Montblanc Meisterstück 149

Jeg fandt den! Jeg fandt min Montblanc Meisterstück. Fyldepennen, der har fulgt mig gennem et helt liv og som pludselig var blevet væk.

Jeg er ikke god til, når mine ting bliver væk. Jeg passer på dem og jeg ved, hvor jeg har dem. Altså indtil jeg ikke længere ved, hvor jeg har dem. Det var pludselig tilfældet med min smukke, højt elskede fyldepen.

Når en fyldepen ligger stille, tørrer den ud

Når en fyldepen ligger stille, tørrer den ud. Det var også tilfældet med min fyldepen. Den var svær at få ren og i gang igen, men nogen gange lønner tålmodighed sig. I dette tilfælde gjorde det i højeste grad, for det er en fyldepen, som betyder helt utrolig meget for mig.

En kærlighedsgave fra Kenneth

Fyldepennen er en smuk gestus og det jeg kalder en sand kærligheds-gave. Kenneth var for mange år siden kommet til penge, fordi han havde solgt lidt af sin samling af ganske særligt hi-fi.

Jeg har ingen anelse om hvad det var, for det har aldrig for alvor interesseret mig med pladespillere, rørforstærkere og hvad har vi. Til gengæld har jeg aldrig nogensinde været i tvivl om, at det hele bringer ham stor glæde og den ville han altså dele.

Heldige mig …

“Du skal have denne, for jeg ved, at du er en af dem, der virkelig forstår at værdsætte den“, var ordene, da jeg fik den helt særlige gave.

Han kender mig så godt

Han havde ret. Jeg værdsætter den fyldepen. Alene for lækkerheden, håndarbejdet, finesserne og det smukke udseende, men allermest fordi, det er en kærligheds-gave fra Kenneth.

Jeg har i mange år skrevet med den dagligt, så det var skrækkelig at opdage, at den var væk! Jeg ledte højt og lavt. Jeg havde ondt i maven. Jeg var skiftevis fortvivlet og vred på mig selv over, at det overhovedet kunne ske.

Til sidst opgav jeg og valgte bare at tie stille med, at den var forsvundet. Jeg var bare ked af det.

Kommer tid, kommer råd …

Så gik tiden. Nogle år faktisk. Ind imellem tænkte jeg på fyldepennen og blev faktisk så ked af det, at jeg mere end en gang har grædt over at have mistet den.

For et par weekender siden tømte jeg mine hylder med håndtasker. Ud af en af taskerne faldt fyldepennen. Indtørret, bestemt ikke glemt, men i en sørgelig forfatning.

Jeg gik i gang med finde ud af, hvordan man med held kan rengøre en gammel fyldepen. Det simple er ofte det bedste, så jeg startede med at lægge den i blød nogle døgn. Herefter kunne den skilles ad og igen lod jeg de mange dele lægge i blød i flere døgn.

Da jeg syntes, at den ikke længere “blødte” blæk, enedes jeg med mig selv om, at det var på tide at samle den, for at teste, om den virkede.

Jeg fyldte blæk på beholderen og ventede så tålmodigt på, at det skulle løbe til spidsen, så jeg kunne skrive. Det gjorde det ikke. Jeg var tålmodig, mens jeg testede adskillige gange, hvor jeg skilte den ad, rensede den endnu en gang og igen lod et let tryk afgøre, om den var klar til brug.

Jeg gav ikke op og belønningen fik jeg efter en uges tid, hvor den pludselig afgav de fineste sorte tuschstreger på papiret og nu virker den igen.

Jeg er så utroligt taknemmelig for, at den ikke var forsvundet. Den gør mig glad på alle måder. Som skriveredskab. Som smukt håndværk. Og allervigtigst som den smukke gave, som den mest af alt er.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.