Vi er i gang med søndagssysler af forskellig art. Nogen rydder op udenfor i haven efter gårsdagens raid, som resulterede i, at alt nu er skåret ind til benet. Ikke min beslutning, men det gror jo ud igen akkurat som mit overskæg ;-)
Jeg havde jo glædet mig barnligt til, at vores pæretræer skulle blomstre. De er havens fineste træer her i foråret, hvis du spørger mig, men nu er der ligesom ikke meget tilbage, som du eksempelvis kan se her nedenfor. Det er et af pæretræerne forrest i billedet til højre.
Klodset så det basker
Jeg nåede til gengæld for mit lidt svingende engagement i havesyslerne at falde ned af ovenfor viste trappe. Jeg mistede simpelthen fodfæstet og nu taler vi ikke om, at det kunne hænge sammen med, at jeg troede, at jeg skulle rende rundt udenfor i min lange hippie-kjole, vel?
Jeg havde mit kamera i hånden og jeg fokuserede kun på ikke at falde med ansigtet ned i fliserne. Jeg ville ud på græsplænen, men skulle først lige forcere to trappetrin, en sti med fliser og et værn af kampesten, inden græsset.
Det lykkedes …
Det var ikke kønt, kan jeg love dig. Langt fra. Det var effektivt hvad angår at undgå hårde flader. Jeg landede på græsplænen og jeg skånede kameraet i faldet. Jeg fatter ikke, hvordan jeg nåede alt det, men det gjorde jeg. Deraf også fotos at vise i dag.
Jeg har slået skuldrene, for de tog fra i faldet. Mine skulderled er i forvejen vrede på mig, så vi er ikke gode venner i dag, men intet er brækket. Det sidste var min største bekymring, for det er bare ikke lige nu, jeg vil ligge sundhedssystemet til last. Til gengæld kommer hårvasken til lige at vente en dags tid eller to …
Det er lidt underligt med en blå himmel med kun én hvid stribe. Den ensomme stribe fortæller så meget …
Trist men med potentiale
En tidlig forårshave er lidt trist, men den har potentiale og det er vidunderligt at se, at naturen gør sit til, at vi for et øjeblik kan glemme alt det, der sker lige nu. Mirabellen står i blomst og mange andre af havens træer venter lige om hjørnet.
Jeg er indenfor i dag
Jeg bager. Jeg koger kartofler til aftenens smørrebrød, vi er enes om. Jeg strikker lidt. Jeg cykler en tur og jeg gør rent. Jeg vasker mere tøj. Jeg skifter håndklæder, viskestykker og karklude. Jeg omarrangerer både på flader og i skuffer. Jeg når at overveje en alvorlig gennemgang af garderoben, men besinder mig. Det kræver et par fulde dage, så det udsætter jeg.
Økuller og besindighed
Ind imellem strikker jeg. Sådan får dagen ben at gå på. Jeg keder mig ikke og jeg får hurtigt manet økulleren til jorden, når jeg tænker på, at dette her med at blive hjemme er i fællesskabets tjeneste. Så går det sagtens med at blive på egen matrikel.
Jeg tror på, at det gør en forskel. Jeg bliver fortsat hjemme. Bliv hjemme. Det kan vi godt!
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
2 kommentarer
Anne
23. marts 2020 at 14:30Pas nu på!
For en god måneds tid siden kostede et fald mig to fortænder,
en flækket læbe,et fuldstændigt blåt ansigt, et par ødelagte briller og en brækket arm!
Godt det ikke gik så galt for dig, men ondt gør det sikkert i dag.
God bedring.
Liselotte
24. marts 2020 at 09:26Uha, det lyder sørme ikke sjovt, Anne. Man bliver godt nok opmærksom på, hvor skrøbelig man er, når man tager sådan et styrt. Jeg er øm og forslået, men det går da gudskelov, så jeg er meget taknemmelig for, at der ikke skete mere :-)