå og ventede på en strikker, som gad strikke ærmer, var Ankers Cardigan My Size. Den er strikket i en uld, jeg mener selv at have farvet på et tidspunkt, da jeg gik og hyggede med Kenneth i hans farveri.

Den er modificeret, ligesom Siri er. Begge er strikket rundt med klippemasker og siden klippet op og eftermonteret med knapstolper. Denne er endvidere udstyret med en hæklet lænkerække på bagsiden af halsudskæringen, så den bliver på skulderen og ikke bliver for løs/stor og glider ned.

Den mangler en vask og strygning, men så er den også færdig. Ah …

Det er noget så tilfredsstillende

Der er noget virkelig tilfredsstillende ved at få gjort sådan et par trøjer færdig. De var jo strandet og havde været det i mange, mange måneder. Jeg havde glemt alt om dem, hvis jeg skal være ærlig. Jeg var videre med andre og mere spændende ting.

Nu er de strikket færdig og de vil begge to blive flittig brugt. Jeg bærer sådan en uldtrøje stort set hver eneste dag året rundt, så de er bare velkomne supplementer til den del af min garderobe.

De er nummer to og tre blå, hjemmestrikket cardigan. Jeg ved ikke, hvad der sker for det, men det er de. Ikke grå. Ikke sorte. Blå. Min yndlingsfarve.

Nu kan jeg tilfreds konstatere, at jeg har nået endnu et delmål af mit løfte til mig selv om, ikke at lade noget lagergarn forspilde sin chance for at blive til noget smukt og anvendeligt. Flittige hænder og udholdenhed er opskriften på succes.

Der er mere lagergarn. Okkedog. Jeg er jo samler af garn. Det har jeg altid været og det er jeg fortsat på trods af uhindret adgang til hylderne hos Garnudsalg.dk. Det er vist sådan en indre trang til at proviantere og redebygge med alt det, jeg holder af. Kunne jeg putte hele min familie og alle mine dejlige venner ind på værelset også, kan du være sikker på, at de allerede lå der.

Mange hilsner Liselotte; en redebyggende tryghedsnarkoman.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.