Onsdag er længslernes holdeplads. Alperne i al deres magt og vælde lokker. Jeg er klar til at stikke af og det er typisk et tegn på, at jeg har lidt for meget om ørerne.
Vi har haft meget travlt de sidste uger. Vi har haft en del forberedelser. Vi har haft mange opgaver at løse og oveni er alle vores aftener – med undtagelse af fredag – optaget for øjeblikket. Det levner ikke meget tid til at lave alt det, som også skal laves, når vi ikke lige arbejder. Rengøring. Oprydning. Tøjvask. Måske endda lidt pyntning til den jul, som nærmer sig.
Vi lever lidt fra hånden til munden lige nu. De drømme jeg havde om at bage, sylte og i det hele taget selv lave en del af julens gode sager, skyder jeg en hvid pind efter. I stedet går jeg benhårdt efter at få skabt nogle små, komprimerede oaser med decemberhygge for Kenneth og jeg. Vi skal på en eller anden måde have skabt rammer, som gør det muligt for os.
Når bølgerne går lidt for højt, overvejer jeg seriøst, om julen skal fejres udenlands. Ikke i år, men engang. På et lille, hyggeligt hotel et sted i Alperne. Ingen stress. Ingen jag. Bare stille og rolig nydelse.
En dag kunne jeg tænke mig at prøve det og Splügen i de schweiziske Alper er et ganske udmærket bud, for det er den hyggeligste, lille by, som garanteret er kendt for en del danskere, som holder af at stå på ski. Dem er jeg ikke blandt, for min krop nægter at samarbejde omkring den slags. Mit bevægeapparat er alt for slidt, så jeg gider ikke engang ærgre mig. Jeg nyder bare vinteren og sneen på anden vis og jeg er helt sikker på, at en juleaften med besøg i den lille, hyggelige kirke i byen, vil være en virkelig fin oplevelse.
Ved et lykketræf besøgte vi Splügen
Vi var så heldige, at vi landede i byen ved en tilfældighed for snart 3 år siden. Det blev den dejligste oplevelse, for byen var stille og alt åndede fred og idyl.
Man samlede kræfter. Vinterferien ventede lige om hjørnet. “Vi får mange turister om et øjeblik”, sagde kromutter, da vi spurgte, om der normalt var så stille i byen. Hun grinte, for vi havde slet ingen anelse om, hvor vildt det ville blive de næste par måneder, som hun sagde.
Hun havde ganske ret. Vi havde slet ikke overvejet, at det var en ski-by, vi var havnet i. Vi syntes bare, at det var den hyggeligste og stille lille landsby. Vi nåede heldigvis ikke at blive klogere. Vi var forlængst ovre alle bjerge, da ski-turisterne begyndte at ankomme og sætte byen på den anden ende.
Jul, som vi plejer
Vi laver ikke om på julen. Ikke tale om. Jeg elsker min jul. Den er familie, venner, hygge, god mad og god tid til hinanden og sådan skal det være.
Vi leger en del i julen. Vi spiller spil af enhver art og vi hygger os. Vi prioriterer, at ingen stresser, men alle hygger sig, så ingen skal stille op med det helt store jule-udtræk i de dage. Vi improviserer og vi nyder at være sammen om at skabe rammer, alle trives i.
Det er altså ikke nu, jeg overvejer at stikke af. Jeg tænker bare, at der måske kommer en dag, hvor vi skal sidde alene. Så stikker vi af. Basta.
Ikke et sekund før …
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.