Jeg er stille udenpå. Indeni er der stærk storm, men der ser ud til at være en opklaring på vej.
Jeg faldt i et hul. Et, det tog mig et par dage at kravle op af. Jeg er nået til kanten og har fået svinget det ene ben op i sikkerhed. Resten kommer.
Jeg er pragmatiker. Realist med optimist i ascendanten. Jeg tager udgangspunkt i nu’et og jeg indretter mig lynhurtigt på en ny virkelighed. Jeg er god til at få det bedste ud af det meste.
Jeg sagde det meste …
Jeg er ved at være lidt påvirket af den tåge, der dækker for horisonten. At det ikke er muligt at tage pejling. At sejlene er flænget af stormen og jeg bare må lade tiden gå og se, hvor vi går på grund henne.
Jeg handler normalt. Jeg er ikke passiv. Det passer skidt til mig, men ikke desto mindre er det den påtvungne passivitet, jeg har kæmpet mod de sidste dage. Det tager tid at lægge en viking ned. Jeg var lang tid om at kapitulere. Jeg ved i virkeligheden ikke, om jeg er det? Kapituleret.
Måske er det her bare stilhed før næste storm?
Udenpå er jeg stille. Indeni flænges sejl, mens jeg står rasende i brodsøer og med knækket mast, mens jeg forbander det Covid 19 langt ned i helvede.
Jeg skal bare lige have raset færdig
Jeg ved godt med min fornuft, at denne tid giver mulighed for at reflektere, vegetere og skabe en ny virkelighed. Både globalt, nationalt og særligt helt lokalt, som i min lille verden.
Jeg ved, at denne tid giver anledning til revision af mit liv. Jeg mærker, at jeg flytter mig hver eneste dag. Ikke sådan, at jeg antager en religion, farver håret blåt eller får en tatovering på anklen. Mere sådan, at jeg er begyndt at tænke over, hvordan mit liv kan indrettes.
Jeg er også blevet meget bevidst om hvor lidt god, jeg har været ved mig selv i alt for lang tid. Det er jeg ved stille og roligt at gøre lidt ved. Små mirakler i form af daglige spadsereture klarer hjernen og jeg er god til at indrette min arbejdsdag, så den tilgodeser mig og mine behov. Ikke omvendt.
At være til stede i eget liv
Jeg har opdaget, at jeg har savnet tid til at være til stede i mit eget liv. Jeg har savnet at have tid til at dyrke nogle af de ting, jeg holder af. Banale ting.
At passe grønne planter. Vande dem og give dem opmærksomhed.
At hænge tøj ud på tørresnoren og lade vinden blæse det hele friskt og tørt.
At gøre rent og skabe orden i skuffer, der alt for længe har været forsømt.
At have tid at gøre godt med.
Det er banalt, men ikke desto mindre er det en stor rigdom og bestemt ikke noget, jeg er forvænt med. Det er mange år siden, jeg havde tid til at nyde den slags. Det var noget, der skulle gøres, men hurtigt, fordi der ikke var tid til langsommelighed.
Husk det nu, Liselotte
Jeg skal huske mig selv på, at der faktisk er en bonus ved denne isolation.
Tid.
En frugt, der ind imellem er alt for dyrekøbt og lige nu kan plukkes ganske gratis, hvis jeg husker at se op, i stedet for at lade mig drukne i raseri og fortvivlelse.
Rejs dig!
Jeg er oppe af hullet igen. Nu skal jeg bare lige rejse mig …
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
20 kommentarer
Unni
17. april 2020 at 14:02Takk for en presis og trøstefull betraktning, Liselotte! I disse tider trenger vi ord som dette, vi som også har falt i hullet og strever med å kravle opp igjen —
Liselotte
17. april 2020 at 14:34Heldigvis skal vi nok komme op igen, men jeg er helt sikker på, at jeg falder i mere end den ene gang. Jeg må bare hanke op i mig selv og huske på, at alt bliver godt igen, for det gør det jo heldigvis :-)
Niki
17. april 2020 at 09:45Som havde jeg skrevet det selv- præcis som jeg føler lige nu-
Jeg raser…
Glæder mig til at ses på den anden side af dette, kramme, knevre og drømme om rejser og ubegrænset liv –
Liselotte
17. april 2020 at 14:34Ja for pokker, som vi glæder os til at måtte og kunne det hele igen :-)
Ulla
16. april 2020 at 18:43Det er da det vi skal
Torunn Ree-Pedersen
16. april 2020 at 11:05I Norge er det så mange barn som på et ark har skrevet «Alt blir bra! – og tegnet en regnbue. Dette fester de på vinduet hjemme slik at andre også kan lese det. Jeg har lest det så mange ganger, at nå tror jeg på det og det klinger i mitt hode som et mantra. Alt blir bra! Beste hilsen Torunn
Liselotte
16. april 2020 at 14:58Vi tegner også regnbuer her og hænger op. Det er et fint budskab, at alt bliver godt. Det prøver jeg også at huske, når alting bliver lidt træls og jeg bliver opgivende. Alt bliver godt igen :-)
Helle
15. april 2020 at 20:30Joh, man er ved at mærke ‘the funk’, men i går fik jeg afrimet køleskabet og købt en kaffemaskine på nettet. Og så lovede jeg min frisør, at når de åbner igen, må hun farve mit hår lyserødt. Det er da noget… er det ikke?
