Vi har været en tur på Mols. Jo, vi er levende endnu. Måske du nåede at blive i tvivl? Det er vist aldrig sket før, at der er gået 14 dage mellem en opdatering herinde, men sådan blev det altså.
Ind imellem overvejer jeg, om jeg skal kapitulere. Lukke ned. Droppe at skrive herinde og bare nøjes med at leve det stille liv uden nødvendigvis at skulle dokumentere det. Så mærker jeg et savn, for faktum er, at jeg elsker at skrive og jeg elsker at dokumentere hverdagen. Det er livet, der spænder ben for det i disse år.
Livet, der insisterer på, at jeg skal være til stede i en grad, der efterlader mig træt og tom for ord på de fleste af mine dage. Dage, hvor jeg kun orker at lande hjemme til en aftensmad, ganske lidt strik og så en seng med bløde dyner, som kalder på mig så tidligt, at jeg omtrent går i seng med solen.
Så er det godt med udflugt til dejlige venner
I torsdags tog vi en fridag. Vi kunne sikkert være fortsat med uformindsket styrke og fart, men ikke uden omkostninger, så det var tvingende nødvendigt, at insistere på en pause fra hverdagen.
Vi pakkede bilen med lidt fristelser, uld, strikketøj og det gode humør og drog syd over.
Vi startede i Tved, hvor vi hentede frokost hos slagter Kruse. Vi havde bestilt det hele hjemmefra. Vi skulle have smørrebrød og jeg skal love for, at det var både indbydende og lækkert, da vi fik sat tænderne i det lidt senere på dagen.
Smørrebrødet fik plads på bagsædet og der fra gik det videre ud i Mols Bjerge til et sted, vi elsker at besøge. Mest af alt for dets mennesker. Dernæst for det hjerterum, der er på stedet – og sidst, men indlysende nok, ikke mindst for de smukke omgivelser.
En ubetalelig udsigt til alle sider
Vi blev modtaget varmt og hjerteligt, som altid. At køre ind på gårdspladsen og blive modtaget med åbne arme, gør mig så utroligt glad hver eneste gang, jeg lander lige her.
Vi sidder altid med kig til alle sider. Kigget til kvæg og Fuglsø og Begtrup Vig, Helgenæs, Århus og Samsø i det fjerne er helt utrolig smuk, men der er nu også noget helt uimodståeligt ved kigget ned til dyreholdet. I hvert fald for sådan en, som mig, der elsker den slags.
Selvfølgelig kunne jeg ikke holde mig væk. Jeg måtte ned og nyde høns, kanariefugle og en flok glade og veltilpasse grise i alle størrelser og med skønne krøllede haler.
De lever det søde griseliv
Her er tale om en helt særlig type gris. En glad, sund og veltilpas gris. En gris med adgang til mudderbad, venner, leg, søde æbler og masser af opmærksomhed fra både søskende, voksne artsfæller og mennesker.
Der hersker en usædvanlig ro i grisestien. Der er fred og fordragelighed og ikke den skrigen og det leben, der ellers kan forekomme, når grise skal finde sig til rette med hinanden.
Jeg er vild med de grise. Jo, vel lugter de, men der er nu også noget helt særligt og herligt ved dem. Jeg kan ikke forklare det, men jeg synes altså, at det er et spændende og morsomt dyr. Og nysgerrigt.
Æbler i overflod
Ulla og Ole er nogle af de mest gavmilde mennesker, du kan forestille dig. Vi kom hjem med bilen fyldt med de skønneste ting.
En af dem var en kurv fuld af æbler og pærer. Friskplukkede fra træerne, der omkranser grisestien, så selvfølgelig delte vi nedfaldsæblerne med grisene. Det var de ikke kede af.
Fyldt op med alt godt
Vi tog fra Mols med hjerterne fyldt til randen med alt det gode. Dejlige samtaler, hjertelige ord og kærlig omsorg fylder altid vores samvær, så torsdag var naturligvis ingen undtagelse. Nærvær og gensidig interesse nærer sjælen. Jeg holder så meget af de to mennesker.
Bagsædet var også fuld af gode sager; hjemmelavet spegepølse, friske landæg og så en kurvfuld af den skønneste frugt.
Lidt bagværk til kaffen og fryseren
I dag forvandler jeg lidt af æblerne og pærerne fra Mols til små, søde kager efter Ullas opskrift. De er som hende; søde, fulde af kærlighed og så giver de smil på læben.
Rigtig god søndag til dig ♥
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
17 kommentarer
Anne Kirsten
21. september 2020 at 16:17Jeg har fulgt med i nogle år nu, og jeg sætter stor pris på at få del i dine betragtninger – både i glæde og sorg. Du har inspireret mig meget. Forstår godt at kræfternee først skal bruges på andet – men jeg ville savne dine skriverier og smukke billeder. TAK.
