Jamen så stop da!

Så er det sket igen. Jeg er gået i selvsving og strikker det samme om og om igen. “Jamen så stop da, Liselotte!“, når jeg at tænke, inden jeg indser, at det her er jo noget af mit yndlingsstrik. Småt, smukt og funktionelt.

Det er huer, jeg taler om …

Huer i massevis

Hvert eneste år strikker jeg huer. Ofte huer i massevis. Ikke bare én, men mange. Jeg forærer en del væk, men jeg bruger selv mange af dem. Jeg er en hue-elsker. En hue-elsker af dem, som faktisk også får ondt i ørerne bare vinden løfter efterårets smukke, mangefarvede blade en smule op fra jorden i den smukke bladdans, jeg ellers holder så meget af.

Jeg mærker det med det samme. Mine ører begynder at gøre opmærksomme på sig selv, når jeg kommer fra ude til ind. De værker og det nærmer sig det at have tandpine, så det er godt med huer til mine sarte ører, for er de bare varme og fri for blæsevejr, er der ingen problemer, så jeg strikker huer.

Jeg har strikket et utal af huer. Mange forskellige modeller. Nogle af dem, vender jeg tilbage til og nu tror jeg, at jeg har fundet en ny klassiker.

Hvad er det, der gør klassikeren?

Og hvad er det så der gør, at jeg tænker, at jeg her har fat i en model, der kan ende som en af mine klassikere? Det er nemt at svare på. Den er varm på de helt rigtige steder; nemlig om ørerne. Den holder vind og kulde ude, hvor jeg er mest sart.

Huen jeg taler om, er Vuono Hat af Ronja Hakaletho. Den er enkel, smuk, sjov at strikke og med en varm, dobbelt rib omkring ørerne, så der er alt det, jeg holder af ved en hue.

Kornaks på smukke rækker

Jeg keder mig måske lidt, mens jeg strikker de sytten centimeter rib, men så husker jeg mig selv på, at det er netop dem, der gør den så god. Det er dem, der holder ørerne varme og fri for ondt. Bagefter kommer alle de sjove kornaks, som jeg kalder mønstret.

Mønstret minder mig om smukke, stiliserede kornaks. Det opfylder også alle mine ønsker til et strikkemønster.

Det er enkelt, let at memorere og har trods sin simplicitet en overordentlig stor effekt. Jeg kan tænke mig, at det er en mønster, jeg kommer til at bruge andre steder også. Jeg er nemlig vild med det.

Jeg er i gang med min tredje Vuono. Jeg bruger allerede de to første og den tredje skal nok ende sine dage her også, medmindre en af de mange, jeg holder af, gør krav på den. Så flytter den nok hjemmefra.

Jeg savner Oskar

Jeg savner fortsat Oskar, min kærlige og blide ven. Jeg savner hans glæde ved at se mig. Jeg savner lyden af hans poter hen over gulvet. Jeg savner mine ture udenfor med ham og jeg husker ham, når jeg strikker lune huer, for de var en del af os.

Jeg skulle altid lige finde en hue, inden vi kom ud i efterår og vinter. Med tiden lærte jeg, at jeg lagde et lille lager ved hoveddøren. Så skulle Oskar ikke vente så længe på mig, for var der noget, Oskar på vej ud på eventyr ikke ejede, var det tålmodighed. Jeg kender godt den egenskab …

Ind imellem fristes jeg …

Ind imellem sker det, at I finder mig inde på dyre-internaternes oversigter over hunde, der mangler et nyt hjem.

Jeg kigger bare. Jeg kigger og minder mig selv om, at jeg ikke skal have hund igen. Jeg tror selv på det. I hvert fald prøver jeg ihærdigt at overbevise mig selv om det. Det er bare sådan et dumt sted at forsøge at gøre det, har jeg fundet ud af. Det gør mig ikke spor stærkere i troen på, at jeg bare slet ikke nogensinde igen skal have hund. Jamen, så stop da, Liselotte …

Så skynder jeg mig at slå op til endnu en hue. Det hjælper, for så kan jeg ikke kigge på hunde. Så længe …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.