14

Velkommen september

Velkommen september. Du starter altid med at minde mig om en Indian Summer for nu 26 år siden. Sådan en rigtig varm sensommerdag, hvor alle vinduer og døre stod åbne, mens jeg stod under bruseren og prøvede at tage mig sammen til at stige ud af badet og gå i gang med den opgave, der lå foran mig.

En opgave, jeg ikke kunne takke nej til. Det var alt for sent for den slags. Det var blevet september. I gang var jeg.

Velkommen september

Nogle få timer senere kom Oline til verden med sådan et raseri, at der ikke var tid til at tænke over andet end at huske at trække vejret.

Hun kom ind i verden, som hun skulle vise sig at indtage den; med tung speederfod og et humør, der gav genlyd alle steder, hvor hun kom frem.

Der var gang i den septembers lillesøster

Hun var den fineste gave, vores familie kunne have håbet på. Sjov. Fuld af narrestreger. Altid parat til at gå på eventyr, så der var ikke mange stille øjeblikke for hendes forældre, mens hun voksede op.

Hun holdt os til ilden. Talte konstant fra meget tidlig alder. Lærte sig selv at læse som 4-årig, fordi hun ikke kunne blive ved med at vente på, at vi voksne havde et øjeblik til at læse for hende og så var hun Emils kvindelige modstykke. De skarnsstreger hendes uudslukkelige nysgerrighed afstedkom var ikke få. De gode idéer, hun nåede at få på en dag, var nok til, at jeg forlængst burde være gråhåret og sådan kunne jeg blive ved, men…

Den bedste gave

Hun er en af mit livs største gaver. Jeg har altid elsket hende. Elsket hende, for hendes nysgerrighed, gå-på-mod, engagement, følsomhed, intelligens, skarnsstreger, tosserier, mod, vid og aldrig svigtende krav om ordentlighed og omtanke til hendes omverden.

Hendes integritet er i verdensklasse. Hendes kerne er stærk og hendes væsen smukt.

Velkommen september

Selvfølgelig er jeg stolt af hende

Det er jeg forsigtigt og med mådehold, for jeg ved godt, at jeg og hendes far har en lille andel i det menneske, hun er endt med at være, men vi mennesker er sidenhen, hvad vi vælger at være. Vi bestemmer selv, hvordan vi vil være i verden.

Hun er et af de fineste mennesker, jeg kender. Hun er så hel. Så komplet. Der er ikke meget vaklen. Hun kender sig selv usædvanligt godt for en på hendes alder. Hun er kærlig, omhyggelig, empatisk og skønt selskab.

Hun er en af mine foretrukne samtalepartnere. Det er hun på grund af hendes intelligens, vid og modne og kloge betragtninger.

Hun bliver 26 år denne første dag i september og hun er heldig, for hun har forældre, der elsker hende betingelsesløst. Altid.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide