Jeg elsker, når jeg får fingre i en ny strikkebog. Ikke alle bøger, men de af dem, jeg ved bevirker, at jeg får inspiration og strikkelyst. Dem elsker jeg.
Jeg er i virkeligheden blevet lidt mæt af strikkebøger. Jeg synes, at de udkommer for ofte til, at der virkelig kan nås at tænke nyt og inspirationen er det så som så med, hvis jeg skal være helt ærlig, men der skal brød på bordet og presset på vores strikdesignere er stort i disse år.
Jeg tænker faktisk, at det må være uendelig svært at overleve som strikdesigner i dag. Det er ingen misundelsesværdig position at være i, at være den, der skal gøre strikkeopskrifter til sit levebrød. Der er mange om buddet. Rigtigt mange.
Jeg falder hele tiden over kvinder, som nedsætter sig som strikdesignere og glade kaster sig ud i at publicere/sælge deres opskrifter, hvorefter de har indskrevet sig i havet af nye bidragsydere til strikopskrifternes enorme hav. Det er modigt, vildt, spændende og sjovt. Sikke en fart, de har på og de er så utroligt gode til at markedsføre sig selv, at man må imponeres, men jeg kan ikke undgå at tænke, at der umuligt kan være brød til alle dem, der ønsker at leve af det.
Hende den gamle …
Med tanke på alle de nytilkomne, får jeg lyst til at dele med jer, at jeg nogen gange bliver hende den erfarne strikker, som får behov for at trække lidt i håndbremsen, fordi jeg bliver så bange for, at vi ender historieløse. Formentlig ganske unødvendig bekymring, jeg der har, men det er bare sådan, jeg får det, når jeg læser opskrifter, hvor gamle faste termer/ord for bestemte teknikker nu pludselig kaldes lidt forskelligt afhængig af hvilken designer, der har skrevet opskriften.
Der FINDES jo faste udtryk for maskerne, ind- og udtagningerne o.s.v. Snoninger har f.eks. heddet snoninger i al den tid, jeg har strikket (og ja, det er en evighed), men nu kaldes de pludselig for kabler, hvilket formentlig er danglish for netop snoninger. De hedder jo cables på engelsk.
Måske tager jeg fejl
Måske tager jeg fejl (det vil hverken blive første eller sidste gang, det sker), men min fornemmelse er, at de nye strikdesignere selv er nødt til at opfinde tingene, fordi de ikke har et fundament af overleveret erfaring at stå på.
Vi har ikke længere håndarbejde i skolen. Vi lærer ikke længere at strikke der og ofte heller ikke hjemme. Vi samles alt for sjældent unge og gamle omkring strik og altså i et forum, hvor vi kan udveksle idéer, strikketermer og erfaringer på tværs af generationer. Vi får simpelthen ikke overleveret den enorme viden omkring strik, mange af os går rundt med.
Kend din fiber
En anden ting jeg ofte støder ind i er, at mange ny-strikkere (alderen er underordnet) ikke har basal kendskab til fibrene og deres egenskaber og det ender nogen gange med, at de konkluderer, at et produkt ikke er af god kvalitet. I virkeligheden handler det om, at de er ukendte med den valgte fibers kendetegn/egenskaber, så resultatet af deres strikkerier ender med at overraske på den knap så gode måde.
Det er så ærgerligt, men det kommer naturligvis med erfaringen. Når man har gjort sine ærgerlige erfaringer, husker man selvfølgelig, at et entrådet garn gerne vil trække skævt, at alpaka er en tung glat fiber, som gerne vil vokse sig længere og længere i brug og så videre.
Det fineste
Susie Haumann er lige udkommet med et lille hæfte fuld af smukke, klassiske opskrifter. Hun kalder hæftet for Det fineste.
Det er sådan et hæfte, jeg gider købe og ved, at jeg bliver glad for at strikke fra. Og hvorfor er det sådan? Jamen det er sådan, fordi hun først og fremmeste rammer min smag. Dernæst kender jeg hendes opskrifter og ved, at de er gennemarbejdede og så står de netop solidt forankret i det fundament af strikketraditioner, jeg talte om tidligere.
Jeg skal altså ikke til at gætte. Jeg skal heller ikke til at memorere et nyt udtryk for en teknik, jeg har kendt i måske fyrre år. Jeg kan bare koncentrere mig om at strikke og måske ind imellem lade mig udfordre af en ny indtagning eller et nyt, smukt mønster. Det øger min strikkelyst.
