Endnu et projekt har set sin ende og dette er også et af de projekter, der har været glemt en tid. Løvspring er klar til løvspring. Jeg fik endelig strikket de sidste og ganske få pinde.
Hvorfor det ofte ender med kun en beskeden rest tilbage, når jeg lægger projekterne til side, kan jeg ikke forklare. Det giver ingen mening og begynder at ligne en skræk for at afslutte.
Farmors broche og Løvspringsjalet er et match
Det er blevet et virkelig smukt sjal. Lidt for lille efter min smag, men at det er smukt, kan ikke diskuteres og et lille sjal/tørklæde giver lejlighed til, at jeg kan finde arvesølvet frem.
Brochen er så smuk og den vil passe fint som spænde på skulderen, når sjalet draperes
Det er en sølvbroche, jeg har arvet efter min farmor. Der er ting, Annemette og jeg aldrig behøver diskutere og hvem denne tilkom er en af dem. Annemette går slet ikke med smykker af den slags og vi ved begge, at jeg bruger dem, så der har aldrig været sat spørgsmålstegn ved, at jeg arvede den. Vi kan begge glæde os over, at den er havnet, hvor den bliver påskønnet.
Ikke noget stort sjal, som jeg ellers kan lide dem
Sjalet måler cirka 170 x 75 cm, så det ER altså ikke noget stort sjal og det er dem, der er allerflest af i min garderobe. Alligevel er jeg glad for dette sjal. Det er så fint og smukt og måske det ikke kommer i daglig rotation, men det skal nok komme i brug en sjælden gang ind imellem alle de hverdage, hvor de store er foretrukket.
Løvspring med blade og knopper
Jeg er særligt vild med de små knopper i borten på sjalet. De gør det bare ekstra fint og jeg synes faktisk, at denne nederste bort gør hele sjalet. Uden den, havde det ikke været nær så interessant et sjal, så nok tog de lidt tid, men de er tiden værd.
Sjalet er strikket i tre tråde fra lageret, og nej, jeg ved ikke, hvad det er for kvaliteter. De har været en del af lageret i flere år, så jeg husker ingenting og er ikke en af dem, der skriver den slags ned. Jeg bekymrer mig ikke så meget om den slags. Kan jeg lide kvaliteten, bruger jeg den. Jeg kan dog med sikkerhed afsløre, at der er både hør, mohair, silke og alpaka blandt de tre kvaliteter.
Vil du se flere billeder, kan du fordybe dig lige her.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
4 kommentarer
Marianne
21. februar 2019 at 21:32Smukt sjal Liselotte.
Måske jeg skulle strikke et….
Brochen er så smuk og passer til sjalet.
Min mor bliver 93 sidste dato i næste månede og hun har bla sådanne smykker;)
Siden jeg var ganske lille har jeg altid sagt til min mor, at når engang hun døde ville jeg have hendes smykker ;)
Jeg gik faktisk og tænkte på jeg kunne miste hende mens jeg var meget ung, fordi min mor var 36 da jeg kom til verden. Syntes min mor var gammel da jeg var teenager.
Men…Vi var 7 søskende, nu kun 6.
Min ældste bror som jeg mistede for snart 2 år siden, var 17 år ældre end mig.
Heldigvis i en alder af 57 år har jeg hende stadig min mor. Det er en gave.
God strikkelyst. Glæder mig til at se det næste projekt du har fået færdig;)
Liselotte
28. februar 2019 at 15:43Livet tager ikke altid i den rækkefølge, vi kan synes, er den mest logiske eller retfærdige. Dejligt at du har din mor fortsat :-)
diana rose
20. februar 2019 at 15:09Hvor er sjalet og smykket smukt, kære Liselotte, og det glæder mig, du bruger det. Jeg har nemlig en del – skifter ofte “efter tøj”, men mine 3 piger er ikke til smykker i større grad. Jeg har meget til en “god” – skriver “dyr” -pris, men også ting fundet til ingen pris, men som mit hjerte fluks faldt for, så jeg måtte eje. Jeg bruger fra begge kasser glad og gerne, og har dresseret mine døtre til – når jeg engang lukker mine øjne, at sige i kor.”Men hun holdt lige meget af det hele!!!!!!!!!!!!!!!! jeg har dog en planer om snart selv at sortere ud, med det der bliver brugt mindst – jeg tager min alder på 71 år i betragtning, og ingen kender jo dagen………………
Blot ville jeg ønske, jeg kunne strikke smukke sjaler til “fælles glæde”. De ville klæde hinanden.
Varme og smukke hilsener fra Diana
Liselotte
28. februar 2019 at 14:36Jeg aner nu heller ikke, om Oline nogensinde når til at synes, at arve-smykker har interesse. Jeg er bare glad for mine :-)