Taknemmelighed er en følelse, jeg egentlig er temmelig god til at dyrke. Hver dag.
Det har jeg været i mange år. Med et barn som Alexander, var der altid meget at være taknemmelig for. Altid …
- hans gode helbred, når det var tilfældet.
- vores sundhedsvæsens effektivitet, engagement og omsorg, når det ikke var tilfældet.
- hver eneste dag med godt humør, kærlighed og fælles omsorg og ro i maven, fordi alting var godt og stabilt.
Jeg tænker på dem
Jeg tænker på alle dem, der oplever at have et familiemedlem, en ven eller en bekendt, som er særligt udsat i tilfælde af virus og deraf følgende infektion. Jeg ved, at det, der sker i verden og ikke mindst i Danmark for øjeblikket giver grund til stor uro, søvnløse nætter og ondt i maven.
Jeg kender en del af de familier, der lige nu holder vejret.
Jeg tænker på dem alle og jeg tænker på dem, jeg ikke kender. Jeg tænker mig om. Jeg prøver at gebærde mig på en måde, så jeg ikke risikerer smitte. Jeg tænker over alt, hvad jeg foretager mig. Jeg gør rent. Jeg vasker hænder. Jeg har indkøbt håndsprit til personalet i Garnudsalg og vi har de sidste par fredage sprittet alle overflader af flere gange i løbet af åbningstiden, ligesom vi både inden og efter er gået alt efter med sprit.
Hellere for meget end for lidt
Kenneth og jeg ved, at dette her vil ramme vores svageste i samfundet. Vi ved, at det er vigtigt for de mange berørte familier, at vi alle tænker os om, handler forsvarligt og med stor omhu. Hellere for meget end for lidt, er vores motto. I dag har vi besluttet, at vi foreløbig de næste to uger lukker for fredags-åbent i Garnudsalg.
Vi vil passe på samfundets svageste. Vi vil opføre os ansvarligt. Vi vil ikke tage nogen chancer og vi ved af erfaring, at I heldigvis er mange, der er glade for at besøge os om fredagen. Det er vi taknemmelige for, men vi ved, at fordi vi er mange, kan vi heller ikke garantere den afstand til hinanden, som sundhedsmyndighederne anbefaler. Vi vil tage vores del af ansvaret. Derfor lukker vi for besøgende de to kommende fredage.
Vores webshop er åben. Vi åbner også for afhentninger, der kan aftales telefonisk, så det er ikke sådan, at vi lukker for garnkøb. Vi lukker bare for en mulig smittespredning. Det gør vi sammen med en stor del af resten af Danmark. Vi passer på vores gæster, vores personale, vores venner og bekendte og på os selv.
Jeg er taknemmelig for, at vi er enige om dette og jeg er taknemmelig for, at det er en mulighed.
Taknemmelighed
Taknemmelighed er en skøn størrelse, som vokser så dejligt, når man giver den noget opmærksomhed at gro af. Det prøver jeg at sørge for hver dag, men specielt i disse dage.
Vi har intet gjort
I vores familie har vi et indre kompas, der svinger direkte ind i fællesskabet. Vi er enige om, at vi ikke behøver hamstre noget som helst. Vi er enige om, at der ikke er mangel på noget som helst og det vigtigste er, at vi som samfund får fyldt lagrene hos de af os, som i den kommende tid ikke har mulighed for selv at komme ud at handle.
Vi andre skal jo nok klare os.
Vi er ikke i fare for at vansmægte. De fleste af os har allerede lagre hjemme, som kan holde sulten fra døren i mange dage om ikke uger. Vi lever fint uden stabler af toiletpapir. Vi kan klare os med meget mindre, end vi tror. Vi skal vige for de af os, som ikke kan.
Vi skal vise solidaritet og ikke udfolde det skræmmende omfang af egoisme, jeg stadig er rystet over at være vidne til. Vi skal i stedet udvise næstekærlighed, rummelighed og omsorg for vores næste.
Be’ om … og må du og dine få en let gang over jorden de kommende mange uger.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
9 kommentarer
Marianne
14. marts 2020 at 20:44Flot skrevet.
Skulle bare handle et par småting torsdag.
Men hold op folk er jo vandvittige og hamstrer.
Skull også have en pakke toiletpapir. Havde 3 ruller tilbage.
Jeg købte 1 pakke køkkenruller. Dem kan jeg også tørre måsen i ;)
Ellers var der da masser af servietter
A.K Bonde
13. marts 2020 at 13:25Kære Liselotte
TAK for at du skriver sådan et indlæg.
Vi er en af de familier, som holder vejret lige nu pga alvorlig lungesygdom. Heldigvis har vi en god nabo, som har tilbudt at købe ind for os, når vi engang får behov for det. Som du siger, så har vi jo alle nok til at klare os mange dage.
Pas på dig og dine.
De bedste hilsener
Anne
Liselotte
14. marts 2020 at 17:48Hvor er det dejligt at læse, at I får tilbudt hjælp af omsorgsfulde mennesker omkring jer, for jeg ved, at dette må afstedkomme ekstra bekymringer i hjem som jeres. Jeg ønsker jer det allerbedste.
Skotland
12. marts 2020 at 17:43Tusind tak for et skønt skriv. Gid alle ville leve efter den filosofi.
Liselotte
14. marts 2020 at 17:47Ja, gid alle ville det, men her har det været vanskeligt at opdrive mælk i et par dage. Nu har vi igen en liter på køl, så kaffen er reddet en dags tid eller to og det er fint :-)
Ilse Aranti
12. marts 2020 at 16:34Ja sådan, simpelthen! Mange tak og samme ønsker for jer.
Liselotte
14. marts 2020 at 17:46Sådan! Det er ikke så svært :-)
Wong Wai
12. marts 2020 at 15:25Wong Wai:
Godt skrevet, Liselotte.
Må du og dine også “få en let gang over jorden……….” ;0)
Liselotte
14. marts 2020 at 17:46Tak, vi passer på hinanden og alle dem, vi ikke kender :-)