Doven dag i Sommerland

Det blev en doven dag i Sommerland. Sådan en, som krævede en middagslur for mit vedkommende. Det sker ekstremt sjældent og jeg er ualmindelig dårlig til det.

Det beviste jeg også i går, hvor jeg faldt i søvn… og sov en lille halv time, hvorefter jeg ikke kunne sove mere, men stedet, jeg lå, var der intet at udsætte på og bestemt heller ikke udsigten, så jeg tog mig god tid til at vågne.

Strandvejr var der altså ikke

Kenneth var kørt til stranden, mens jeg sov, så jeg kørte ned for at se, om jeg kunne være heldig og finde ham dernede. Det lykkedes ikke, men vi endte alligevel med at krydse hinanden på vej hjem igen.

Jeg var ikke ude længe. Der blæste, så sandet føg om benene på mig. Jeg ved, at mange elsker det vejr, men jeg bliver skør af for meget blæst og jeg får ondt i ørerne på et sekund eller to, så jeg nød i stedet Vesterhavets vildskab fra bilen og med et strikketøj mellem hænderne.

Hjemme igen gjorde vi os klar til en aften ude. Vi skulle på fiskerestaurant og var enige om, at vi inden ville køre ud på et lille eventyr.

Jeg er født nysgerrig

Jeg er simpelthen født utrolig nysgerrig. Det kan du jo grine af, som Kenneth ind imellem gør, men i virkeligheden har min nysgerrighed givet os et utal af oplevelser, vi ikke ville have fået uden netop den.

Jeg kan ikke se et skilt, en vej eller en sti, uden med det samme at få lyst til at udforske det.

I dette tilfælde har vi passeret stedet adskillige gange de sidste par år. Hver gang kommenterer jeg på, at vi så endnu en gang ikke kom ind ad den vej, “fordi du altid kører så stærkt, at vi aldrig kan nå at træffe en impulsiv beslutning”. Til Kenneths forsvar skal siges, at vi som regel er på vej et sted hen og egentlig ikke har tid til den slags.

Det er min nysgerrighed, der ikke stilles og det er skrækkeligt ;-)

Vi skal se Kongestenen!

I går lykkedes det at lokke Kenneth til en tur ud at forfølge de par skilte, der for længe siden havde gjort mig så nysgerrig.

• Kongestenen.
• Lyngmøllen.

De lokkede. Helt vildt. Jeg ville så gerne ned og se den sten.

Hvad er den for en? Hvorfor findes den? Er der tale om en “ægte” konge og i så fald, er han af nyere tid eller er vikingerne på spil igen? Hvad med møllen? Er det en “ægte” mølle? Hvorfor ligger der en mølle der?

Spørgsmål var der nok af, da vi drejede ned ad vejen i går og en vej var det da, men heller ikke meget mere. To biler kunne ikke passere hinanden, men til gengæld for at vove det, kom vi ind i det smukkeste område, jeg nogensinde har været i.

»Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige!«

Sådan lød det åbenbart begejstret fra Kong Frederik VI, da han 21. juni 1824 kom ridende med sit følge langs Jammerbugten på vej til Thisted og undervejs standsede ved Grønnestrand.

Jeg må give kongen ret. Det store, vilde og smukke landskab med Svinklovene og Bulbjerg til hver sin side gør selv det største bymenneske andægtig, er jeg sikker på.

Til minde om det fornemme besøg

Til minde om kongebesøget rejste herremanden på Aagaard ved Fjerritslev Kongestenen, som står langs vejen mellem stranden og Grønnestrand Feriecenter. Selvfølgelig måtte jeg ind og se den tæt på efter at have læst lidt om den og området på det fine picnicbord, der er opstillet lige ved stenen.

Det kan anbefales

Området er bjergtagende smukt og vi var hurtigt enige om, at vi må tilbage på et senere tidspunkt, hvor vi vil fordybe os yderligere i naturen. Der er smukke vandrestier, strand og hav, indsø med fugleliv, uspoleret vild klithede og i det hele taget bare så pænt, at man næsten glemmer at trække vejret.

Lyngmøllen ved Grønnestrand Feriecenter

Grønnestrand Feriecenter er oprindeligt en traditionel gård, der blev opført i 1827-30 og i begyndelsen var ejet af Aagaard, jeg omtalte tidligere. Johan Casper Sørensen, som overtog gården, begyndte i 1873 at bygge en lille, lyngtækt mølle ved siden af gården. Der var simpelthen for lang vej at køre til Kollerup Mølle, når kornet skulle males, så egnen måtte have sin egen.

Gården Grønnestrand fik fra omkring 1900 flere og flere sommergæster og blev over tid drevet mere og mere som badepension for ferierende sommergæster.

Efter første verdenskrig blev naturen omkring Grønnestrand, Svinkløv og Slettestrand et virkelig eftertragtet feriested for velhavere – ikke mindst velhavere fra hovedstaden – som ankom med kufferter, tjenestefolk og børn i hobetal. De ankom med jernbanen og blev hentet på stationen i Fjerritslev, hvorefter de lod sig indlogere enten på badepensionen eller i de små sommerhuse, der opførtes i landskabet, som nogle af de allerførste i Danmark.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Hoffotograf Weller mon var blandt de, som tog på badeferier og så så fald hvor? Tænk om det var lige her …

Vi var utroligt glade for, at jeg altid er så nysgerrig

Jo, det var vi faktisk. Takket være min trang til altid at kigge omkring det næste hjørne, har vi fået nogle rigtigt fine oplevelser i denne ferie.

Vi har fundet steder, vi for altid vil vende tilbage til, fordi de er så smukke eller unikke, at vi slet ikke kan lade være.

Vi har fundet natur, som jeg glæder mig meget til at vise mor. Hun holder af landskaber og natur, som jeg gør.

Vi fandt heldigvis også fiskerestauranten, der skulle sørger for aftenens glade maver.

En dejlig oplevelse

Vi fik en rigtig fin oplevelse af at være på restaurant i disse Covid 19-tider. Vi var ellers lidt nervøse for konceptet og jeg skal ærligt indrømme, at vi var ved at vende om i døren, da vi ankom.

Vi havde fået bord på fiskerestauranten på Rønnes Hotel i Slettestrand. Der ankom vi lige direkte ind i spisesalen, som er KÆMPESTOR og med masser af mennesker. Og buffet, som de mennesker defilerede rundt og hyggede sig med (engangshandsker var der dog), mens de konstant gnubbede skuldre med os, der måtte vente i en lang kø lige ved siden af buffeten. Vi ventede på at blive modtaget af den ene personale, der var afsat til det og derfor havde NOK at se til i den anledning. Alt for tæt på de andre. Alt for tæt på …

Heldigvis skulle det vise sig, at vi ikke skulle sidde midt i spisesalen. Jeg havde bestilt bord i fiskerestauranten og det skulle lykkeligvis vise sig, at den lå i et mindre, tilstødende lokale. Her var bare få borde, god afstand og dejlig stemning.

Maden var både og

Forretten var fantastisk. Vi fik Moules mariniéres og de smagte altså vidunderligt. Forretten var tilmed så stor, at vi fik problemer med at spise hele hovedretten og slet ikke kunne spise dessert efterfølgende. Vi havde ellers udset os noget ost.

Hovedretten var middelmådig alene på grund af den fesne ærtepuré, de havde ladet passere kvalitetskontrollen. Hverken havtasken eller de nye aspargeskartofler var der noget at udsætte på. De kom bare alle i berøring med den ærtepuré, som skulle have været kasseret.

Jeg ELSKER ærtepuré, men det skal smage friskt og dejligt. Nok sagt om det …

Vi sluttede af med en kop kaffe, inden vi trillede hjemad i overmåde adstadigt tempo. Vi tog enhver mulig omvej, de mindste hjulspor og endte alligevel hjemme sidst på aftenen. Mætte.

Kom, lad os pakke!

I dag har vi nydt hele formiddagen i solskin og med døren stående åbent. Det blæser fortsat i Rødhus. Meget. Og ved middagstid kom skyerne drivende vest fra. Truende skyer.

Vi blev enige om at pakke og køre hjem nogle dage. Der skal regne nu og vist i mange dage, så vi enedes om, at vi lige så godt kunne udnytte de sidste feriedage med udgangspunkt i Tjørnevang og der er ikke langt fra tanke til handling hos os.

Jeg pakkede i en fart og i tørvejr. Så kørte jeg. Kenneth blev tilbage og gjorde hele hytten ren. Så er der så dejligt at komme retur efter nogle dage på Tjørnevang. Da jeg snakkede med ham for en times tid siden, var det begyndt at regne deroppe. Her i Aalborg er der fortsat tørvejr. På Feddet er der sommertemperatur, så måske vi skal spise derovre i aften. Jeg tror det næsten. Der er nu også dejligt lige her.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.