Der skal ikke meget fantasi til

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor meget jeg savner sommeren. Jeg sidder på verdens dejligste sted med de smukkeste omgivelser og jeg elsker at livet kan leves udenfor lige her. Det kræver bare, at der ikke er vejr, som mest af alt minder om efterår. Rusk, regn og vindstød, der får sommerhytten til at knage og sukke.

Jeg holder fanen højt. Jeg hygger mig. Jeg finder strik, lydbøger og tegnegrej frem og dykker ned i timers stille underholdning. Jeg bager skønne brød, skyller kirsebær og spiser friske ærter fra vejboderne i området. Jeg spejler æg, smører rugbrød med fedt og gode pølser, ost og hjemmedyrkede tomater. Jeg drikker vin og elsker mine aftener i selskab med Kenneth og den serie, vi er optaget af lige nu.

Alligevel tillader jeg mig at længes efter sidste uges sommervarme.

I sidste uge levede vi udenfor i skyggen

I denne uge sidder vi indenfor og har fundet uldtrøjerne frem. Vi kørte en tur i går. Vi endte i Løkken og ville gå en tur i byen. Det var en nedslående oplevelse af et utal af grunde, men en af dem var selvfølgelig vejret, som slet ikke var samarbejdsvilligt.

Det blæste, så mine Birkenstock langsomt fyldtes af sand. Blæst ind af en vred vestenvind.

Det kunne ikke gøres forsvarligt

Der var ikke mange mennesker i byen, men de der var, har tilsyneladende helt glemt, at vi er midt i en pandemi. Det var en håbløs opgave at opretholde den anbefalede afstand. Det kunne ganske enkelt ikke lade sig gøre (foto ovenfor er et af de få øjeblikke, hvor det rent faktisk kunne). Folk tog absolut ingen hensyn og efter et besøg i en af byens (store) butikken, hvor jeg konstant havde fremmede alt, alt for tæt på, opgav vi andet end en udendørs gåtur, som også var vanskelig at gennemføre forsvarligt.

Jeg tror, at mange betragter mig som hysterisk, men jeg insisterer fortsat på at opretholde den anbefalede afstand. Jeg kan IKKE risikere at få Covid 19. Kenneth kan heller ikke. Jeg tager det her meget alvorligt og ikke på dine vegne, men bare på egne. Derfor skal du ikke føle dig personligt afvist, når jeg insisterer på afstand, men bare forstå, at jeg passer på mig.

I dag er jeg stået op til storm

Kenneth sendte jeg ind til Aalborg for efterhånden mange timer siden. Jeg selv har set både sol og lige nu rasende regn, der slår ind på ruderne og springer af lakken på bilen udenfor vinduet.

Vejret skifter, som vinden blæser og det er ganske vist. Om lidt ankommer det næste hul i skyerne og solen vil skinne et øjeblik, inden det igen begynder at regne.

Mens jeg sidder og iagttager det hele, overvejer jeg at tage mig sammen til det bad, jeg endnu ikke har taget mig sammen til. Jeg trænger til, at der sker lidt og jeg ved, at det bare kræver et bad og en bil, så om lidt tager jeg mig sammen og kører ud i sommerlandet for at finde en plet, hvor man stadig værdsætter afstand og ansvarlig omgang med hinanden.

Kenneth vender tilbage i løbet af eftermiddagen

Jeg nyder at være alene. Jeg elsker at være alene. Det gør mig absolut ingenting og jeg er aldrig bange. Jeg tanker op på alle fronter, når jeg får lov til at passe mig selv. Kenneth ved det og det er fint med ham. Det er godt at kende hinanden grundigt. Et godt fundament.

Kaffe, stearinlys og lidt dagbogs-skriveri

Jeg har hygget mig de sidste timer med at strikke lidt og skrive lidt sommer-dagbog.

Min plan var at samle et bredt udsnit af blomsterne her omkring. Dem ville jeg presse og tørre, som jeg gjorde i min barndoms- og ungdoms somre. Dengang brugte vi de gamle telefonbøger, men i dag har jeg en god stak gamle bøger, som kan bruges til samme formål, men vejret …

Jeg har udsat den idé.

Jeg sidder i stedet skiftevis i de hjørner i huset, jeg elsker. De giver mig et 360 grader udsyn og jeg elsker at iagttage naturen og de vejr-skift, vi oplever i dag. Fordi her er store vinduer hele vejen rundt, føles det næsten som at sidde midt i det hele og jeg venter spændt på, om der er torden med i dag.

Måske jeg bare skulle smutte ud under den bruser …