Det føles som et år siden sidst

Det føles som et år siden sidst jeg skrev herinde, men der er kun gået en uge. En enkelt uge, der virkelig giver mig følelsen af, at være rendt helt fra mig.

Vi lagde ud med sommergæster i sidste weekend. Det ene hold afløste det andet. Første hold var en tidligere studiekammerat. Vi læste sammen på mit sidste år som kandidat til titlen tegnsprogstolk.

Jeg blev gravid i det første studieår og tog orlov, hvor jeg fik Oline. Efterfølgende genoptog jeg studiet og havnede i en ny klasse, hvor Annette var en del af eleverne.

En, som også kæmpede med hverdagen

Vi fandt hurtigt sammen, for følelsen af at være fejl-castet havde fulgt os begge, gennem vores første år, hvor vi – som de eneste – var alenemødre til handicappede børn. Jeg ikke af navn, men af gavn, for Kenneth kom først hjem ind i aftenen, når der var spist, badet og ofte også lagt i seng, så i realiteten var jeg ligeså alene om hverdagen, som Annette var.

Det fik stor betydning for os begge, at vi fandt hinanden

Vi gik i klasse med unge, uafhængige mennesker, som kunne studere, som det passede dem og vores studie var i høj grad båret af selvstudie og praktiske øvelser foran kamera efter endt undervisning, hvilket var svært foreneligt med at skulle skynde sig hjem for at hente børn, så snart skolendagen sluttede.

Det VAR svært. Det VAR ensomt. Det var MEGET ensomt, men det forandrede sig heldigvis for os begge, da vi mødte hinanden. Her var en, der havde de samme vilkår og derfor måtte slide mindst dobbelt så hårdt for overhovedet at gøre sig håb om at komme gennem studiet. Nu kunne vi hjælpe og støtte hinanden og det gjorde vi.

Vi løb fra studiet hver eftermiddag, når skoledagen sluttede. Jeg løb ned til toget, for jeg skulle nå det for siden at stå af på Husum Station og småløbe hele vejen op, for at hente Oline i dagplejen. Her fra gik det hjemad i småløb med Oline i klapvognen, for hjemme på Kildeløbet holdt Alexander ofte allerede i bussen, der afleverede ham fra børnehaven.

De ventede på Fru Weller

De ventede kun på mig. Ole, vores chauffør på det tidspunkt, har reddet mig mange gange ved aldrig nogensinde at være sur eller frustreret over at skulle vente ved kantstenen, men ved altid at være smilende, rar og sød ved børnene, mens han roligt ventede på mig.

Timerne efterfølgende blev brugt på at nyde mine to børn, lege, synge og lave spas, mens jeg jonglerede en aftensmad. Siden var der badning af begge, putning og sang og højtlæsning, inden Kenneth var hjemme og vi kunne spise sammen.

Efter vores aftensmad, pakkede jeg mine ting og kørte til Ballerup, hvor Annette ventede. Nu skulle vi i gang med lektierne. Vi havde investeret i kameraer, stativer og alt andet, der var nødvendigt, for ville vi have en chance for at bestå, måtte vi bare hænge i.

Vi bestod ikke

Vi bestod faktisk ikke. Vi manglede begge en eksamen, da vi startede på hver vores ansættelse som tegnsprogstolk i henholdsvis København og Aalborg, men vi tog revanche året efter og gik til eksamen og bestod med bravour.

Hatten af for de to unge kvinder

Når jeg ser tilbage på de år, tager jeg hatten af for os – de to unge kvinder, der jonglerede alle de ting og aldrig gav op, men kæmpede videre ind imellem hospitalsindlæggelser, sygdom hos børnene og deraf følgende fravær, lærere uden forståelse og klassekammerater, der ikke havde hverken tid eller alder til at gide prøve at forstå vores vilkår. Vi var da SÅ MEGA SEJE og vi havde gudskelov hinanden. Det mindedes vi sidste weekend, da vi mødtes efter omtrent 20 år og var enige om, at vi var hinandens mirakel.

Så kom Tante Minni og Erik

Annette og Nich blev afløst af Susanne og Erik, som kiggede forbi. Det var så skønt at se dem igen, for pandemien har jo betydet, at vi ikke har set forfærdelig mange mennesker det sidste halve år. Heller ikke dem.

Vi nød, at de var her, men vi startede samtidig på arbejde i Garnudsalg igen og det var ligesom et stort benspænd. Udfordringerne stod i kø og den morgen, hvor der kun mødte én medarbejder ind foruden Kenneth og jeg, var jeg klar til at slukke og lukke, for tingene var blevet lidt for festlige.

Hjælp, der gør mig så glad og taknemmelig

Vi har fået hjælp fra kanter, vi slet ikke havde forventet eller kunne forudse. Mennesker, som ikke har nogen form for forpligtelser i vores retning, er trådt til, for at hjælpe os. Vi har haft den mest sindsyge uge med ganske få hænder, men vi har alle givet os 100%. Det er sket med plads til sjov, omsorg, nærvær og masser af grin og det betyder simpelthen så meget, når man er så presset, som vi har været.

Alle har ydet deres absolut bedste og vi er så taknemmelige. Uden dem, var vi ikke nået i mål.

Vi har været tilbage på arbejde i en uge

Den føles som et år, men et sjovt, udfordrende og godt år. Alle har bare været så seje og så er det godt at jeg tidligere på ugen blev mindet om, at jeg kan meget mere, end jeg tror, jeg kan.

PS – fik jeg sagt, at jeg er glad for, at det er søndag, så jeg kan få vasket tøj, støvsuget og pakket ud fra de 3 ugers ferie i sommerhuset ;-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.