Kald mig bare en kost, hvis du gør det i Nice

Det er allerede LÆNGE siden vi vendte hjem efter ugerne sydpå. Vi nåede vidt omkring på den tur. Vi endte i Frankrig. I Provence eller i Provence-Alpes-Côte d’Azur for at være præcis. Ikke længere væk, end vi kunne lave afstikkere til kysten.

Det gjorde vi naturligvis og et af de steder, vi elsker at gense er Nice. Den gamle bydel med blomster-markedet Marché aux Fleurs Cours Saleya, frokost på en af restauranterne lige ved siden af markedet og slentretur på Promenade des Anglais hører med til at vende tilbage til byen. Det gør også en tur gennem den pittoreske og charmerende, men også beskidte gamle bydel.

Jeg elsker den del af byen. Den er tæt, rodet og fuld af alverdens godtfolk. I slutningen af september er den stadig fuld af turister. Vi var bestemt ikke alene i byen og vi måtte vente på et bord, da vi ville spise frokost.

Siden indtog vi sidegaderne med fyldte maver. Vi faldt over en kost. En fjerkost af de fineste strudsefjer. Fremstillet i Frankrig som alt andet i Trésors Publics, som butikken hedder, stod den og mindede mig om Anne herhjemme i Garnudsalg. Anne, fordi hun tidligere på året havde været på jagt omtrent over hele verden efter den kost. Nu stod den her og kostede endda kun en brøkdel af, hvad hun måtte betale. Derfor måtte den foreviges og det blev så sammen med en anden kost… tøhø …

Franske fristelser

Butikken var fuld af skønne fristelser. Jeg er jo nærmest vokset op med Sydfrankrig, så der var mange ting, jeg gerne havde taget med hjem til at supplere min allerede omfattende samling af franske brugsting. I stedet lukkede jeg øjnene og gik ud uden andet end Kenneth ved hånden.

Vidunderligt optaget

Den skønne pige ovenfor var helt og aldeles optaget af de hængende paraplyer. Trods moderens konstante opfordring til at placere hånden et andet sted, ænsede hun ikke andet end farverne og lyset over hende og jeg forstår hende godt. Det er så fint et lille stykke af den smalle gade, man går gennem, når man passerer butikken med denne udsmykning.

Med årene er gaderne blevet gradvist overtaget af de, der vil tjene hurtige penge på de mange turister. For 35 år siden kunne man gøre rigtigt gode køb i denne ende af byen, hvor omtrent kun de lokale kom. Vi købte køkkenudstyr af den originale franske, krydderier, smukke sko og tasker, som var hentet ind fra Italien og vi spiste autentisk mad fra netop denne del af Rivieraen; nemlig omtrent italiensk på grund af naboskabet.

I dag er det næsten at betegne som en turistfælde med masser af plastik og simili allevegne.

Nogen af os elsker bare Nice

Vi er nogen, som vedbliver med at se charmen ved Nice på trods af efterhånden at have genset de samme bygninger, gader og mennesker år efter år. Jeg er stadig vild med at gå på Promenade des Anglais. Jeg elsker at sætte mig på en af de hvidmalede bænke langs promenaden og bare sidde og kigge på mennesker. Jeg holder af kigget op og ned langs den stenede strand, jeg aldrig har solet på, men ofte har siddet ved.

Jeg kan dog ikke kigge mod vest uden også at tænke på den frygtelige hændelse tilbage i 2016. Jeg er stadig en af dem, som hele tiden spejder og holder øje, hvis jeg færdes steder, jeg selv vurderer som mål for terror, så usikkerhed og årvågen nervøsitet er de desværre lykkedes med at plante i mig.

Heldigvis er jeg i stand til at glemme det, for i stedet at lade mig opsluge af glæden ved gensynet med en del af verden, jeg stadig holder meget af.

Jeg har boet omkring Nice

Jeg har boet omkring og bagved Nice adskillige gange igennem årene. Jeg har aldrig boet i Nice. Det er for meget for en introvert Liselotte på sommerferie, men i afmålte portioner elsker jeg byen og alt det liv, der er i den, så når Kenneth foreslår – og det er sikkert, som Amen i kirken – at vi tager til Nice, er jeg klar. Altid.

I år boede vi inde bagved Nice. Oppe i bjergene og langt fra al larm, liv og leben. Vi boede i et privat villakvarter med stille naboer. Her kunne vi koncentrere os om at arbejde med de ting, vi skulle have på plads for det næste stykke tid i vores forretning. Vi sad i stilhed og arbejdede langt fra det leben, vi oplevede på Cadran Solaire, hvor der nu er opstillet et kæmpestort “I love Nice”, som tiltrak turister i massevis. Adskillige stod tålmodigt i kø og ventede på, at de kunne få deres (unikke?) foto siddende i C’et og med kig til Nice i baggrunden.

Nej, vi tog ikke et!

Nej, vi tog ikke sådan et foto. Vi blev faktisk begge lidt irriterede over, at udsigten nu pludselig skulle ødelægges af det kæmpestore skilt, for det gør ikke noget godt for kigget ned over byens kystlinje, men der var rigeligt med mennesker, som tydeligvis syntes, at det var en genial ide.

“Vi er nok bare ved at blive nogle gamle, sure prutter”, blev vi enige om og så grinte vi grundigt af det. Livet har budt os større ærgrelser end et skilt på udsigtspunktet i Nice og så fortsatte vi ned til bilen.

Man skal ikke ændre noget, der fungerer

Vi parkerer altid samme sted. Det har vi gjort gennem mere end 30 år og også der har forandringens vinde blæst. Tidligere var området ved den lille havn Port Lympia et pittoresk, beskedent sted for småbåde. Så kom jetsettet til og parkerede deres kæmpestore yachts i bassinet, men hele tiden har der været plads til parkering på havneområdet for os, der ankom til byen i bil. Det er der stadig, men nu er området som forvandlet. Det har fået en opgradering og i stedet for at parkere på jorden, parkerer man nu under jorden. Der er plads til mange flere biler og jeg tænker, at de også – som resten af Europas storbyer – oplever en massiv tilvækst i antallet af biler, så det får de adresseret med den underjordiske parkering.

Rutiner er til for at brydes

I år havde Kenneth sat mig af nede på Promenade des Anglais, så jeg kunne nyde udsigten til strand og Middelhav, mens han kørte op og parkerede bilen. Det gjorde, at vi ikke, som vi plejer, kom forbi et af Fremmedlegionens 18 hvervningskontorer. At passere stedet har altid givet anledning til en lille refleksion omkring hvordan livet kan blive så svært, at vi søger glemsel på steder, der tilbyder netop det. Jeg selv ville aldrig overveje det, men jeg kender mænd, der har.

Nice var et dejligt gensyn, som altid. Jeg holder fortsat af byen og jeg glæder mig til, at jeg skal gense den igen. Gerne snart.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.