Jeg savner dem så skrækkeligt allesammen. Mor, Oline og Mikael. Alle vennerne. Det at mødes og være sammen. Grine sammen. Tale solen sort og natten i gang.
Jeg er helt sikker på, at jeg ikke er alene om at savne. Det er vi mange over hele verden, der gør. Nogle har fundet måder at ses på. Det har vi ikke. Endnu da …
Vi fik en god idé
I formiddag ringede Oline op på Facetime. Hun var lige vågnet og ville dele nogle dejlige nyheder. Jeg blev så glad, da jeg så hende. Jeg savner hende frygteligt, så det var skønt at tale sammen. Det gjorde vi så længe, at Kenneth nåede at komme retur fra Garnudsalg. Han nød også at snakke med hende.
Vi enedes om, at vi vil mødes til en fælles picnic. Vi vil hver især selv medbringe mad og drikke, tæpper og hvad vi ellers måtte have lyst til og brug for. Så vil vi mødes en aften på en dejlig, stille og øde plet og spise sammen. Ude i det fri. Sammen, men hver for sig.
Jeg drømmer om et sted ved Lindenborg Å eller måske i Lille Vildmose. Det er ikke alt for langt væk for nogen af os og vi har alle en bil, så det er realistisk.
Vi har en smuk og dejlig udfordring
Vores lille familie er udfordret af, at vi er tre i risiko-gruppen og derfor isolerede så godt, som det overhovedet er muligt. Den ene af os tre er ude i en lille, konstant gruppe et par timer hver dag. Denne gruppe er allesammen opmærksomme, ansvarlige individer. To arbejder hjemmefra og er derfor også at betragte som isolerede, en er isoleret hjemme og har været det i mange uger, men den sidste er vores allesammens Oline. Hun er sygeplejerske og derfor i kontakt med både skiftende kolleger og patienter hver dag.
Hun er bestemmende for vores adfærd og derfor har vi også været meget tilbageholdende med at ses. Faktisk har vi ikke set hinanden i snart to måneder og det går bare ikke. Nu må der andre boller på suppen.
En picnic var sådan en god idé
Jeg har i en uges tid planlagt at overraske Kenneth med en picnic, men nu tror jeg, at den overraskelse skal udvides til at indbefatte de af os, der synes, at vi kan overskue det.
Jeg glæder mig allerede. Vejret skal lige indrette sig, så er jeg klar. Også i den grad.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
6 kommentarer
Anne
28. april 2020 at 17:39Åh ja, hvor man længes!
Her har vi været fuldstændig isolerede i godt 2 mdr. pga alvorlig sygdom.
Børnebørn, børn og svigerbørn er det 4 mdr siden, vi sidst så, for risiko for smitte fra børnehavebørn kom hver gang, vi havde planlagt besøg.
Godt at vi trods alt kan se hinanden via digitale tiltag.
Vi må væbne os med tålmod og tro på, at det bliver godt igen.
Liselotte
29. april 2020 at 10:03Ja, den teknologi redder meget lige nu. Jeg har gode veninder, jeg mødes med til lidt strik og snak ind imellem og det er bare rigtig dejligt :-)
Lene Rasmussen
28. april 2020 at 16:20Ja, man finder ret hurtigt ud af, hvor vigtigt det er at kunne kramme sine forældre. Jeg savner det meget, samvær med familie og venner. I sidste uge drak jeg kaffe med en ven.. På afstand i en grøftekanten i Lille Vildmose.. Og pludselig dukkede to elge op. Dejligt syn. God tur til jer og hils din mor knus Lene
Liselotte
28. april 2020 at 17:12Det lyder som en herlig og særlig oplevelse med de elge, Lene. Dem satser jeg på, at vi lykkes med at se også, hvis det er der, vi ender :-) Jeg hilser selvfølgelig :-)
Jette Villa Ko
28. april 2020 at 15:37Åh, jeg forstår dig så godt. Vi er i samme situation. Har fejret min datters 18-års fødselsdag uden kram… Man længes så frygteligt efter at kunne kramme. Her er det mig der møder mennesker, og hendes far der ikke må smittes. Så vi lever sådan lige nu. Hun isoleret hos sin far. Det bliver bedre igen!
Liselotte
28. april 2020 at 17:11Ja, det er svært lige nu, men jeg prøver også bare at huske på, at det en skønne dag bliver godt igen. Indtil da må vi være tålmodige og ikke mindst kreative, så vi kan få stillet savnet.