1

I godt selskab

Weekenden blev skudt i gang i godt selskab. Anne og Amanda kom op, for at starte weekenden op med os og det var bare så dejligt at ses. Det er alt for længe siden sidst, så det en gensyns-glæde, der kunne mærkes i min mave, da jeg endelig kunne kramme.

I godt selskab

At inspirere og lade sig inspirere

Vi har strikket, tjekket opskrifter, inspireret og ladet os inspirere. Vi har drukket kaffe, drukket te og talt os hæse. Vi har spist lidt ind imellem, for ingen skal vansmægte. Vi har også været forbi Garnudsalg, for “nogen” havde et behov for islandsk strik, så der er provianteret pladegarn.

I godt selskab
I godt selskab
I godt selskab

Ingen fine fornemmelser, men masser af kærlighed

Vi spiste helt uden fine fornemmelser. Der var ikke gjort en masse ud af frokosten. Brød, ost, pølse og lidt kogte æg. Sådan. Det smagte dejligt og alle blev mætte.

Vi havde Topper og Wilma med ved bordet et kort øjeblik, for de skulle lige dele rundstykket og Nutellaen med mårmår og moster. De børn er vidunderlige, og den kærlighed, der er mellem små og store, er vidunderlig at være vidne til.

Jeg blev meget misundelig og kan mærke, at jeg håber, at jeg med tiden bliver lige så heldig og får lov til at dele mit liv med et barnebarn eller to. Sikke en gave.

Vi havde også Annes smukke, stribede tørklæde med, så der gik ikke lang tid, før både Amanda og jeg strikkede striber også. Jeg var smug-startet allerede torsdag aften, for jeg var meget inspireret af Annes brug af alle de små rester tynd uld. Nu er jeg i gang og det går rigtig godt.

Striber

Anarkisten i mig kan ikke strikke striber i samme bredde. Jeg giver den bare gas. Måske ender det håbløst, men det får en chance og foreløbig hygger jeg mig gevaldigt.

Jeg har slået 140 masker op og strikker på en pind 4 mm. Jeg er startet med et stykke 2 x 2 ribstrik på cirka 15 centimeter. Der fra er det bare derud af med alle resterne.

Jeg har ondt

Jeg har ondt for øjeblikket. Ondt i skuldre, nakke, albuer og hænder. Det ses på det, jeg strikker. Det bliver ikke jævnt, for jeg kan ikke holde spændingen.

Af den grund er jeg utrolig glad for Blackhill Højlandsuld, fordi det er så tilgivende. Det er et garn, som blomstrer, retter sig ud og lægger sig smukt til rette, når det vaskes første gang.

Det skal nok gå. Slutresultatet bliver brugbart.

Gryderet fra Toscana

Smukt og utroligt lækkert

Til aften havde Kenneth lavet en vidunderlig gryderet inspireret af en af vores toscanske favoritter. Det smagte vidunderligt godt og det blev til en rigtig TV-dinner, hvor vi alle fire sad for an TV’et og hyggede os med Huset på Christianshavn.

Efter lidt snak og tid til at slå mave, måtte Anne og Amanda vende hjemad. Amanda studerer og i dag er der lektier at lave, så hun måtte hjem og have fred til det.

Vi savner allerede dem begge to voldsomt. Det ender jo med en tur ned til det lille hus ved skoven. Jeg er helt sikker på, at vi vil være velkommen. Det er dejligt at vide.

Søndag er kaffe, vasketøj og stilhed

Søndag er stille. Kenneth er kørt nordpå for at kigge på en bil til mig. Jeg er alene hjemme. Det elsker jeg at være, så jeg blogger, strikker, ser vlogs på youtube og drikker mere kaffe.

Jeg vasker tøj. Jeg når at overveje en rengøring, men med det mørke, der præger søndagen, beslutter jeg hurtigt og nemt, at den må udsættes.

Det er nemt at vælge den sti, der inkluderer hygge, stilhed i eget selskab og senere måske en skøn film eller to.

Rigtig god søndag til dig :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide