Nej, jeg sagde Bratskov. Ikke Vrejlev

Nej, jeg sagde Bratskov. Ikke Vrejlev, Liselotte!

Ja, ind imellem er min hjerne andre steder end der, den bør være. Sådan var det i torsdags, da jeg lokkede Kenneth med til råvaremarked i alleen op til Herregården Bratskov, men i stedet kørte til Vrejlev Kloster.

Nej, jeg kan ikke forklare det, men da vi parkerede foran klosterets kirke, vidste jeg, at den var helt gal. Så er der ikke andet at gøre end grine, så det gjorde vi og så stod vi ellers ud af bilen, for så skulle kirken da besøges og sikke en fin kirke.

Vrejlev Kirke var fra sin opførelse klosterkirke til Vrejlev Kloster. Klosteret er – gætter historikere på – grundlagt som datterkloster af munkeklosteret Børglum Kloster kun små 14 kilometer der fra. I klosterets nordfløj indrettedes 12 nonneceller og kirken har været en daglig del af deres tilværelse.

Utrolig fin og lys og dejlig

Kirken er helt klassisk at se på. Indvendig er den utrolig fin og meget velholdt. Det er ikke lang tid siden, den sidst er malet. Lys, fin og lillebitte med sejlgarn til at blokere for hver anden bænkerække. Covid 19 manifesterer sig alle steder – også i en lille kirke ved Vrejlev Kloster.

Vi har været her til klostermarked

Klosteret på den anden side af gaden har vi besøgt i forbindelse med et Klostermarked for år tilbage, men ellers er det ikke et sted, vi har besøgt. Derfor var det dejligt, at vi – af vanvare – fik lejlighed til at besøge kirken.

Både den og den omgivende kirkegård er utrolig velholdt. I sol var der dejligt, men vi satte os i bilen og fortsatte de 14 kilometer vest på til Børglum Kloster.

Mange biler = mange gæster

Vi blev lidt intimiderede af mængden af biler, men enedes om, at vi ville give det et forsøg. Vi kunne jo trække os, hvis vi følte, at det blev for meget og for tæt at være sammen med alle de mennesker.

Sådan var det slet ikke. Der var fin plads langt de fleste steder. Den eneste anke vi havde var, at der er mennesker, som simpelthen ikke længere holder den anbefalede afstand. Mange gør, men der er altid de, som ikke gør og det er jo desværre dem, der fylder mest i bevidstheden.

Vi flyttede os hver gang og jeg bad om afstand et par gange, men alt i alt var det en fin oplevelse at gå rundt inde på klosteret og se udstillingerne.

Klosterkirken

I forbindelse med klosteret er naturligvis også en kirke. Den er en helt anden oplevelse end Vrejlev Kirke, som var lys og rar at være i. Her oplevede vi til gengæld at blive trykket inde i alt det sorte. At føle os ubetydelige og små, som det sikkert har været meningen.

Frokost med fantastisk udsigt

Efter at være rundt på klosteret besluttede vi os for, at vi ville spise frokost på Café Vognporten og det var ikke nogen skidt beslutning.

Vi fandt en plads udenfor i en lækrog med næsen i solen. Der var den mest fantastiske udsigt ned mod Ryå og landskabet blev vi slet ikke trætte af at kigge ud i.

Frokosttallerken med skønne spiser

Vi spiste virkelig godt på caféen. En frokosttallerken med dejlige, velsmagende småretter. Ovenfor havde jeg lige spist silden, inden jeg kom i tanke om at tage et foto, men sikke skønt det hele smagte.

Vi sad lidt tid og nød solen. Vi har ikke været forvænte med den i den sidste uge, så når den er her, skal den nydes. Vi trak tiden, inden vi rejste os og kørte hjemad.

Vi kørte en smuk tur hjemad på små, gemte og glemte veje, som gav os kig til det smukke landskab i Vendsyssel og hjemme igen var vi enige om, at det havde været en skøn dag på trods af min hjernes ferie-mode og deraf overraskende indhold.

Det går an med overraskelser, når det er ferietid.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.