Her sidder jeg så. På min flade bag midt i et klitlandskab af Guds nåde. På tidlig påskeferie. Jeg strikker og drikker kaffe. Jeg vender verden med Kenneth og jeg lytter til radio. Ind imellem tager jeg Oskar med på ture ud i landskabet.
Indeni breder roen sig. Alt er, som det skal være …
Tidlig påskeferie
Vi har startet påskeferien tidligt. Vi har holdt fri siden fredag og vi stornyder det. Det er ikke sådan, at vi ingenting laver, for vi er – som du sikkert allerede har gættet – i Rødhus. Her er stadig en lang række småopgaver, men vi er faktisk tæt på at nå til enden af listen.
Det sidste er heldigt. I morgen har vi inviteret til påskefrokost. Det er rart, at der er lys over bordet, ordentligt og ryddeligt og ikke mindst velfungerende toilet. Vi er der nu.
Lys over land og by
Der har været masser af sol. I går var Kenneth udenfor det meste af eftermiddagen, da vi kom tilbage fra Aalborg. Med os havde vi en lampe, vi har haft i mange år. En af de lamper, vi købte for mange år siden. Lang tid inden andre kom i tanke om, at alle de gamle design-klassikere var interessante, var vi i gang med at samle.
For ganske små penge fik vi samlet en lang række klassikere. Nogle er afhændet igen, mens andre lever videre enten i vores hjem eller hos venner og familie. De få penge, vi havde, rakte langt i vores etableringsår. Vi boede måske lidt anderledes end de fleste, men vi holdt af det og det passede godt til os.
I dag har vi stadig glæde af vores jagt på klassikerne. I går rengjorde Kenneth en smuk en af slagsen og nu hænger den over spisebordet og giver det dejligste lys og vi spiser ikke længere i halvmørke.
Mens Kenneth arbejder hårdt …
Jeg strikker. Jeg brygger kaffe og jeg hepper, men jeg strikker. Mest af alt, strikker jeg. Jeg har så ondt i min ryg, at jeg ligner en meget gammel og krumbøjet mand, når jeg ind imellem vover mig ud med Oskar – og en sjælden gang Kenneth.
Jeg går langsomt og hvert eneste skridt gør ondt, men fandeme om det skal stoppe mig fra at nyde landskabet. Jeg går alligevel derude. Langsomt. Adstadigt filosoferende over, om jeg orker at lade den ryg undersøge. Jeg kender godt svaret, så jeg orker vist ikke …
Jeg orker ikke at fejle mere, end de allerede har smidt på min tallerken. Så hellere agere ignorant, så jeg går langsomt og så strikker jeg. Det er det og nej tak, du behøver ikke overøse mig med gode råd, anekdoter om eget helbred eller lignende, for jeg er sådan et menneske, som beder om hjælp, når jeg har brug for det og det er ikke nu ;-)
I dag lykkedes det
I dag er jeg lykkes med at nå i mål med et Vertices Unite af Stephen West. I-cord hele vejen rundt om det store sjal har taget en stor del af dagen, men det er altid tiden værd med den afslutning. Altid, hvis du spørger mig.
Farverne er allesammen fra lageret. Kenneth har farvet dem alle med undtagelse af den meget farverige jeg har stribet med til venstre på fotoet. Det er et lagergarn. Måske er det Hedgehog Fibres. Jeg havde allerede vundet det op, da jeg fandt det, så jeg husker det faktisk ikke, men jeg tror det er sådan et fed.
16 kommentarer
Anne
17. april 2019 at 22:35Hvor er det sjal et helt igennem skønt match med hele paletten i jeres nye hjem: dæmpet, skævt på den fede måde, fine linjer og helt igennem fint. Ønsker jer en pragtfuld Påske og glæder mig til at se farvepaletten når det der buldrer og regner, når det sner osv :)
Liselotte
19. april 2019 at 08:42Jeg er meget glad for det sjal. Det er i brug dagligt allerede og ja, det er egentlig pudsigt, for du har ret – det passer ind i sommerhuset, men det er tilfældigt… eller vel i virkeligheden udtryk for mine favoritter lige nu :-)
Helle
17. april 2019 at 12:37Fanden tage rygge (og alt det andet) der driller. Når man har ro i maven, kan man sagtens have livslyst og -kvalitet trods smerter, man vænner sig og kompenserer og ignorerer og hvis det på et tidspunkt ikke længere virker, må man bare række poten ud efter hjælp :). Tak for mange skriv om håndarbejdslykke, arbejdsglæde, estetik og livet på godt og ondt.
