En skøn inspirations-tur – første stop Rothenburg …

Vi er hjemme igen efter en skøn inspirations-tur ned gennem Europa og med stop i blandt andet Rothenburg. Vi er så heldige, at vi har fået en masse ud af turen og vi er klar til at tage hul på et efterår og en vinter, hvor vi er bedre rustet end nogensinde.

Vi tog på turen for at mødes med nuværende leverandører, ligesom vi havde en del møder med potentielle og nu allerede nye leverandører. Vi har nemlig allerede indledt de første samarbejder og det betyder, at vi snart modtager de første leverancer.

Uden en plan, men med en grov skitse

Vi startede turen med at køre ud i det blå uden én eneste plan for turen ned gennem Europa ud over, at vi havde aftaler i Italien en uges tid efter afrejsen. Vi kendte altså ruten i grove træk, men havde ikke planlagt andet end at tage det en dag ad gangen.

I løbet af dagen begyndte jeg at blive ru i halsen, men jeg købte lidt halspastiller og satsede på, at Tina ikke havde nået at smitte mig, inden vi gik fra for at tage afsted sydpå. Det skulle vise sig, at jeg desværre slet ikke havde været så heldig. Resten af ugerne hjemmefra, var jeg syg i varierende grad, men sådan går det gerne, når jeg endelig får ferie.

Hahnenklee

Den første overnatning endte med at blive i det gammelkendte Hahnenklee. Afstanden fra Aalborg og der til er passende, så vi kørte ind for at tage en overnatning på Hotel Bastei, hvor vi tidligere har overnattet. Denne gang endte vi i et skummelt, mørkt og umanerlig beskedent værelse, hvor min hovedpine og den spirende forkølelse virkelig tog fart.

Morgenen efter, hvor vi skulle spise morgenmad – hvilket er mit absolutte favoritmåltid, når vi er ude at rejse – var jeg så sølle, at jeg intet kunne spise. Jeg tvang to spejlæg ned, for dem kan man trods alt køre langt på og så var det tid til at bryde op.

Goslar eller ikke Goslar

Vi konfererede omkring Goslar. Skulle vi tage derind? Jeg har været der som 16-årig, men husker stort set ingenting, så det ville være nyt for os begge eller skulle vi øge afstanden til hjem og køre videre ned ad A7?

Vi endte med det sidste. Vi kørte ud gennem de smukke landskaber, der er i Harzen. Skoven var indhyllet i morgendis, da vi kørte ned oppe fra Hahnenklee, for at finde motorvejen videre syd på.

Da vi endelig ramte motorvejen og der igen faldt ro på tropperne, begyndte vi at snakke om, hvad vi så skulle. Jeg havde en idé, men vidste ikke, om Kenneth ville synes om den. Det gjorde han heldigvis.

Rothenburg ob der Tauber

Jeg følger en profil på Instagram, som præsenterer mig for alverdens fine steder. Når jeg ser noget, jeg kunne tænke mig at forfølge på et senere tidspunkt, gemmer jeg stedet og derfor vidste jeg, at jeg havde lyst til at foreslå et visit i Rothenburg ob der Tauber.

Rothenburg ligger i regionen Franken i det nordlige Bayern og ligger højt over de smukke dale, men det opdagede vi overhovedet ikke, da vi ankom. Vi kørte ind til byen, mødte et hotel, parkerede og gik ind for at spørge efter et værelse. Vi blev nærmest grinet baglæns ud af hotellet, da vi stillede det spørgsmål.

“Wir haben ja doch Die Reichsstadt-Festtage“, var svaret. Ingen ledige værelser i hele byen, var beskeden, men vi er ikke sådan at slå ud. Tilbage i bilen spurgte Kenneth mig, hvor jeg allerhelst ville bo og selvom jeg overhovedet ikke kunne se skyggen af bymur eller middelalderhuse, så vidste jeg jo, at de skulle være der og billedet jeg havde af byen var et, hvor man ser Sieber tårnet og Kobolzeller Tor.

Lige ved siden af Sieber tårnet

“Jeg vil bo lige ved siden af Sieber tårnet”, svarede jeg og fandt et hotel, som lå nabo. Kenneth ringede og i løbet af et halvt minut, var det aftalt, at der ventede et dobbeltværelse på os.

Spitalbastei og en bredhoftet bil er ingen god cocktail

Rothenburg er omkranset af en høj bymur med fæstningstårne og hotellet lå indenfor bymuren. Da vi fandt frem til Spitalbastei, den imponerende indgang til byen med hele syv porte, vindebro og dobbelt vægtergang, turde vi ikke begynde at køre ind med bilen. Vi kunne simpelthen ikke se, om der var adgang ind gennem den smalle portåbning, så vi parkerede udenfor bymuren og tog kufferterne og gik ind i byen.

Det gav et skønt, første møde med den smukke middelalderby, som ligger så smukt højt hævet over det omkringliggende landskab.

Et par hundrede meter og så var vi fremme

Vi skulle ikke gå mange hundrede meter, før vi mødte Sieber tårnet og Kobolzeller Tor og lige på den anden side af porten lå hotellet. Et lille, hyggeligt familiedrevet hotel, hvor vi blev varmt modtaget med besked om, at de havde en lejlighed klar til os. Dobbeltværelserne var udsolgt, så de havde altså opgraderet os til – skulle det vise sig – en skøn, lille lejlighed i en sidegade lige op ad bymuren.

Installeret og instrueret

Vi var snart installeret i lejligheden og blev instrueret om, at morgenmaden serveredes nede i caféen, der lå i underetagen på det lille hotel hver morgen mellem 7-10. Det passede fint og vi pakkede ud og fik fundet os selv, inden vi slappede af en halv times tid på sengen.

En utålmodig sjæl med trang til eventyr

En halv time er, hvad jeg kan holde ud. Nysgerrigheden og trangen til eventyr tager over og gør mig helt ulidelig at være sammen med, hvis man insisterer på at blive inde. Det ved Kenneth godt, så han protesterede ikke, da jeg begyndte at røre på mig.

Vi skulle ud og se på byen og det kunne kun gå for langsomt …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.