14

Så gik der lige alt, alt for lang tid

Så gik der lige alt, alt for lang tid, inden jeg fik en chance for at komme indenfor på siden her igen. Jeg savner at skrive hver dag. Jeg vil så gerne, men omstændigheder i virkeligheden har forhindret mig, hver gang jeg prøver igen at blive stabil. Også i denne uge har det været svært at få lov, men jeg giver ikke sådan op.

Den dejligste weekend i gode venners lag

Vi havde en skøn weekend. Fyldt med de dejligste gæster og siden afslapning. Begge ting var noget, vi trængte til, så vi var svært tilpasse hele weekenden igennem.

Kenneth stod i køkkenet. Det er altså bare det, der bedst kan svare sig, hvis vi skal ramme det der sted, hvor Michelin-stjernerne burde falde i lind strøm.

I denne weekend fik vi først håndrørt tatar af oksemørbrad og siden Beef Wellington. Det smagte, så jeg ville ønske, at jeg kunne spise, til fadene var tomme.

Så gik der lige alt, alt for lang tid

Søndag gik med at restituere

Søndagen brugte vi på at samle kræfter efter en lang uge. Vi lavede ikke ret meget og nåede ikke engang op omkring sommerhuset, for der var ikke kommet linoleum til vores bordplader endnu. Vi blev hjemme og hyggede med ingenting. Snakkede, spiste lune boller med ost, lyttede til radio, læste lidt og så strikkede jeg naturligvis.

Jeg arbejdede på min Corstorphine

Jeg ville så gerne være færdig med trøjen og jeg var tæt på målet, da jeg tog fat i de sidste pinde søndag eftermiddag. Indenfor nogle få timer lå den i vaskemaskinen og vuggede og siden blev den lagt til tørre.

Tirsdag morgen var den tør. Siden har den stort set ikke forladt min krop. Jeg elsker den og jeg er glad for at få endnu en varm trøje, så min Weatherman kan få en afløser.

Corstophine er endnu en trøje strikket i Lettlopi og jeg elsker det garn!

Mange synes, at det er alt for kradst, men jeg elsker den rå naturuld fra Island. Den er solid, slidvenlig og varm som bare pokker. I går endte jeg i trøjen i stedet for min frakke, for der var nærmest forår i luften og jeg nød, at den var tilstrækkeligt til at holde varmen.

Ella og jeg var på tur

Ella og jeg var inviteret til Hune op i Lenes sommerhus og den slags er vi ikke sene til at sige ja tak til. Vi hygger os nemlig altid sådan og i går var ingen undtagelse. Lene forkæler os altid voldsomt med skøn mad, opmærksom opvartning og allerbedst virkelig godt selskab. I går var ingen undtagelse.

Jeg nød dagen

Jeg elsker sådan nogle dage og jeg nød stort at være i deres dejlige selskab. På vejen hjem kørte Ella og jeg lige indenom sommerhuset. Linoleum var ankommet og nu skulle det lige skæres til og så ellers hvile, til vi har tiden til at lime det.

Ella fik det gode hjørne lige i solen, mens Kenneth og jeg skar linoleum. Bagefter kørte vi hjemad med en lille afstikker indenom en god blomsterhandler, vi har lige i nabolaget deroppe.

Endnu en perfekt dag, hvis du spørger mig :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide