Jeg drikker kanelkaffe for øjeblikket. Glad og gerne. Hver dag, hvis jeg kan slippe afsted med det. Jeg brygger kop efter kop og på den gamle stempelkande, som er kommet til ære og værdighed igen.
Jeg er vild med smagen og jeg synes, at den passer perfekt til december, som er lige om hjørnet.
Et ukompliceret stykke lykke
Det er verdens mest ukomplicerede stykke velsmag, jeg har fundet kærlighed til. Det er bare kaffe, et drys kanel og en knivspids chili og så kogende vand på. Efter trækketid under varm hætte smager det, så englene synger, når det blandes med lidt varm mælk.
Helt uigennemtænkt og tilfældigt
Jeg doserer helt igennem uigennemtænkt og tilfældigt, men det er endnu ikke lykkedes mig at ødelægge en kop af denne kaffe. Måske er det et spørgsmål om tid, men jeg tillader mig at tro, at det handler om, at denne her kombination tåler temmelig løsagtig omgang med ingredienserne.
Jeg kan varmt anbefale dig, at du prøver den. Altså hvis du også holder af kaffe, kanel og lidt varme fra chilien. Jeg er vild med den og alle de, som er blevet tvangsindlagt til samme, er efterfølgende villige til at drikke mit sammensurium igen og igen.
Helt galt kan det vist ikke være …
Det er arbejdsdag i dag
Vi er på arbejde i dag. Allesammen plus ekstra indkaldte hjælpere. Vores fødselsdagsfest er i fuld gang og vi har travlt med at plukke og pakke ordrerne, så kunderne får dem hurtigst muligt.
I morgen ankommer december. På Tjørnevang er vi på ingen måde klar. På INGEN måde.
Normalt hænger vi lys op indenfor den 29. november. Det er Alexanders dødsdag og han elskede lyskæder, så det blev vores stille måde at mindes på, når vi fandt guirlanden med lysene frem og hang den på bjælken i køkkenet. I går var det så vildt her på arbejde, at der slet ikke var kræfter til noget som helst, da vi endelig var hjemme. I dag går det vist på samme måde.
December løber ingen steder. Vi når det. Jeg ved det bare. Sådan er det år efter år og det er ikke sket endnu, at vi ikke er nået i mål med al hyggen. I år skal det nok gå på samme måde, men lige nu er jeg en smule forpustet, skal jeg indrømme.
Det er hviledag i morgen. Det bliver godt og det bliver også søndag med kanelkaffe.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
10 kommentarer
Lotte
1. december 2019 at 01:03Uh ja kanelkaffe er godt !
har man en kaffemaskine er det bare at smide lidt i filtret.
Kardemomme er altså heller ikke så ringe eller ingefær. Juleriet nåes nok der er jo en hel søndag imorgen
Liselotte
1. december 2019 at 17:44Kanelkaffe er skønt og passer dejligt med mine smagsløg. Kardemomme eller ingefær må jeg jo prøve en dag og ja, julen skal såmænd nok ankomme uanset :-)
Marianne
30. november 2019 at 19:49Vil prøve din kanelkaffe, lyder lækker. Måske jeg bliver afhængig tænker på jer og den kærlige, dejlige søn I mistede
Jeg har julepyntet idag. Så hyggeligt og især i rummene og ude er fyldt med jul og lys.
Og så går jeg og glæder mig til en lille babydreng, barnebarn…..der kommer lige om lidt. Medio januar, men hans 2 søskende kom før termin……så det gør han nok også
Jeg glæder mig og strikker, for det er yoga for hjernen og balsam for sjælen.
Dejlig dag til dig Liselotte
Liselotte
1. december 2019 at 17:35Det lyder så dejligt med den julepynt. Vi har intet nået endnu, men det skal nok komme og TILLYKKE med endnu et barnebarn. Du er et heldigt mennesker, Marianne :-)
Ulla
30. november 2019 at 17:40Jeg elsker din Kanelkaffe <3 og dit selskab;)
Liselotte
1. december 2019 at 17:32Jeg elsker dig, Ulla – og vi skal snart ses igen og snakke solen ned :-)
visitsen
30. november 2019 at 16:46Det vil prøve. Jeg drikker myntekaffe hele sommeren: frisk mynte knust i nescafe og vand og mælk…
Tænker også at I når i mål med julen og Alexanders lys <3
Liselotte
1. december 2019 at 17:32Den der mynte-kaffe lyder som et sommerhit og ja, vi når nok i mål, inden vi er ude af december igen ;-)
Hanne
30. november 2019 at 16:20Jeg nåede dit kaffetip i tide til at afprøve til eftermiddagskaffetid. Ikke ilde siger jeg bare! Det vil blive gentaget!
Liselotte
30. november 2019 at 16:22Det er simpelthen lykken i en kop, hvis du spørger mig her på en mørk efterårsdag :-)