Hverdagen kan snart løbe af med en, så jeg har indlagt små hverdagspauser, for at være god ved mig selv. Nogle af dem er strikkepauser. Andre er tegnepauser og så er der også et lille ritual, jeg har indført ved dagens slutning.
På natbordet ligger en lille notesbog. I den skriver jeg med få ord de ting, der har gjort mig glad eller taknemmelig netop den dag.
Jeg elsker den lille bog. Jeg er født positiv optimist, men selv os, der er skruet sådan sammen, kan rammes af lidt gråvejr og så gør den lille bog underværker. Den minder mig om, at jeg har et fantastisk liv. At jeg bliver givet så meget hver eneste dag. Den gør mig glad.
Ordet taknemmelig er måske lidt slidt i disse år og nej, det her er jo heller ikke revolutionerende nyt – altså det med at føre en slags taknemmeligheds-dagbog – men det virker altså.
Jeg læser ikke i den hver dag
Det er ikke sådan, at jeg læser i den hver dag, men har jeg tid en aften, kan jeg godt lide at lave tilfældige nedslag i den. Så bliver jeg glad og ja… taknemmelig. Det er godt at være taknemmelig, tror jeg. Det gør ydmyg og glad indeni.
Jeg har lige genoptaget akvarellen også. Det har jeg stor glæde af. Jeg er sådan lidt abstrakt og jeg holder af at male blomster. Stærke farver finder jeg ud af at bruge, når jeg arbejder med det medie og det er sjovt og jeg nyder det virkelig.
Et liv i taknemmelighed
At have et liv, hvor det er muligt at fordybe sig i sådan en syssel er også noget at være taknemmelig for. Det perspektiverer mine livsrammer, som er de bedste og fineste af slagsen. Jeg er tryg, mæt og med overskud til at lege. Mere kan ingen ønske sig.
Den slags er også med til at gøre det nemt, at leve et liv i taknemmelighed over den gode skæbne, jeg er født med.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
3 kommentarer
Anne-Dorte
14. august 2019 at 11:59Min mormor tog notater, hver dag året rundt, i en lille kalender. Ting der gjorde hende glad, små citater, minder, fødselsdage (og hvad hun havde serveret og hvor meget der var til overs når de havde gæster).
Da hun døde fik vi børnebørn en kalender fra et år der havde været særlig for os. Jeg fik den fra det år jeg blev 20 og min morfar 80.
Jeg elsker at slå op og se hendes håndskrift, hendes minder og hendes glæde. Af alt jeg arvede er den det bedste!
Catarina
13. august 2019 at 20:50Tid til fordybelse i hverdagen er en luksus og noget som er dejligt og givende at kunne gøre. Jeg tror flere ville have godt af at lave noget de gør dem glad og ikke kun arbejde med det de nu gør, som forhåbentlig er noget de holder af. Jeg tror også det er noget der kommer med alderen, altså at vi ikke “har så meget vi skal nå” agtigt. Men at vi giver os selv lov til at lave havd vi har lyst til.
Det blev vist lidt rodet, men jeg tror du forstår – ellers må du sige til ;-)
Liselotte
14. august 2019 at 08:27Jeg forstår fuldstændigt og ja, det er i hvert fald årene, der er gået, der har gjort at jeg har fået tiden igen. Ingen små børn gør, at jeg igen ejer min egen tid. Det er skønt :-)