Dagens første

Dagens første kop kaffe er næsten altid den bedste. Den smager skønt, føles velfortjent og giver lige det spark energi, jeg kan mangle.

Sådan er det også i dag, hvor jeg er startet tidligt med mit arbejde.

Jeg startede fra en ende af og arbejder mig ned gennem bunkerne

Der lå mange mails efter weekenden, så jeg startede fra en ende af og kom gennem de fleste på mindre end en time. Resten kræver lidt mere og derfor får de lov til at vente, mens jeg brygger kaffen.

Jeg bruger tiden fornuftigt. Jeg overvejer garnkombinationer, farver og kvaliteter som svar til nogle af de kunder, der har brug for at vide mere om det.

Det kan jeg sagtens gøre, mens lyden af kaffemaskinen forsøger at overdøve solsorten, der sidder ude i dronningebusken tæt på terrassen. Lyden kommer ind af det åbne vindue, der sørger for frisk luft på Tjørnevang.

Udenfor lufter det og himlen er blå

Udenfor er der skønt forårs-vejr. Ind ad vinduet kommer en frisk luft med duften af et forår på spring. Knopperne på træerne er bristefærdige og enkelte buske er i gang med at springe ud og levere saftiggrønt løv til udsigten.

Jeg kan lide det. Jeg elsker foråret. Jeg elsker kraften og løftet om en ny begyndelse. Den har vi brug for, men jeg er bange for, at den lader vente på sig. Vi skal indstille os på en ny hverdag og et liv, der ikke kan blive helt normalt igen, før vi har en vaccine, der virker.

Jeg ved, at jeg ser ind i en tid, hvor hjemmearbejde og begrænset social kontakt kan vare mange måneder. Det er jeg afklaret med. Det er nødt til at være sådan, men mit hjerte bløder, for jeg savner at kramme og knuse så mange mennesker. Allermest savner jeg at være tæt med min familie. Vi må finde løsninger. Kommer tid, kommer råd.

I gangen står minder om en svunden tid

Ude i gangen står en stak uordentlig placerede tasker og kurve. De har stået der så længe, at de minder mig om, at der var en tid, hvor vi hver dag forlod Tjørnevang for at køre på arbejde.

De minder mig også om, at der var en søndag, hvor vi var på tur. Det var tiden inden Covid 19 havde bestemt, at vi ikke længere kunne gå på restaurant. Vi spiste frokost og gik en dejlig tur.

Senere i dag vil jeg sætte dem væk. De skal ikke i brug foreløbig. Engang skal de. Det sidste er det vigtigste.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.