Oskar er blevet gammel. I hunde-år er han langt over hundrede og det kan vi godt mærke. Fysikken forandres. Han er ramt af grå stær og er næsten blind. Han hører ikke længere noget som helst og han sover gerne en hel dag uden at gøre andet end spise lidt mad hen under aften.
LIDT mad. Han er blevet tynd. Meget tynd, men er i trivsel. Han løber stadig glad rundt i haven, tigger ved bordet og elsker hunde-snacks, som han indtager i rasende fart.
Han er bare blevet en olding og oldinge bestemmer selv og må gerne være lidt sære. Oskar er ingen undtagelse. Han gør, hvad der passer ham og ind imellem tænker vi, at han er dement. I sagens natur kan vi ikke andet end tolke på adfærd, når vi snakker om hans almene velbefindende.
Vi observerer og er enige om, at han stadig trives. Han er glad og tilfreds. Bare gammel.
Oskar imponerer med sin livsglæde og -appetit
Fra tid til anden er han forbi dyrlægen. Han imponeres hver gang over, at Oskar stadig fungerer så godt, som han gør – alder og skavanker taget i betragtning. Han har stadig appetit både bogstaveligt og i overført betydning og det er dejligt, at det er sådan.
Derfor var det også så trist at opleve, at Oskar i går efter arbejde faktisk ikke orkede at gå ned i Ådalen.
Han orkede bare ikke mere
Så sent som for nogle måneder siden gik han os andre trætte, når vi gik tur oppe omkring sommerhuset. Han kunne slet ikke få nok af at gå ture og han nød de ekstra lange aftenture. I går nåede vi ikke engang ned i Ådalen, før han stoppede op og bedende kiggede op på mig.
Der var ikke noget at tage fejl af. Han orkede ikke mere og ville bare gerne hjem, så sådan blev det. I langsomt tempo og med mange pauser gik vi retur til Tjørnevang. Vi havde end ikke gået en kilometer, da vi nåede hjem.
Besværligt og utrygt
Der var ikke mere energi at tage af. Det er besværligt og utrygt at gå tur, når man hverken kan se eller høre. Næsen fungerer fint endnu, men det er ikke tilstrækkeligt, når vi bevæger os udenfor egen matrikel og efterhånden er balancen også røget en tur, så det er desværre nok ved at være sådan, at vi ikke længere kommer ud på de lange gåture sammen, men så har vi heldigvis stadig haven at boltre os i.
Haven kender Oskar ud og ind. Han færdes stadig hjemmevant derude, så når han er der, er det næsten ikke til at se, at her er en godt og vel hundredårig på spil mellem træer og buske. Er det i haven, han er gladest, bliver vi der. Så finder jeg et andet sted at parkere min sorg over at vide, at han ikke er her så meget længere, den gamle, søde, blide og trætte Oskar.
Oplevelsen i går gjorde mig meget mere ked af det, end jeg havde forudset. Mig, der ikke ville have hund. Nogensinde. Og aldrig igen … tror jeg nok …
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
11 kommentarer
Moster Tulle
16. oktober 2019 at 22:44Nurh…..jeg kunne skrive det samme om vores ældre “dame” – Godt nok kun knap 100, men ellers helt de samme tegn – grå stær, nedsat hørelse, dement og meget sovende. Dog kvikker hun stadig op, når hun rammer græsset og lige kan fræse rundt. Vi forbereder os på det vi end ikke har lyst til at sætte ord på, for hun er ikke bare en hund. Hun er den hund, der gav glæde i familien efter vi mistede vores lille dreng. Ikke at hun kunne erstatte ham, men hun gav igen smil på læberne på vores børns ansigter. Pyha, man køber en glæde og ved den en dag følges af en sorg, men jeg ville aldrig have været foruden de skønne dyr, der gennem årene har været i mit og vores liv.
Maria Bøtter Larsen
16. oktober 2019 at 17:26Vors bliv 18 år
Han vær også en fox terrier
Lene
15. oktober 2019 at 22:07Søde Oskar, han er et godt sted, hvor han er elsket og afholdt, også selv om han er gammel og måske dement. Han vil efterlade et savn. Selv mig, som ikke mener, jeg er knyttet særligt til vores hunde, har det underligt, når de ikke er her mere.
Lone Muchow
15. oktober 2019 at 21:31meget svært , min lille Louis, jack russell lidt over 16 . han var på cbd olie og det hjalp ham de sidste år, men vi måtte sige farvel for et par uger siden, han var døv og næsten blind og sov hele dagen , vågnede op en eftermiddag og kunne ikke gå på det ene bagben, da vidste vi at det var tid til den svære beslutning. Mange knusere til jer og lille Oskar
Tina Nymann
15. oktober 2019 at 20:32Nååhh, lille fine Oskar – han er en sej gammel gut, og I er jo super opmærksomme, så han har et skønt otium kan jeg fornemme:-)
Kirsten Asmussen
15. oktober 2019 at 18:21Åhja du er heldig at Oskar er blevet så gammel i et godt hundeliv. At tage afsked er det værste og og følges hver gang af “aldrig hund igen” Vores otte år-rige Golden Charlie måtte herfra ni dage efter vores datter i marts tog sit eget liv. Han havde fået lungekræft, og jeg er sikker på, at det var pga det voldsomme sygdomsforløb vores datter gik igennem med anoreksi og psykose. Han var en støtte, og familien krævede, at jeg fik hund igen. Sådanne ting kræver deres støttepædagog og det blev 14 måneder gamle Louii, en landseer på 50 kg, ikke til at overse! Så nu gås der igen tur mens sorgen bearbejdes, og en teenager’s fjollerier lover at der er håb derude. Hunden giver os et samvær, der er svært at undvære, når først vi har prøvet det. Kærlige tanker til gamle Oskar!
Iben
15. oktober 2019 at 19:10Kender dig ikke, Kirsten, men din historie gør indtryk! Mange tanker til dig!
Godt at du har positivt selskab
marianne lundholm
15. oktober 2019 at 17:37så tråkigt med lilla oskar, ni får njuta desto mer den tid som finns kvar, jättesvårt är det
Hanne
15. oktober 2019 at 16:37Det er ALTID utroligt svært at erkende, når ens bedste ven ikke rigtig kan mere. Tro mig, jeg har været der 4 gange – mine hunde er blevet gamle! Men jeg kan ikke forestille mig, at der ikke er en glad hund omkring mig, så jeg er glad for, at jeg ikke syntes, jeg var for gammel, da nr. 4 måtte begive sig ud over regnbuen, og jeg fortryder aldrig, at den glade, kærlige lille hund blev min!
Sole
15. oktober 2019 at 16:36Stort knus, Liselotte! Som dig ville jeg bestemt heller ikke have hund! De har det med at krybe under huden på en! Her 15 måneder efter vi måtte sige alt for tidligt farvel til vores skønne Sarge, er jeg stadig ikke parat til en ny. Måske aldrig. Håber Oskar stadig har noget i sig, men det lader det jo heldigvis til. KNUS
Jakobine
15. oktober 2019 at 16:19Dejligt at Oskar stadig glad hjemme. En hund er nok den bedste ven, et menneske kan have. Jeg har fået mit livseliksir Liva, bomuldshund, der blev 1 år i lørdags.
Jeg sagde også “aldrig hund igen”…
Der gik så 1,5 md.
Vi har altid haft store hunde, men da helbredet ikke er til store hunde måtte det jo blive en lille én