Liselotte
21. september 2020 at 16:51Tak for de skønne ord, Anne Kirsten. De varmer, ligesom alle de andre tilkendegivelser nedenfor. Jeg ville savne at skrive herinde, men lige nu er jeg virkelig presset på tid og overskud og det rammer jo stedet her. Måske skal jeg bare finde ud af at leve med det og så ellers glæde mig over, at jeg stadig elsker at vedligeholde og skrive herinde :-)
Lisbet
21. september 2020 at 08:12Jeg har fulgt dig herinde igennem en del år efterhånden – du er min yndlings-inspiration. Jeg håber, at du finder en god balance, som gør det muligt for dig at fortsætte dine inspirerende indlæg med alt mellem himmel og jord. I hvert fald stor tak for alt den energi, som du har lagt i bloggen indtil nu.
Liselotte
21. september 2020 at 13:04Tak for de pæne ord, Lisbet. Jeg kæmper for at finde balancen. Det er svært i disse år. Der er mange og krævende udfordringer, så det er ikke altid, at jeg har den energi, jeg gerne ville have, men det går jo alligevel :-)
Ulla
21. september 2020 at 06:53Så dejlig en fortælling fra jeres skønne weekend.
Jeg forstår helt sikkert dine betragtninger (dem har jeg selv af og til på min haveblog), men jeg håber at du vedbliver at skrive – jeg nyder både tekst og billeder og inspiration om strik og bagværk og livet i almindelighed.
Liselotte
21. september 2020 at 13:03Tak for de dejlige ord, Ulla og jo, jeg fortsætter nok en tid endnu. Jeg skal bare forliges med, at der ikke er energi hver dag mere :-)
Line Pedersen
20. september 2020 at 19:18Dejligt med en lille opdatering, var begyndt at bekymre mig lidt over den lange pause…
Du må endelig ikke stoppe med dine skriverier eller dokumentation i form af smukke, smukke billeder. Du er en stor inspiration og jeg nyder at følge med I jeres liv.
Liselotte
21. september 2020 at 13:02Jeg tænker heller ikke, at jeg har lyst til at stoppe med at skrive herinde. Jeg tænker bare, at det i perioder er mere sjældent, end jeg har lyst til og det skal jo helst give en eller anden form for mening. Både for læseren og for mig, men måske jeg bare skal give plads til livets små pauser :-)
marianne lundholm
20. september 2020 at 17:44en härlig söndag
Liselotte
21. september 2020 at 13:00Det var den fineste torsdag, Marianne. Vi nød det hele og sugede det absolut maximale ud af fridagen, helt som man skal :-)
Ulla Røjkjær
20. september 2020 at 12:29I er de sødeste mennesker jer to.
Jeg læste lige op for Ole. Han blev helt rørt over de søde ord. Ja det gør jeg også.
Tak fordi I er i vores liv.
Liselotte
21. september 2020 at 12:59Ja, det er gensidigt med den tak. Vi elsker at være sammen med jer. Det er så nemt og kærligt og det holder alle mennesker vist af, at være pakket ind i :-)
Helle Læsø
20. september 2020 at 11:35❤️❤️❤️❤️
Anne marie
20. september 2020 at 10:43Lyder helt som den perfektefridag skulle være fyld af. Det er sådanne stunder der giver enegi så man igen er klar til at kæmpe med hverdagen.
Jeg kan forstå dine tanker om at give op og bruge den enegi der er tilbage efter en travlt arbejds dag til andre ting. Jeg kan sige jeg syntes altid det er hyggeligt at læse med og se lidt ind i dit liv.
Have en dejlig søndag.
Liselotte
21. september 2020 at 12:59Det var den perfekte fridag og den gav ny energi, så det var så dejligt, at det lykkes med den :-)
Jeg bruger nu gerne energi herinde, men jeg har den bare ikke for øjeblikket. Jeg er så træt, at jeg løber tør for ord… og det sker ellers sjældent ;-)
Liselotte
20. september 2020 at 10:35Lyder dejligt. Elsker også det område. I min barndom var det mål for mange weekendudflugter. De der små frugtkager kan du præstere en opskrift på et tidspunkt? Vi har en del nedfaldsæbler og på et tidspunkt bliver æblecrumble og gammeldags æblekage bare trivielt
Liselotte
21. september 2020 at 12:57Det er et virkelig smukt område og det gør mig glad at komme dertil hver eneste gang, det sker. Kagerne er bare en slags muffins, hvor fyldet er det for hånd værende. I dette tilfælde æbler :-)