Liselotte
16. april 2020 at 14:57Jo, det er noget :-)
Lotte
15. april 2020 at 19:49Jeg har det som et papirskib på åbent hav!
Det ene øjeblik kan jeg fnise som en skolepige det næste græde over en sang…. “a nervewreck”….men jeg kan ikke gøre andet end at glæde mig over at vi ikke er syge og min mand får ryddet så meget op!
Jeg får til gengæld ikke lavet noget sådan er vi så forskellige og godt for det. Godt jeg har mit striktøj og har fornyligt prøvet kræfter med fribroderi… det er svært så det tager de mørke tanker med sig.
Liselotte
16. april 2020 at 14:56Jeg har også perioder, hvor jeg ikke får lavet noget som helst. Så fryser jeg og bliver opgivende og tom, men der løber heldigvis strøm på batteriet igen og så går det nok. Ja, vi er sunde og raske. Det er virkelig noget at være taknemmelig for lige nu :-)
TanteA
15. april 2020 at 19:36Virkelig genkendeligt
Lisbet
15. april 2020 at 19:08”At sejlene er flænget af stormen og jeg bare må lade tiden gå og se, hvor vi går på grund henne.”
Så smukt skrevet.
Liselotte
16. april 2020 at 14:55Tak, Lisbet. Det er jo sådan, jeg har det og øv, men der er ikke noget at gøre. Tålmod… :-)
Laila
15. april 2020 at 18:44Åhhhhh hvor jeg dog kender det du så fint beskriver. Jeg føler dog til tider at tiden er gået hurtigt, men andre tider føler jeg den har sneglet sig afsted.
Jeg tilhører den gruppe der stadig går på arb og har arb ekstra da der har været kollegaer der har været hårdt ramt i form af sygdom, enten dem selv, eller pga børn der har været syge. Men det var mig der tilbød at træde til da vi ikke længere selv har små børn og vores børnebørn bor desværre ikke lige omkring os.
Men hvor jeg dog savner familien, at hygge sammen, spise sammen, grine sammen, gå tætte ture sammen og ikke mindst at give et KÆMPE KRAM til alle dem jeg har kært og ikke kun til ham jeg har nær. Men med lidt tålmodighed og masser af kærlighed, så tror jeg på vi også klarer dette. Og om et år eller to vil vi snakke om, ej kan du huske corona tiden….
Liselotte
16. april 2020 at 14:54Det er så dejligt, at så mange sørger for, at hjulene fortsat drejer. Jeg arbejder også fuld tid (godt og vel), men dog hjemmefra. Det er, som det skal være :-) og ja, for pokker, hvor vi dog SAVNER dem allesammen og hvor bliver det godt, når vi igen må være sammen og kramme og kysse alt det, vi vil :-)
Ulla
15. april 2020 at 18:37Jeg ville elske dig med blåt hår og tatoveringer ;))) Jeg vil også så<3
Liselotte
16. april 2020 at 14:52Jamen så skal vi da til at overveje motiv, kan jeg høre ;-)
Kirsten Houmark Pedersen
15. april 2020 at 18:26Hej.
Husk at det ikke behøver at gå stærk, det der med at rejse sig, hav dig selv med.
Stærk at du vil dele det med os.
Kram til dig fra mig.
Liselotte
16. april 2020 at 14:52Nej, det behøver ikke gå stærkt, men det kommer det vist heller ikke til. Omstændighederne er medvirkende faktor, så der er masser af tid at tage af, er jeg bange for :-)