På søndagstur til Vorupør

Tidligt søndag morgen spurgte jeg Kenneth, om han ville med på på søndagstur til Vorupør. Jeg vidste, at jeg trængte til at komme ud og se andet end de fire vægge herhjemme. Dem er jeg omgivet af hele ugen, så en søndags-tur kunne passende blive til en overraskelse til søster Annemette og svigerinde Heidi og sådan blev det.

Vi startede dagen i sindigt tempo, men da vi endelig var oppe, kom der lidt mere fart over feltet. Vi fik hurtigt pakket det vigtigste og så indtog vi min bil med kurs mod Vorupør eller i første omgang Nibe Bredning.

Vejret var trist og gråt, men det er jo i grunden dejligt kørevejr, så vi klagede ikke, men skyndte os bare ud af Aalborg. Kenneth var chauffør og jeg passager med licens til strik.

Turen lignede sidste søndags tur

Vi tog samme rute, som sidste søndag, hvor vi besøgte blandt andet Aggersborg. I stedet for at dreje ind mod borgen, fortsatte vi ud til landevejen mod Thisted.

Ved Vejlerne var der det mest fantastiske lys. Dramatisk himmel, sol i dryp og udsigt til både fjord og fuglereservat gør det til et helt særligt sted, så vi nød at køre langsomt gennem området. Vi passerede kort efter Øsløs, Vesløs og til sidst Østerild, inden vi lige efter Thisted drejede fra og lagde os solidt på rute 539 i retning mod Vorupør.

Undervejs passerede vi Sjørring Volde, som rummer en interessant historie. Det er næsten ubegribeligt, at denne lille, beskedne landsby engang har været et betydningsfuldt borganlæg, som har lagt ryg til dele af Danmarkshistorien. Det er nok de færreste danskere, der i det hele taget ved, at der ligger en ved navn Sjørring midt i Thy, men den ligger der med rester af borg og volde.

Vi kørte gennem smukke landskaber og da vi passerede Førby Sø, vidste vi, at der ikke var langt igen. Vi undlod alligevel at ringe og varsko. Annemette og jeg har adgang til hinandens lokation via vores telefoner, så jeg kunne se, hvilken adresse, vi skulle køre efter og ganske rigtigt, vi kunne se bilen holde foran sommerhuset, de har lejet i denne uge.

Så ringede jeg …

“Hvad så, hygger I jer?”, spurgte jeg og Annemette svarede bekræftende og fortsatte med at fortælle, at de lige havde spist frokost og nu var på vej ud til den gamle kirkegård, så mor (hende hentede de i lørdags og tog med derop) kunne opleve den.

“Jamen så kan vi da mødes derude”, sagde jeg og kunne høre, at Annemette undrede sig. “Vi kan også bare følges”, sagde jeg. “Kig ud af døren”… og så gik det op for hende, at vi holdt udenfor. Det var spas.

Vi tog allesammen afsted til kirkegården

En dejlig tur i gråvejret. Der var lidt blæsende, men ikke noget, der kunne afskrække os for at gå på opdagelse på den lille og ganske særlige kirkegård, hvor naturen næsten har overtaget.

Kirken flyttede ind til Vorupør i 1902

Kirken er forlængst flyttet ind til byen og med den kirkegården.

Befolkningen i Vorupør voksede i løbet af den sidste del af det 19. århundrede i antal og i løbet af mindre end tre årtier var de vokset ud af kirken, som rummede 150 sjæle. Så byggedes den nye kirke inde i Vorupør i 1902 og ved siden af den fulgte så missionshuset et årtis tid senere.

De to havde stor betydning for fiskerlejet. Kirken og den indremissionske vækkelse er en vigtig del af byens historie, helt som det er forventeligt for et lille fiskerleje, som Vorupør. Af den første kirke i Vorupør står i dag kun det gamle våbenhus, som nu anvendes som kapel og vist mest af alt opbevaring.

Naturen har overtaget

Naturen har overtaget på den gamle kirkegård. Der er ikke mange nye grave, men mange gamle, som hver især fortæller en historie.

Nogle steder har buske og ukrudt opslugt hele grave. Inde mellem tæt krat finder man, hvis man kigger grundigt efter, gamle grave gemt og glemt for evigheden.

Alle grave fortæller hver deres historie. Mange fortæller om det barske liv ved havet. Her hviler alt for unge mænd. Fiskere, der omkom på havet. Forliste, druknede sønner, mænd, fædre, brødre og venner. Børnegrave i massevis. Børnedødeligheden var stor og det vidner mangen en sten om.

Kirkegården er meget stemningsfuld

Vi nød tiden på kirkegården. Vi nåede vidt omkring i vores snakke, fordi gravsten ofte giver anledning til samtaler om alt det, der gør livet. I går var ingen undtagelse.

Efter turen til kirkegården endte vi hjemme i sommerhuset til Annemettes hjemmebagte Drømmekage og en kop te eller kaffe.

Klokken 16 brød vi op

Vi havde trods alt mere end halvanden time i bilen, inden vi var hjemme, så efter et par dejlige timer, kørte vi mod Aalborg igen.

Det blev en dejlig tur. Vi holder jo af at køre bil og så var udflugtsmålet jo bare skønt. Vi fik set Annemette og Heidi og vi fik aftalt, at det tør vi godt gentage herinde på onsdag. Det er noget vi glæder os til.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.