8

Som brødre vi dele

Som brødre vi dele

Kenneths storebror og hans kone – ja, det var dem med brylluppet for nogle uger siden – ankom til sommerhuset i går. De har ferie, så det passer jo perfekt med, at vi også holder lidt semi-ferie i denne uge. Vi skal nemlig nyde hinandens selskab og vi skal hygge os med at spise god mad, tale natten sort og i det hele taget bare gøre, som det passer os. De to brødre holder af at dele ord og oplevelser, så det er det, der skal til i denne uge.

I går passede det Kenneth noget så godt at trække sin bror med på aftenbadetur. Jan var ikke sen til at sige ja tak, for også han holder af vand på den måde, så de tog cyklerne, satte håndklæder i klemme på bagagebæreren, inden de så – hyggeligt snakkende – begav sig i retning af havet.

Pia og jeg tog min bil. Pia havde frosset lidt og var slet ikke klar til havbad og jeg skal ærligt indrømme, at jeg også sprang over, hvor gærdet var lavest og hurtigt tilbød, at så kunne jeg da køre hende til stranden ;-)

Som brødre vi dele

Guld på himmel og hav

Der var det smukkeste, gyldne lys, da vi kom ned på stranden. Der var ild i både havet og himlen og det var helt fantastisk at ankomme til så smukt et lys.

Klokken var ikke mange, men man mærker tydeligt, at vi bevæger os væk fra sommeren og de lyse nætter.Der var køligt, som solen gik ned, men det afholdt ikke de badende. De ankom i højt humør og så smed de ellers tøjet og gik i havet. Hatten af for det.

Som brødre vi dele

De hyggede sig derude

Vi stod på stranden og beundrede deres lyst til det kolde vand. De badede og hyggede sig og endelig kom de ind igen. De skulle gå lidt slalom, for der lå brandmænd på stranden. Heldigvis havde de ikke mødt nogen ude i havet, så alt var godt.

Efter at have tørret sig, taget tøj på og lige sundet sig efter badet, tog de igen cyklerne og begav sig hjemad. Pia og jeg gjorde det samme efter at have kigget lidt på sten og skaller og ja, der røg måske endnu et par stykker i mine lommer. Jeg kan ikke lade være, for der findes så mange smukke sten, at jeg slet ikke har plads nok ;-)

Vi drak kaffe og så gik vi i seng

Alle var trætte, da vi kom hjem til sommerhuset. Vi drak lidt kaffe eller te, snakkede lidt og blev så enige om, at vi ville tørne ind. Der var en ny dag i morgen, som så er i dag og jeg skal love for, at det er sådan! Vejret er smukt! Solen skinner og det bliver uden tvivl en varm dag. Det gider jeg så godt.

Måske vi snupper en udflugt. Måske vi gør ingenting. Det er ikke til at vide med os, men dagsformen bestemmer, så lad os se …

Rigtig god søndag til dig ♥

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide