Vi maler

Vi maler for øjeblikket. Nogen med maling. Nogen med garn.

Vi er i gang med at give huset en omgang maling. Det trængte og det bliver så pænt. Jeg er stadig utrolig glad for, at vi valgte at male det blåt i stedet for den røde farve, vores naboer mente, det skulle blive ved med at have. Ikke tale om! Det er simpelthen blevet så flot nu og langt mere elegant, end det var.

Vi mangler kun den sidste væg

Vi er næsten i mål med hele huset nu. Vi mangler kun den sidste væg på længen og den er færdig inden længe. Så kan vi læne os veltilfredse tilbage og nyde, at der er en årrække igen, inden det skal gentages.

Vi skal vist også lige have opgraderet krukkerne ude foran på gårdspladsen, men jeg har ikke orket, før malingen af huset var overstået. Nu kan der komme sommerblomster i, så det hele igen ser smukt og dejligt ud.

Jeg maler med garn

Jeg maler fortsat med garn. Dogmetæppet vokser, men mine skuldre forhindrer godt nok megen fremdrift. Det er beskedne rækker, det vokser med, men det vokser trods alt.

Jeg har permanent inflammation i skuldrene

Jeg var tegnsprogstolk i for lang tid. Det tror jeg godt, jeg ved nu. Mine slidskader nåede at blive permanente og det var ikke fordi, mine behandlere ikke advarede mig om netop det.

Det handlede mest af alt om, at jeg ikke kunne se nogen anden udvej end bare at fortsætte. Vi var fastlåste i nogle situationer og med nogle livsvilkår, som gjorde os ude af stand til at vælge til og fra, uden det fik så store omkostninger, at vi ikke kunne finde overskuddet til at handle. Vi var slidt i stykker og virkeligheden var, at der ikke var nogen, som tilbød at hjælpe os. Vi måtte selv finde en vej, så det gjorde vi og den kostede så mig, at jeg nu er smerteplaget altid.

Man vænner sig jo

Jeg piber ikke, for jeg tænker slet ikke over det i hverdagen. Jeg tror, at man vænner sig til at have ondt. Jeg gør i hvert fald. De gange, hvor diverse behandlere har kigget undrende på mig, når jeg ikke har klaget ved deres manipulationer af fysikken, er ikke få. Jeg var og er vant til, at det altid gør ondt. Nogen gange mindre end andre. Lige nu ad h… til ;-)

Det sidste er irriterende. Til daglig har jeg lært at sno mig, så jeg ikke alt for ofte bliver mindet om hvor meget, jeg ikke kan. Jeg undgår og finder alternativer, men når skuldrene virkelig brokker sig, er vi der, hvor jeg ikke sover ret meget om natten og i virkeligheden ikke kan meget om dagen.

I de perioder passer jeg på mig selv

Jeg prøver hele tiden at være opmærksom på, at jeg ikke får provokeret inflammationen yderligere, men det sker simpelthen bare, at jeg enten ikke er opmærksom eller i stedet overraskes over, at lige denne her ting, udløser mange dages smerte.

Det sker lige så ofte, at jeg sidder med ondt og tænker “hvad pokker har nu udløst det?”, uden jeg nogensinde finder svaret. Det er bare sådan, det er.

Så er der kun én ting at gøre. Forsigtige øvelser for at holde fast i mobiliteten og ellers ro der, hvor det gør ondt. Jeg spiser naturligvis også smertestillende, når jeg er nødt til det. Det er en del af helingen også, er min erfaring. Ingen smertestillende udløser spændinger forkerte steder, som så igen sætter sig til ondt.

“Smertedæk og slap af, Liselotte“, plejer jeg at sige til mig selv og det har jeg så gjort de sidste uger.

Det har hjulpet og jeg er igen på rette vej. Det er dejligt og i nat var jeg kun vågen et par gange, så jeg er snart i mål og i dag maler jeg med farver. Forsigtigt :-)

Af hjertet tak, men nej tak

Jeg vil gerne bede dig undlade at give mig gode råd omkring det her. Jeg har været igennem stort set alt, du kan finde på og jeg har fundet de ting, der hjælper mig lige nu. Jeg har ikke brug for yderligere forslag. Får jeg det, opsøger jeg dem eller beder om dem og til den tid vil dine input være mere en velkomne. Jeg kan simpelthen ikke rumme alle de velmente og hjertevarme råd, for jeg føler, at jeg skal svare jer allesammen og det kan jeg simpelthen ikke finde hverken energi eller tid til. Det håber jeg, du forstår :-)