Vi er taget i sommerland, hvor god afstand er en by i Rusland, hvis man skal ind for at handle. I hvert fald indtil videre, for der skal nok være tidspunkter, hvor det er forsvarligt. Vi har ikke fundet dem endnu. Vi er kørt videre de gange, vi har passeret dagligvarebutikkerne heroppe.
Heroppe?
Ja, heroppe. I klitterne pakket ind i sommerhusets dejlige, hyggelige og ukomplicerede liv.
En lille, forsigtig cykeltur ud i det blå
Jeg har taget min nye cykel med, så den skulle naturligvis bruges denne eftermiddag.
Kenneth var inde i Aalborg, så jeg udnyttede tiden til en kort tur ud i grøftekanten, mens vasketøjet tørrede hjemme.
Grusvejen, vi bor nede af, voldte ingen problemer, så jeg var sådan set fuld af fortrøstning, da jeg cyklede ud af Kystvejen. Jeg er nemlig ikke imponerende sikker på en cykel længere. Jeg skal lige øve mig lidt, men det kommer hurtigt, kan jeg mærke.
Jeg havde lagt en saks i cykelkurven, for man ved aldrig, hvad man kommer forbi på sådan en tur. Jeg kom forbi et lille stykke plantage, som lokker hver gang, jeg passerer. I dag var tiden ikke til at udforske området, men kan jeg lokke Kenneth med på en aftentur på cyklerne, skal vi helt sikkert derned.
Jeg passerede også grøftekanter, som lokkede med salturt og smukke græs-aks. Lidt af det kom med hjem takket være saksen.
Den havluft er effektiv
Sengetøjet er forlængst tørt og venter nu bare på, at jeg får taget mig sammen til at lægge det på. Det er ikke en opgave, mine skuldre elsker, men jeg har lovet, at jeg gør det.
Til gengæld laver Kenneth aftensmad. Lækker landkylling på grillen, sprøde kartofler og en god salat.
Vi ville gerne have delt det hele med mor, men hun er en travl dame, så det må blive en anden gang. Nu nyder vi det i stedet selv, mens vi snakker om, hvor vi har savnet stilheden, duftene og alle de smukke fuglestemmer, der hele tiden fløjter for os uden at blive forsøgt overdøvet af trafikstøj, som det er tilfældet hjemme på Tjørnevang.
Jeg har indtaget mit yndlingshjørne
Jeg er i gang med #dogmetæppet og er endelig blevet færdig med at sy det sammen og hæfte ender. Nu skal der strikkes hestetømme hele vejen rundt og det bliver bare så smukt.
Det passer perfekt ind i sommerhuset med de farver, jeg har valgt og der bliver rift om det på kølige aftener, er jeg sikker på.
Ude fra gården dufter det af grill og sommer. Det bliver en god aften, er jeg sikker på. Måske endda med en pind i brændeovnen. For hyggens skyld, altså.
Rigtig god lørdag til dig :-)
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
10 kommentarer
Lene
31. maj 2020 at 10:02Spar købmanden i Hune kan anbefales, der holder folk afstand, så der skal jeg op om en times tid. Så får vi at se om det også gælder i pinsen :-) Ha en dejlig weekend, jeg gad godt at vi kunne tage en smut i sommerhuset, men snart skal det ske, har jeg lovet mig selv.
Liselotte
31. maj 2020 at 16:21Det var så der, vi var mere end én gang i går, Lene og kørte igen ;-)
Liselotte Kristensen
30. maj 2020 at 19:32I min fars nu tidligere sommerhus indførte vi begrebet hyggepind. Og at der måtte fyres, når temperaturen var under 20 grader. Nøøøj hvor vi sommetider luftede ud
Liselotte
31. maj 2020 at 09:24Den hyggepind kender jeg også fra min barndom, Liselotte :-) Der er noget dejligt over brændeovn og bål. Sådan er det vist bare :-)
Marianne
30. maj 2020 at 19:32Årh hvor I hygger. Så dejligt…
Og ude et sted hvor I ikke er nød til at tænke på afstand.
Nogle mennesker er bare så meget for meget. Står for tæt på så ekspedienter er nød til at bede kunder om at gøre det.
Og kunder der beder andre kunder om at rykke fremad, selv om de holder afstand og nægter at rykke fremad.
SÅ går man F….. Uden om den kunde og stiller sig før denne….
Det er da SÅ respektløst og toppen af frækhed….
Det skulle da koste en stor bøde……eller bortvisning….
Liselotte
31. maj 2020 at 09:23Det gør vi altså og noget så dejligt. Vi har heldigvis masser af forsyninger med, men det er altså forstemmende at se, at vi er så villige til at lukke øjnene for de forholdsregler, som på intet tidspunkt er blevet lempet, alene fordi samfundet åbner lidt op igen. Jeg håber inderligt, at det ikke betyder, at vi igen skal lukke ned.
Anne-Dorrit Harris
30. maj 2020 at 19:19Så dejligt, med cykel tur i sommerlandet, jeg elskede det som barn i mine forældres sommerhus i Hals duftende , og den smukke natur, på en cykel uden gear, og til at starte med foregik afstigningen ved at vælte ned i grøften da jeg ikke havde lært at bremse og stå af
Kh Anne- Dorrit
Liselotte
30. maj 2020 at 19:26Ja, duftene i Hals/Egense er særlige og anderledes end duftene her på Vestkysten, men begge er skønne. Som barn har jeg holdt til begge steder og jeg elsker fortsat begge to :-) og så er det altså lige før, at jeg også skal starte med at vælte ned i grøften, for at komme af den skide cykel ;-)
Catarina
31. maj 2020 at 17:45Hvor ser jeres sommerhus dog lækket og indbydende ud. Det er sådan jeg forestiller mig et sommerhus skal være. Afstammende ting og møbler, som ikke ligner det der er derhjemme. Og du har virkelig sans for indretning med sjæl og kroge til det ene og andet.
Tillykke med cyklen, den er jeg ikke på du snart har under huden igen, altså ikke cyklen, men cykelriet.
Fortsat god sommerlig pinse til jer deroppe.
Liselotte
1. juni 2020 at 07:23Tak Catarina og ja, den cykel bliver jeg glad for heroppe i sommerlandet, kan jeg mærke. Den har allerede bragt mig til stranden til solnedgangskig også, så den bliver god at have :-)