Jeg er gået ind. Jeg har forladt haven. Bare sådan …
Jeg gør det hvert år. Pludselig forlader jeg haven og lader mig optage af varmen og hyggen indenfor. Jeg bygger rede og glemmer alt om alt det, der lige har gjort mig glad og givet mig så mange timer i frisk luft og varme. Jeg går bare og ser mig ikke tilbage. Det er så typisk mig.
Jeg er virkelig svær at trække tilbage. Jeg ved godt, at jeg bør gå ud og rydde op. Jeg bør bruge tid på at fjerne resterne af sommeren; pakke havemøblerne væk og tømme krukkerne, som skal sættes på fjern-lageret indtil næste forår. Jeg ved det godt. Jeg gør det bare ikke. Jeg lukker mig inde med strikketøj, stearinlys og lysten til indelivet.
Når foråret kommer, kigger jeg ud og tænker endnu en gang, at det ville have været så meget lettere at komme i gang med udelivet, hvis jeg havde brugt en weekend i september/oktober på at gøre haven vinterklar og ikke bare havde forladt den på den sidste sensommerdag.
Jeg går bare og ser mig ikke tilbage.
Jeg er sådan. Jeg forlader ting eller situationer, hvis de ikke længere gør mig glad, fungerer for mig eller har tjent deres formål. Jeg flytter mig. Jeg ser mig ikke tilbage. Jeg fortryder aldrig. Jeg sår, høster og så går jeg, når det er tiden til det og det er i grunden mærkeligt, at jeg ikke lige gør den sidste indsats, for jeg er stor fan af orden. Jeg elsker umage, omsorg og orden. Jeg hader ligegyldighed mest af alt.
Jamen hvad sker der så lige her …
At gå og ikke se mig tilbage er jo ligegyldighed, men jeg kan ikke forklare det. Jeg gør det bare år efter år …
At lyve for sig selv …
Det bliver heller ikke i dag, jeg går i haven og pakker udelivet væk.
Jeg er helt overbevist om, at der snart igen kommer varme dage at nyde derude på bænken og så er det arbejde jo helt spildt … eller noget ;-)
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
12 kommentarer
Anne Folehave
23. oktober 2018 at 12:40Det genkendes.
Liselotte
24. oktober 2018 at 15:53;-)
Iben
23. oktober 2018 at 08:15Det ser ellers ud til, at I har en superfin og hyggelig have, som nok kunne trække én ud på en vindstille dag. Jeg elsker at gå i haven, men ikke hvis det blæser alt for meget eller er sk… koldt. Hvis ikke det er behageligt vejr at være i, så ryger fornøjelsen jo…..mon ikke også det er det, du bliver ramt af? ;)
Liselotte
24. oktober 2018 at 15:50Jeg tror, at det er når kulden og blæsten rammer. Så orker jeg ikke mere og pludselig opdager jeg, at jeg ikke har været derude i ugevis ;-)
Lone
22. oktober 2018 at 21:22Jeg har det præcis på samme måde, men i år skal der ryddes op. Sidste vinter sprang flere af de store krukker, og jeg ved, det kunne være undgået, hvis jeg havde ryddet op i dem. Der bliver ikke købt flere krukker, bare fordi jeg ikke får dem tømt ;)
Liselotte
24. oktober 2018 at 15:48Du er fornuftens stemme, Lone ;-)
Lone
22. oktober 2018 at 12:59Kan
Godt li det billede af
Flasken, somom der lige var fest i går
Liselotte
24. oktober 2018 at 15:43Ja, det er ret skønt… men ingen fest i går. Bare dovne haveejere ;-)
lilian søgaard wogensen
21. oktober 2018 at 13:08dette kunne være skrevet af mig – præcis denne gå sin vej-mentalitet har jeg også, og glæder mig så til julen er overstået og året vender, hvor havelysten langsomt vokser – ligesom safterne stiger i træerne…jeg er vist et sæsonmenneske.
Liselotte
21. oktober 2018 at 18:26Jeg glemmer fuldstændigt, at jeg lige skal have afrundet udesæsonen. Det svier til foråret, men jeg er verdensmester til at lukke øjnene for den slags smålige detaljer ;-)
Lotte
21. oktober 2018 at 12:11Ha ha kender det… det overrasker mig hvert forår at drivhuset indeholder resterne af sidste sommers planter. Det er noget med det er for vemodigt at rydde det væk… jeg har meget mere energi i foråret til at rydde op for der er der positive ting i vente ….nye spirende planter…..❤️
Liselotte
21. oktober 2018 at 12:17Det er præcis sådan, jeg har det. Det er så frygtelig vemodigt og jeg vender mig bare væk og lader som ingenting ;-)