Mon det nogensinde sker, at vi får sne at se? Nogle af de kloge siger “ikke denne vinter”, mens andre er mere stemt for lidt sne, inden det igen nærmer sig foråret. Sne; det stof drømme er gjort af, i hvert fald for nogen af os.
Mange vil være tilfredse med ikke at få sne. Nogle af os drømmer om det om natten, som jeg gjorde denne nat. Store tunge og smukke snefnug, der faldt ned over et vinterlandskab, der allerede var pakket ind i smukke, tunge og kridhvide driver af nyfalden sne.
Aftentur i snevejr
Jeg var ude at gå aftentur med Kenneth. I gadelampernes skær kunne vi se, at sneen ikke ville stoppe med at falde foreløbig. Vi travede byen tynd og ville slet ikke hjem igen, for det var smukt og meget dejligt. Pludselig endte vi ude ved Alexanders grav.
Her tændte vi lys og sad med varm, dampende kanel-/chokoladekaffe, mens jeg stille sang for Alexander. Luften var frisk, men selvom det sneede tæt, frøs vi ikke det mindste.
Vi blev der længe. Sad på et tæppe ved siden af graven og talte om, hvor meget vi savner ham. Vi tændte lys og nød, at vi kunne være tæt med ham et øjeblik.
Vi gik hjem tværs gennem byen med sneen faldende tæt omkring os. Det var midt om natten, for byen var stille og øde. Vi var de eneste mennesker ude.
Da vi kom hjem, ventede Oline og Alexander på os i køkkenet, der var lunt og godt. Alexander var en høj mand, der gav os en stort, varmt kram. Han omfavnede os begge og vi græd allesammen, fordi han endelig var kommet hjem.
Den kærlighed, jeg følte i det øjeblik, prøver jeg at tage med ind i torsdagen. Grå som den er, fortjener både den og vi at pakkes ind i kærlighed.
I morgen er det 13 år siden Alexander døde. Jeg møder ham hvert år ved denne tid i mine drømme. Han er næsten tredive og det ses. Han er en smuk, ung mand og han elsker sin søster, som hun elsker ham.
Det sværeste er at vågne op til virkeligheden.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
4 kommentarer
Mariane Petersen
28. november 2019 at 20:46Jeg føler med dig, selvom jeg ikke har prøvet at miste et barn, og dog alligevel, fødte jeg for mange år siden en stor dødfødt fuldbåren dreng. Det var en stor sorg, og jeg mindes den forfærdelige dag hvert år.
Jes synes det var en smuk drøm du havde, og det beviser at du bærer kærligheden videre i dit hjerte til Alexander, har dejlige minder og en stor sorg at leve med.
Liselotte
29. november 2019 at 12:36Ja, naturligvis har det været en stor sorg at føde en dødfødt, fuldbåren søn. Jeg tænker, at det er svært at se meningen med det, Mariane, men vi kommer jo videre og vi glemmer aldrig :-)
Jakobine
28. november 2019 at 15:29Liselotte, jeg ville sende jer min omsorg i form af et hjerte, men der kom intet på.
Liselotte
28. november 2019 at 15:40Nej, det kan ind imellem drille, al det teknik :-) men tak alligevel, Jakobine :-)