20

Stille udenpå

Jeg er stille udenpå. Indeni er der stærk storm, men der ser ud til at være en opklaring på vej.

Jeg faldt i et hul. Et, det tog mig et par dage at kravle op af. Jeg er nået til kanten og har fået svinget det ene ben op i sikkerhed. Resten kommer.

Jeg er pragmatiker. Realist med optimist i ascendanten. Jeg tager udgangspunkt i nu’et og jeg indretter mig lynhurtigt på en ny virkelighed. Jeg er god til at få det bedste ud af det meste.

Jeg sagde det meste …

Jeg er ved at være lidt påvirket af den tåge, der dækker for horisonten. At det ikke er muligt at tage pejling. At sejlene er flænget af stormen og jeg bare må lade tiden gå og se, hvor vi går på grund henne.

Jeg handler normalt. Jeg er ikke passiv. Det passer skidt til mig, men ikke desto mindre er det den påtvungne passivitet, jeg har kæmpet mod de sidste dage. Det tager tid at lægge en viking ned. Jeg var lang tid om at kapitulere. Jeg ved i virkeligheden ikke, om jeg er det? Kapituleret.

Måske er det her bare stilhed før næste storm?

Udenpå er jeg stille. Indeni flænges sejl, mens jeg står rasende i brodsøer og med knækket mast, mens jeg forbander det Covid 19 langt ned i helvede.

Jeg skal bare lige have raset færdig

Jeg ved godt med min fornuft, at denne tid giver mulighed for at reflektere, vegetere og skabe en ny virkelighed. Både globalt, nationalt og særligt helt lokalt, som i min lille verden.

Jeg ved, at denne tid giver anledning til revision af mit liv. Jeg mærker, at jeg flytter mig hver eneste dag. Ikke sådan, at jeg antager en religion, farver håret blåt eller får en tatovering på anklen. Mere sådan, at jeg er begyndt at tænke over, hvordan mit liv kan indrettes.

Jeg er også blevet meget bevidst om hvor lidt god, jeg har været ved mig selv i alt for lang tid. Det er jeg ved stille og roligt at gøre lidt ved. Små mirakler i form af daglige spadsereture klarer hjernen og jeg er god til at indrette min arbejdsdag, så den tilgodeser mig og mine behov. Ikke omvendt.

At være til stede i eget liv

Jeg har opdaget, at jeg har savnet tid til at være til stede i mit eget liv. Jeg har savnet at have tid til at dyrke nogle af de ting, jeg holder af. Banale ting.

At passe grønne planter. Vande dem og give dem opmærksomhed.

At hænge tøj ud på tørresnoren og lade vinden blæse det hele friskt og tørt.

At gøre rent og skabe orden i skuffer, der alt for længe har været forsømt.

At have tid at gøre godt med.

Det er banalt, men ikke desto mindre er det en stor rigdom og bestemt ikke noget, jeg er forvænt med. Det er mange år siden, jeg havde tid til at nyde den slags. Det var noget, der skulle gøres, men hurtigt, fordi der ikke var tid til langsommelighed.

Husk det nu, Liselotte

Jeg skal huske mig selv på, at der faktisk er en bonus ved denne isolation.

Tid.

En frugt, der ind imellem er alt for dyrekøbt og lige nu kan plukkes ganske gratis, hvis jeg husker at se op, i stedet for at lade mig drukne i raseri og fortvivlelse.

Rejs dig!

Jeg er oppe af hullet igen. Nu skal jeg bare lige rejse mig …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide