Så skyndte vi os nordpå

I går, da arbejdsdagen sluttede vel 17-tiden, kørte vi hjem og hentede Oskar og så skyndte vi os nordpå. Vi havde en vandvarmer, der skulle skrues lidt på.

Vandvarmeren havde drillet Kenneth i weekenden og nu havde han og forhandleren fundet et “hack”, der måske ville løse problemet. Det skulle selvfølgelig tjekkes, for der er jo ikke mange dage til, at vi står klar til at indtage huset ved Vesterhavet. I den forbindelse ved jeg, at vi er et par stykker, der sætter pris på varmt vand, når vi bader, så det var med en vis spænding, vi ventede, mens Kenneth testede.

Sørme om ikke det lykkedes

Det virkede! Det varme vand flød i stride strømme og endnu en ting kan krydses af på vores to-do-liste. Den liste bliver heldigvis hele tiden kortere og kortere.

Oskar skal lige vænne sig

Vi har et hyr med Oskar, som hele tiden vandrer hvileløst fra den ene ende af huset til den anden. Der er ikke langt, men det er enerverende konstant at være ved at falde over ham.

Det vil ændre sig, når vi engang er færdige med alle de praktiske ting og begynder at slappe af. Lige nu sker der hele tiden noget allevegne og når man både ser og hører mindre godt, er der kun en udvej. Man må konstant bevæge sig mellem menneskene, for at sikre, at man har styr på dem. Derfor vandrer Oskar fra ende til anden.

I går endte jeg med at lave ingenting

Jeg endte med at finde en plads i den sidste aftensol. Jeg fandt strikketøjet frem og så faldt der endelig ro over Oskar.

Oskar og jeg stak af

Kenneth kom ind og holdt pause sammen med os, inden han fortsatte ude på badeværelset. Vi fik bruser monteret, bruseforhæng hængt op og da Kenneth så gik i gang med at bore, stak vi af.

Udenfor døren var det svindende lys ved at forvandle verden til et flammehav. Det måtte jeg ud at opleve og Oskar var bare glad for chancen for at fordybe sig i alle de duftspor, han fandt i klitterne. Lyng og hunderoser blev forceret, for intet kunne hindre ham i at gå på opdagelse i går.

Jeg elsker lyset nordpå. Kystlyset. Lyset ved Vesterhavet. Det er særligt på alle tider af døgnet.

Op og se det hele lidt fra oven

Jeg kravlede op i klitterne for at tage hus og ikke mindst tagbeklædningen i øjesyn. Jeg håber, at det kommer sig og igen bliver grønt efter sidste sommers intense varme, men ellers må vi skifte lidt af tørvene.

Oskar stod ubeslutsom nedenfor og kunne ikke rigtigt finde vejen op til mig. Jeg endte med at gå ned og hente ham. Han er blevet gammel og skal ind imellem hjælpes lidt på vej. Så snart han fandt vejen op i klitterne, glemte han alderen.

Både døv og vil-døv

Han nød at gå på opdagelse og kombinationen af dårlig hørelse og vil-døv gjorde, at jeg to gange måtte kaste mig ud i at forcere steder, jeg ellers ikke havde frekventeret. Jeg var nødt til at HENTE Oskar tilbage.

Da mørket for alvor tog over

Vi måtte til sidst opgive at se noget. Mørket tog over og vi tog hjem, men ikke uden ærgrelse, for vi elsker at være i det lille hus i de smukke omgivelser.

Vi glæder os meget til at få det sidste strøm på plads, for så er vi der næsten. Vi mangler et køleskab og så selvfølgelig indretning i gangen og på badeværelset, ligesom vi mangler de sidste (tusinde) detaljer alle de resterende steder, men de sidste ting er ikke en hindring for endelig at tage ophold deroppe. Lige om lidt kan vi begynde at overnatte.

Jeg kan slet ikke vente, til vi flytter ind oppe nordpå …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.