Liselotte
19. april 2019 at 08:40Man kan sagtens ignorere og navigere med tålmodighed, mens man husker at leve livet fuldt og helt. Det gør jeg f.eks. hver dag, for jeg vil så gerne spare medicinen, til jeg har udtømt al stamina og stædighed ;-)
Eva_O
17. april 2019 at 08:43Rigtig god påske til jer begge! Gid solen må skinne på jer og I må få nogle skønne dage i klitterne…
Pus Correll Mouritsen
17. april 2019 at 07:34Ejj, hvorfor pokker er der de stavefejl i mit skriv, nu jeg har sendt det ind ???
Pus Correll Mouritsen
17. april 2019 at 07:32Skønt at i nyder nogle dageve i Jeres sommerhus❤️ god til jer .
Sikke en fin tørklæde du har fpet af pindene smykker farver er dét.
Jeg vil nu opfiropfo dig til at tænke ud i fremtiden med de rygsmerter, dét kunne jo være muligt at afhjælpe dig nu, så du om 10-15 år også er nogrnlunog frisk til bens.
Kender det alt for godt fra mig selv, med en bindevævssygdom ig piskesmæld.
Troede bægeret var fyldt op, men i sidste uge fik jeg konstateret Glutenallergi samt mælke/ laktose allergi.
Det er én helt ny vej, dér skal findes og hvor er det dog besværligt. Jeg skal nok finde vejen, for min mave føles allerede langt bedre på de få dage.
Rigtig god bedring, Liselotte ❤️
Liselotte
17. april 2019 at 08:40Nogle af os skal virkelig have et stort fad med til livets bord med alle de dårligdomme, Pus ;-) Jeg klager dog ikke. Jeg har det skønt og dejligt og jeg er vant til at have ondt, så disse smerter indlemmer jeg bare i resten og glemmer dem snart ;-)
Bodil Stahl
17. april 2019 at 01:36Wauw et superflot sjal…og et skønt sommerhus i sol :)
Liselotte
17. april 2019 at 08:38Ja, her er virkelig dejligt i disse dage, hvor det hele er pakket ind i det smukkeste solskinsvejr :-)
Bodil Kristensen
16. april 2019 at 19:20Hej.
Da jeg – og mange andre – i mange år har fået god hjælp hos en kiropraktor, vil jeg da ubetinget opfordre dig til at opsøge en sådan. Ålborg har også nogle gode af slagsen…
Og selvom ryggen måske er slidt, kan man opnå resultater alligevel.
Kiropraktorer er højtuddannede og undersøger meget grundigt, også med støtte i røntgenbilleder.
Jeg håber, at du griber forslaget og ønsker dig rigtig god bedring.
Livet er for kort til at døje med smerter, som måske – helt eller delvis – kan ryddes af vejen!
Vh Bodil Kristensen
Liselotte
17. april 2019 at 08:36Jeg skal selvfølgelig have kigget på ryggen, men jeg har en meget god ide om, hvad det er, der driller mig. Jeg er undersøgt i de tidlige tyvere og har fået konstateret en skæv ryg, som ville give mig udfordringer resten af livet. Jeg har været meget heldig indtil nu, hvor den begynder at drille, så jeg klager ikke og har gode øvelser, der hjælper.
Marianne
16. april 2019 at 19:00Lyder hyggeligt.
Men ikke sjovt med ryg der driller.
Har selv bøvlet i flere uger med min.
Jeg orker heller ikke undersøgelse.
Tænker det er slidtage og alder.
Så jeg gør som dig….klør på.
God Påske til dig og dine kære.
Liselotte
17. april 2019 at 08:33Jeg ved, at min ryg retter sig over tid, så jeg er bare tålmodig. Jeg har haft en farfar og siden en far, som havde denne ryg og nu er min søster og jeg i samme båd, men vi klør på og giver ikke op :-) God påske til jer også, Marianne :-)
Laila Martine
16. april 2019 at 17:58Ej hvor ser det altså bare hyggeligt ud. Nyd det og rigtig god påske
Liselotte
17. april 2019 at 08:31Det er utrolig hyggeligt, Laila og god påske til dig også :-)