16

Cruiser er klar

Min Cruiser er klar. Færdig. Taget i brug.

Jeg er så glad for den og den har været i brug hver dag, siden den blev færdig. Den er skøn, hyggelig, varm, blød og nem at bruge. Den er smuk, anvendelig og rosa. Den er bare født til at indgå i min hverdagsgarderobe og det er så dejligt, når det sker.

Cruiser er klar

Lige til at bruge sammen med alle mine kjoler

Jeg har brugt den med succes til alle mine kjoler. Den er perfekt, men det er betinget af de modificeringer, jeg har foretaget.

Jeg har valgt at strikke den efter mine egne mål. Jeg har en meget kort overkrop, så følger jeg opskrifter, vil jeg ofte opleve, at tingene bliver alt for lange og havner på steder, hvor de ikke er specielt flatterende, så derfor er min erfaring, at jeg skal korte tingene betragteligt.

Ligesom jeg har afkortet cardiganen, har jeg også valgt at afslutte med en hestetømme/icord i stedet for den 5 cm brede rib, som opskriften foreskriver. Jeg ville gerne opnå en følelse af “kort jakke” mere end strikket cardigan og det synes jeg, er lykkes.

På ærmerne skulle egentlig også strikkes rib, men de passede perfekt i længden – lige sådan lidt højt på håndleddet og det kan jeg lide, så jeg ville ikke forlænge dem med hverken rib eller den hestetømme, som ellers kunne have afsluttet dem.

Jeg tænkte, at den kan altid strikkes på, hvis jeg synes. Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at synes … for de passer perfekt.

Cruiser er klar

Konstruktionen er spændende

Det har været en ny konstruktion for mig at strikke Cruiser. Den er godt tænkt og jeg har nydt at strikke den, fordi den netop er gennemtænkt og tilmed sjov at strikke.

Man starter oppefra og ned med ryggen, som formes med afkortede rækker. Jeg brugte tyskervendinger (min foretrukne vending) og var spændt på at se, hvor jeg var på vej hen, da starten gik.

Det tog et stykke vej, inden jeg endelig fik styr på idéen/konstruktionen, men jeg fulgte bare opskriften og lod mig føre ud af strikkestien i tiltro til Kristens opskrift. Det viste sig at være klogt og det er altid skønt at lære nyt, så jeg har nydt processen.

Cruiser er klar

Intet kompliceret ved den …

Der er intet kompliceret i opskriften, hvis du har styr på forkortede rækker og maskesting til sammensyning af ærmerne og så skal du være frisk på at læse en engelsk opskrift, men er de ting på plads er det bare med at komme i gang. Den er skøn!

Fakta:

OpskriftCruiser af Kristen Finlay – engelsk opskrift – størrelse 117 cm

GarnCruiser er strikket i en tråd Cool Wool Cashmere i farven Pastel Rose 017 og en tråd Silkhair Lusso i farven Mellem Rosa 902.

Pind: 4 & 5 mm

Forbrug: I alt efter vask 489 gram fordelt på 6 nøgler Cool Wool Cashmere & 4* nøgler Silkhair Lusso.

* forbrug er betinget af en modificering af modellen. Jeg har strikket den kortere og med icord som afslutning og ikke den 5 cm brede rib. Følges opskriften kræves formentlig opstart på 5. nøgle også.

Ny teknik: Ingen.

Du vil sikkert også kunne lide