Dahlia – fra bjerget til bjærget i et ruf …

Jeg har svoret, at jeg vil færdiggøre en del af de projekter, der er havnet i bjerget af strandede strikkeposer. I sidste uge gennemgik jeg alle projektposerne og der gemte sig en overraskelse eller to, som jeg allerede tidligere har skrevet om. Halv- eller omtrent helt færdige projekter, som kun mangler ganske få timers arbejde, før de er klar til brug.

Dahlia manglede 1½ ærme. Hvis jeg nu skal være helt ærlig, er det ikke den eneste strik, der mangler et ærme eller to. Jeg synes at ane et mønster. Lad os ikke snakke for meget om det, men i stedet glæde os over, at jeg er nået i mål med endnu en trøje, som ellers lå gemt og glemt i mit hjørne af værelset.

Jeg er blevet færdig med den smukke, tynde og lette Dahlia

Jeg er allerede meget glad for Dahlia, som er brugt flittigt. Jeg er nok nødt til at indrømme, at jeg ikke kunne finde bogen med opskriften, da jeg gik i gang. Ærmer er nu heller ikke det sværeste at improvisere, så det gjorde jeg. Det fungerer fint med med de ærmer, det forsøg resulterede i. Jeg er nu også en temmelig rutineret strikker (med 45+ år som strikker på min brede bag) og kan derfor improvisere mig ud af de fleste udfordringer, hvis du tvinger mig.

Hækl og klip og vupti – fra sweater til cardigan

Jeg havde også – som sædvanlig – slået ekstra masker op til at klippe i, for jeg ved jo, at jeg bruger trøjer og ikke sweatre. Det virker for mig, at være tro mod mig selv. Jeg har tidligere ofte nok forelsket mig i en eller anden sweater og idéen om at være sådan en, som elsker at gå i dem. Jeg er bare ikke hende. Jeg bliver det vist heller ikke. En sjælden gang bruger jeg en sweater, men mere end 90% af tiden, jeg bærer strik, er det mine cardigans, der motioneres og slides. Dahlia som cardigan fungerer.

Uld med egen vilje

Jeg har strikket Dahlia i noget uld på fed, jeg havde liggende. Tynd, rustik og med masser af slidstyrke lå ulden og ventede på, at jeg fandt en idé til det. Det gjorde jeg så engang denne sommer. Det hele strandede en dag, hvor der – som sædvanlig – kom et andet og mere fristende projekt forbi.

Med årene er min måde at strikke på stærkt påvirket af de daglige smerter, jeg kompenserer for ved at strikke løsere. Det ses. Jeg strikker ikke så jævnt, som jeg gjorde engang og det i kombination med, at jeg også bedre kan lide det lette udtryk, der kommer af at lade masker få masser af luft, giver altså en finish, der ikke er jævn. Til gengæld er den sædvanligvis smuk, når strikken bliver vasket første gang. Denne uld var ikke helt så villig til at lade maskerne lægge sig smukt på plads, som jeg er vant til.

Det betyder ingenting for trøjens evne til at varme. Det betyder heller ingenting for min glæde ved at bære den. Faktisk er jeg bare tilfreds med, at endnu et projekt er krydset af på listen over gemte og glemte projekter fra 2018.

PS – lige nu strikker jeg også på en Flaum #2 i den smukkeste blå farve. Den lå sørme også i bunken af gemte og glemte og den mangler – behøver jeg sige det – også bare lige ærmerne. Hvad er der med mig og de ærmer?