Verden står endnu, men man kan et øjeblik forledes til at tro,at det gør den ikke. Der er endda skønt derude. Frisk luft og højt til loftet.
Det benyttede vi os af. Vi pakkede bilen med varmt tøj og drog ud over Lille Vildmose med retning mod Muldbjergene. Vi holder så meget af den lille tange og badebroen, der bringer os helt ud på kanten af verden, så den vej ville vi i dag.
Vi var ikke de eneste, men mange var vi nu alligevel ikke. Nogle havde været så forudseende, at de havde husket en hue. Andre og MINDRE smarte måtte konstatere, at det blæste så meget, at den sidste del af turen ud over badebroen måtte opgives.
Ja, jeg nævner naturligvis ingen navne …
Blæsten gik frisk…
Blæsten gik frisk over vandene og jo længere vi kom ud af tangen, jo mere blæste det. Mine ører er meget følsomme overfor blæst, så jeg vidste, at resten af dagen ville inkludere ørepine, men det afholdt mig altså ikke fra at fortsætte og sådan er jeg nogen gange så dum …
Jeg holdt mig i skindet
Jeg holdt mig i skindet og stoppede inden den sidste del ud over badebroen, men hold da op, hvor var jeg fristet. Det var kun fordi Kenneth vendte om, at jeg modvilligt gjorde det samme. Hvis ikke, var jeg fortsat til verdens ende og så måtte ører være ører.
Det gjorde godt
Det gjorde rigtig godt at komme lidt ud. Jeg arbejder hjemmefra i denne tid, så jeg trængte til at se andet end Tjørnevang og lidt af min trang til eventyr blev stillet.
Hjemme igen skyndte jeg mig at sy knapper i den lille Magnolia Little, jeg lige har strikket. De sidste to aftener har det taget og den er blevet så fin.
Vasket og lagt til tørre
Nu er den vasket og lagt til tørre. I morgen tager jeg lidt fotos og skriver lidt mere om den, for den er et fint, lille og hurtigt projekt. Lige hvad jeg havde brug for ind imellem mine andre projekter, men resten af i dag skal bruges på Kenneth og hygge i sofaen. Det gider jeg så godt.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
2 kommentarer
Marianne
14. marts 2020 at 21:44I har haft en dejlig dag :)
Har fejret min ældste datter, 38 år.
HYGGELIGT.
I 2 uger skal hun have 3 børn hjemme ,er på barsel med den lille på 2 måneder.
Jeg er sendt hjem i 2 uger.
Troede jeg kunne/Ville gerne have hjulpet og aflastet hende med børnene (HVER dag )4 , 2 år og den lille på 2 måneder.
Det kan jeg ikke. Jeg skal sidde stand by fra kl.6 til 13 som er min normale arbejdstid.
Min lillesøster som går hjemme ; siger; ring hvis du har brug for hjælp:(
Og min svigersøns mor går hjemme, er førtidspensionist. Kun 54 år. Og hun kan godt hjælpe hvis hun VIL. Jeg ved jo hvorfor hun er på førtidspension.Tilbyder hun hjælp:( NEJ
Jeg er IKKE i tvivl om min datter har brug for hjælp. Med de 3 små.
Men jeg må ikke :( !!!!!
I DE timer hvor deres far er på job.
Arhr jeg bliver så fustreret når folk der egentlig KAN hjælpe ikke bare træder til.
I samme lille familie blev Mit ældste barnebarn hofte opereret. Og der var kun 1 lillebror DEN gang der skulle passes , mens mor og far kunne være på Riget i 4 dage og koncentrere sig om dejlige Emilie.
Tilbød min søster eller farmor hjælp til at passe lillebror, de går hjemme:/. NEJ.
Jeg bad min leder om akutte feriedage og fortalte hvorfor. Og jeg fik ferie og passede lillebror.
Vi havde nogle dejlige dage.
Og jeg gjorde det gerne for at den lille familie kunne få RO på.
Undskyld Liselotte.
Jeg er bare så vred over at man bare ikke kan se når nogen har brug for hjælp.
Men de næste 2 uger kører jeg hjem til min datter og svigersøn ,når jeg har “fri” og hygger/ leger med de 2 store og nusser og giver den lille ny mad.
Hjælper med DET , jeg sagtens kan se der er brug for.
Putter de 2 ældste med godnat historie til de sover og kører hjem.
For når og HVIS jeg bliver kaldt på job, er det kun i få timer og så har jeg masser af energi til at hjælpe.
Jeg har jo ikke været på job i 7 timer. Men skal “BARE “sidde herhjemme og vente på at der måske bliver ringet.
Liselotte
15. marts 2020 at 11:13Ja, det er svært ikke at blive frustreret over, at andre ikke gør, som vi selv ville, men for øjeblikket tror jeg, at det vigtigste er, at vi udviser overbærenhed. Det ER svært, Marianne. Jeg ved det godt, for jeg bliver også vred/frustreret/ked af det, når jeg oplever, at der ikke bliver tænkt længere end til egen næsetip. Vi må håbe, at de, der kun evner det, værdsætter det, når de har brug for hjælp og vi tilbyder den:-)