Tilbage til barndommens gade

Jeg har været i en bydel, jeg sjældent kommer og endda i barndommens gade. Ikke fordi jeg ikke kan lide den, men fordi jeg sjældent har noget ærinde der.

I dag havde jeg et ærinde, så det blev et dejligt gensyn med en stor del af min barndom. Jeg var i Vestbyen, hvor jeg boede fra 1970 indtil 1976. Mange af mine barndomsminder er rundet af gader og hjørner, kroge og afkroge i den ende af byen og min krop genkender, før jeg gør og lægger an i trinlængde og krops-vrid, jeg slet ikke behøver tænker over, men bare udfører.

Vi boede med karnapper og det kan tælles på én hånd, de gange, jeg kom ad fortrappen

Jeg boede på anden henne ved karnapperne på venstre hånd. Jeg er et utal af morgener hoppet ned ad bagtrappen og drejet ud gennem porten, for at forsvinde til højre ned ad Helgolandsgade. På hjørnet skrånede jeg over lige ved rullekonen (hun holdt til i det lille, gule hus) og fortsatte ad Dannebrogsgade med skoletasken i hånden. Annemette gik ved siden af – lystigt snakkende.

Om eftermiddagen gik turen den modsatte vej. Hjem og op på anden med skoletaskerne og så hurtigt ned i gården eller på gaden for at lege. Altid sammen med Annemette. Vi var uadskillelige på trods af aldersforskellen.

Så ankom farfar og farmor

Efter nogle år i Helgolandsgade, hvor far drev tømrer- og snedkerforretning i baggården og hvor vi for øvrigt var forment adgang til NOGENSINDE (som 2-årig var jeg ved at miste livet, da adskillige store og tunge maghoni-vinduesrammer væltede ned over mig), flyttede vores bedsteforældre ind til byen. De havde boet på Ørum Sønderhede i en årrække.

Farfar købte ejendommen Dannebrogsgade 22 og installerede sig selv og farmor oppe på første, hvor han og far havde slået to lejligheder sammen til en skøn, hyggelig og rummelig lejlighed. Her blev vi ALTID modtaget med åbne arme.

Vi elskede at sidde i køkkenet oppe på første

Vi elskede at komme hos farmor. Mor var begyndt at arbejde og var væk hele dagen, men hos farmor kunne vi altid finde trøst, mad og nysgerrighed på os og vores hverdag. Her var et nærvær, der spandt os ind i varm og ubetinget kærlighed.

Det var i farmors køkken, jeg lærte at strikke. Det var i farmors køkken alting foregik. Sådan havde det altid været. Også oppe på gården på Ørum Sønderhede. Køkkenet var hjertet, for det var der, farmor var og hvor hun var, var kærlighed, sukker-madder og rosende ord i lind strøm.

Vi flyttede fra Vestbyen tilbage til Vejgaard

I 1976 flyttede vi tilbage til Vejgaard. Siden kom jeg ikke i Vestbyen i mange år, men jeg havde dog en kort overgang i de tidlige firsere en kæreste i bydelen.

I dag tog jeg turen fra Kastetvej op ad Dannebrogsgade og ind på Kong Christians Allé. Jeg har gået og cyklet den tur så mange gange, at jeg slet ikke har tal på det, men der er forskel på at færdes et sted som barn og senere som voksen. Det er andre ting, der vækker interesse og i det hele taget er det noget andet, øjnene hæfter sig ved, men kroppens hukommelse insisterer på at kende hver en sten, hvert et trin og alle sving undervejs.

Det er forunderligt at opleve, at steder kan være så dybt forankrede i underbevidstheden, at jeg oplever det hele som nyt, men erindringer gør, at jeg alligevel kender alting og bare gentager gamle bevægemønstre, overmandes af dufte, jeg ikke har husket i mange år og pludselig også kan mærke, hvordan et gelænder føles i hånden eller en bakke mærkes i cykel-benene.

Vejret er vidunderligt i dag

Varme er der intet af, men solen skinner lystigt og jeg nød min spadseretur ud gennem gammelkendte gader, inden jeg endelig på Kong Christians Allé blev samlet op af Kenneth. Nu sidder jeg på min pind, som det sømmer sig, men jeg er glad indeni og jeg elsker, at Vestbyen kan få mig til at føle sådan. Den er fuld af lutter gode minder.

Jeg er taknemmelig for, at det er sådan.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.