Jeg vil gerne udfordres
Jeg vil meget gerne udfordres. Også når det kommer til strik. Jeg elsker at træde på ukendt grund, når jeg strikker. Det sparker til min strikkelyst. At skulle lære en ny teknik at kende, gør mig altid spændt og jeg fordyber mig dejligt, når jeg skal det, så derfor elsker jeg at lære nyt.
Det er ikke det, jeg fabulerer over her i teksten. Jeg ærgrer mig vist bare lidt over, at de strikketraditioner, vi allerede har her i Norden, ind imellem må vige pladsen for ny-opfundne termer for noget, der har eksisteret længe. At den naturlige overlevering af et håndværk, som strik er, er forsvundet med udfasningen af faget håndarbejde.
Det er ingens skyld. Bare ærgerligt.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
11 kommentarer
Astrid
18. januar 2020 at 08:25Som jeg skulle sagt det selv ! Det er nok YouTube/internett-generasjonen som får skylden, men vår generasjon og vår foreldregenerasjon som må ta ansvaret for forfallet. Her i Norge har også håndarbeid og sløjd blitt erstattet av «kunst og håndverk», og det er mange som ikke har noen i familien som kan feks. strikke. Da er Internett godt å ha.
Samtidig er jeg litt splittet i frustrasjonen min over at mange av de yngre ikke bruker de norske strikkebegrepene. Til syvende og sist er det bra at det kommer nye strikkere til, og at de fryder seg over å strikke og skape, og så håper jeg de etterhvert ser at de er ledd i en lang kjede, med en viktig historie, og ser at det finnes nasjonale begreper. Det er litt som i lesingen, det er bedre at barn leser «frøken detektiv» enn at de ikke leser i det hele tatt, og så går de videre til bedre bøker etterhvert.
Og der er det jo også gode strikkebøker, som du nevner.
Jeg har vært heldig, med en mor med husflidsutdannelse, og bestemødre som har strikket og sydd mye. Så jeg lærte basisteknikkene hjemme. Og så er jeg litt for glad i å kjøpe bøker med strikketeknikker, for det er morsomt å lære nytt. Og med strikkende venner i utlandet er det fint å kunne bruke begreper alle forstår, Men strikkeordene jeg bruker til vanlig er de norske.
Og for oss i Norden er det iallefall ingen grunn til å ty til engelsk. At dere slår opp og vi legger opp er vel så likt at vi skjønner hverandre, ikke sant?
Liselotte
20. januar 2020 at 14:46Jo, vi forstår sagtens hinanden alligevel, Astrid og jeg giver dig ret og håber også, at de unge, entusiastiske strikdesignere på sigt måske erkender, at det også er vigtigt at tage vare på historien og så er det faktisk vigtigt for mig, at vi ikke mudrer strikke-sproget med nye, selvopfundne ord, når der allerede eksisterer ord, som i mange år har beskrevet den samme teknik :-)
jette
27. november 2019 at 12:56Jeg holder helt med dig. Jeg HADER danglish. Ikke bare i strikkeopskrifter (der bruger jeg faktisk mest engelske) men i det danske sprog i det hele taget. At man pludselig skal være “en del af” alt muligt. F.eks. en familie. Det hedder så’gu at være medlem af en familie. Og jeg kunne da blive ved (jeg har også længe tænkt på at lave et blogindlæg om det) for jeg er sådan en, som krummer tæer, når folk laver grammatiske fejl og har vildt lyst til at rette dem. Men jeg gør det ikke, for jeg er et velopdragent menneske (eller også er jeg bare konfliktsky).
Håndarbejde findes stadig i folkeskolen, det hedder (også) bare noget andet, Håndværk og design. Jeg kan stadig klukle, når jeg kommer til at tænke på, den dreng (som gik i 6. klasse) som syntes, at vi skulle til at have noget mere håndværk, efter alt det design vi havde haft, da vi syede etuier til mobiltelefoner. :-D Men der er alt for få timer i løbet af et folkeskoleliv til, at man kan fordybe sig ordentligt i de forskellige emner.
Jeg har set reklamer for det nye Susie Haumann hæfte, men har, indtil nu, ikke set andet end forsiden, som også er fin, men som ikke røber så meget om indholdet. Så det var dejligt at se nogle af billederne her, de giver i hvert fald også mig lyst til at købe hæftet, selv om jeg ikke har udsigt til børnebørn lige foreløbigt. Men jeg har en nevø, som skal have barn (måske er hun kommet), som jeg skal have strikket noget til. Så det kunne jo være en undskyldning. Jeg har flere af hendes hæfter, også dem med babystrik.
Liselotte
28. november 2019 at 13:06Ja, der er alt for få timer til fordybelse i skolen og det er lidt af det, mine refleksioner handler om. Det er en sød historie, du kan omkring det :-) og det med sproget, det skal man vist bare finde ud af at leve med :-)
Kirsten
26. november 2019 at 15:52Hvor er jeg enig med dig, tak for du har formuleret det.
Liselotte
26. november 2019 at 16:08Det er et af mine hjertebørn; det her med korrekt terminologi, Kirsten. Hvorfor gøre noget mudret og ugennemskueligt med selvopfundne ord, når terminologien allerede findes? Det kræver til gengæld, at man kender den og det er derfor, jeg efterlyser flere muligheder for at lære og lære fra sig på tværs af strikke-generationerne, for det ville alle profitere af, er jeg sikker på. Det er nemlig ingen bebrejdelse eller udskamning, men mere en ærgrelse over, at det ikke sker, jeg håber at udtrykke her :-)
kaldmigliva
26. november 2019 at 12:04Åh Liselotte, dit kloge menneske!
Jeg har fulgt med herinde i ca. 10 år og for 1½ år siden, fik jeg endelig taget mig sammen til at lære at strikke – men ak, som du skriver, det er en helt uoverskuelig jungle, hvis ens viden er begrænset. Jeg mangler fortsat at finde den garnbutik i Århus, som passer til mig og så ville jeg frygtelig gerne finde en form for opslagsværk, hvor alt det med garn og termer osv. stod skrevet. Du ved, et beskedent ønske om en strikke-bibel ;)
Liselotte
26. november 2019 at 16:05Tak, men jeg er nu ikke sikker på, at de ord passer på mig ;-) Hvad angår ny-strikkere, så kunne jeg ønske mig, at jeg var meget mere sammen med dem for blandt andet at vidensdele. Jeg elsker at lære fra mig og jeg elsker tanken om, at en af mine yndlings-sysler bliver givet videre til en ny generation, for jeg synes, at det er vigtigt, at vi bevarer al den viden og den korrekte terminologi, der er genereret gennem mange generationer og derfor er den også – for mig – utrolig værdifuld. Der findes mange opslagsværker, som er gode. Åse Lund Jensen og Vivian Høxbro er nogen af dem, der for mig står som fyrtårne omkring strik :-)
kaldmigliva
27. november 2019 at 11:42TUSIND tak for svar! Jeg skriver dem straks på ønskelisten :) Og forbeholder mig retten til mit udsagn ;)
Amy
26. november 2019 at 10:50Åhh, hvor er det godt skrevet, som taget ud af mit hjerte. Jeg har strikket i over 65 år (er 72 og lærte at strikke da jeg var ca. 6 år) og har det nøjagtigt som du. F.eks er det ikke længe siden, at en bad om hjælp til at finde ud af et mønster. Mønsteret var patentstrik, og vi var nogle som skrev det, men så skrev en, meget bestemt dame, at det var brioche, (håber det er rigtigt stavet) det havde hun lært på et strikkekursus og absolut ikke patent.Jeg lagde et videoklip ud, men damen sagde” ligemeget, her er det brioche, færdigt” Jeg bliver rigtig ked af det, når jeg oplever sådan noget. Det er som alt det gamle bliver smidt i skraldespanden af nogle :(
Liselotte
26. november 2019 at 11:41Det er sørme en ærgerlig oplevelse, du har haft og det mest ærgerlige er jo, at “brioche” bare er det engelske/amerikanske ord for netop patent, så ja, det er måske bare udviklingen, men jeg synes, at vi skal fortsætte med at dele ud af den viden, vi har samlet gennem et langt strikkeliv.
Hvis der allerede findes ord for teknikker og vi derfor har et fælles sprog omkring strik, er det vigtigt at vedligeholde det, efter min mening :-)
Vi kan sagtens gøre det på en hyggelig og dejlig måde. Vidensdele, mener jeg :-)