6

Omkring Sankt Hans

Vi lever i sommerhuset lige nu – også til Sankt Hans. Det betyder også, at jeg ikke får skrevet så meget, som jeg egentlig gerne vil. Jeg har ikke en computer deroppe, så det bliver kun til lidt billeder på Instagram, hvilket også er vældig fint, men selvfølgelig ikke helt det samme, som at skrive her.

Til gengæld for færre ord her, får vi slappet af i en grad, vi slet ikke havde forestillet os, da vi sidste år vovede springet og købte sommerhuset. Endelig er vi nået i mål og efter mange måneder med masser af arbejde, tusinde projekter, litervis af maling og knofedt tilsat kreative opbevarings-løsninger og enkelte skænderier om placeringen af nogle af elementerne, høster vi nu frugterne.

Som vi dog høster …

Vi har stort set ikke været hjemme siden påsken. Vi kan hurtigt enes om, at vi venter en dag med at flytte hjem, for så at kigge på hinanden dagen efter og igen beslutte, at vi venter en dag med at flytte hjem. Sådan kan der gå uger, har jeg opdaget.

Det er helt sådan, det skal være. Helt sådan …

Omkring Sankt Hans

Denne weekends klargøring

Kenneth valgte at bruge en del af weekenden på at klargøre vores Alfa Romeo Spider. Den er ikke på plader og egentlig var vi enedes om, at den skulle sælges, men Kenneth forelskede sig om igen og nu ved jeg snart ikke, hvad det ender med.

Måske han gerne vil have den som en sommerbil. I hvert fald har jeg sjældent set ham så glad, som når han sad i det lille, gule lyn.

En grundig rengøring

Han har poleret, vokset, vasket og vokset igen. Han har støvsuget og så har han haft en tur på stranden, som i hvert fald ikke gjorde det nemmere for ham at sælge bilen. Han smilede fra øre til øre, når han kørte langs Vesterhavet ved siden af mig i min Alfa Romeo Brera.

Jeg kan køre de fleste steder. Min er firehjulstrukket, men det fik nu ikke Kenneth til at mene, at der var forskel på os. Ind imellem var jeg sikker på, at om lidt skulle han hjælpes fri, men imponerede nok klarede han og Oskar – som sad ved siden af – også det bløde underlag fint.

Omkring Sankt Hans

Set i bakspejlet

Et kig i sidespejlet afslørede hurtigt, at noget var under opsejling. Der var samlet sammen til bål på stranden. Sankt Hans ventede.

Vi havde inviteret en lille flok mennesker af dem, vi holder af. Der var et enkelt afbud, men ellers kom alle og det var frygtelig hyggeligt. De første gæster ankom allerede til frokost. Det var Ella og hendes søde, lille hund; Berta. Kort efter dukkede den næste op og sådan fortsatte det hele dagen, til vi endelig var fuldtallige sidst på eftermiddagen.

Vi forberedte maden ind imellem og lidt på skift. Først var jeg inde og bage marengsbunden til en skøn, sommerlig Pavlova og efter det gik Kenneth i køkkenet.

Omkring Sankt Hans

Bål på stranden

Vi skulle naturligvis ned at se, når de tændte bålet. Sikke et smukt syn og der er noget uendelig smukt over at stå skulder ved skulder og sammen synge midsommervisen Vi elsker vort land. Søndag aften var ingen undtagelse.

Vi endte hjemme til kaffe og te, inden vi sagde farvel til de fleste af gæsterne. Ella og Berta installerede vi i annekset og der blev de lige til i går aftes.

Sikke vi har hygget os de sidste mange uger. Det er næsten som en lang sommerferie, det her. Jeg kunne sagtens vænne mig til det :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide