At trykke på speederen. Ud i det blå.

Jeg kan ind imellem få den vildeste lyst til at stikke af. Bare sætte mig i bilen, starte den og trykke på speederen. Ud i det blå. Bare ud i det blå. På noget, der godt kan minde om flugt.

Det handler om, at jeg ikke har haft ferie sådan for alvor i meget lang tid. Jeg har ikke holdt fri, som i rigtigt fri. Ingen arbejde. Overhovedet. Længe. I flere år.

Vi ser andet end hjemmets fire vægge

Det er ikke sådan, at vi ikke er ude i verden. Det er slet ikke sådan, at vi ikke oplever noget. Det gør vi. På det vis er vi både meget heldige og meget taknemmelige. Vi kommer ned gennem Europa flere gang om året, så der er ingen grund til at klage på den del af oplevelses-akkumulationen.

Det er det med at holde fri, det halter med.

Har man brug for at holde fri?

Har man det? Kunne man ikke leve med, at der sneg sig lidt arbejde ind hver dag? Jo, jeg tror det. Jeg ved i hvert fald, at vi ikke er døde endnu. Tværtimod. Vi lever i bedste velgående. Det er nemlig ikke det, det her handler om.

Sjælen skal holde fri

Jeg tror, at sjælen har brug for at holde fri. Helt fri. I nogle uger ad gangen. I hvert fald ind imellem og definér så lige ind imellem, Liselotte. Hvor ofte er ind imellem?

Jeg tror, at det er individuelt. Jeg ved, at Kenneth ikke har samme behov for at holde fri, som jeg har. Jeg ved også, at jeg kan blive ved, hvis jeg skal. At jeg heller ikke er sådan en, som pludselig vælter. Det er ingen af os. Vi ved det, for det var sådan, vores liv var tidligere. Der var ikke plads eller mulighed for at stoppe op eller give op, så vi fortsatte. Det kunne og det kan vi. Det er ikke det, det her handler om. Det handler om, at lysten til at holde fri, pludselig bliver insisterende og højlydt.

Jeg tager fejl

Ofte tager jeg fejl. Så handler det mere om udlængsel og eventyrlyst, end det handler om at holde helt og aldeles fri. Måske er det også tilfældet nu. Måske trænger jeg bare til et lille eventyr. Et eventyr blandet med lidt arbejde on-the-side.

Det er derfor, jeg ind imellem overvældes af trangen til at tage bilen og bare lægge kursen stik syd. Speederen i bund. Ned til Alperne. Ned til et lille hotel, hvor der er stille og udsigt til bjergsider og køer med bjælder om halsen, en blank, smaragd-grøn sø og frisk luft, så langt øjet rækker.

Det er altid stilheden, jeg søger. Måske jeg skulle finde støjkilden …

Den er med garanti indeni mig selv.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.