Rødhus og Sandmosen på en skøn fridag

Efteråret er her, men det føles jo slet ikke sådan. Vejret er helt uovertruffen dejligt og varmt. Det mærkede vi torsdag, hvor vi havde en fridag med indlagt tur til Rødhus.

Der er hele tiden nye ting at tage stilling til, men det er en velkommen mulighed for at komme op forbi sommerhuset. Det gør mig glad hver eneste gang, vi drejer ned ad vejen og ser sommerhuset dukke frem i det fjerne. Det bliver så godt at flytte ind og det bliver heldigvis så varmt – vi gav den en skalle med isoleringen – at vi sagtens kan bruge det vinteren igennem. Det tror jeg, vi kommer til. Der er så smukt og helt stille deroppe. Jeg elsker det.

Ad stranden hjem eller i hvert fald et stykke af vejen

Efter at have inspiceret, besluttet og re-defineret brug af de få kvadratmeter, kørte vi ned på stranden. Der var omtrent blikstille. Det sker ikke ofte ved Vesterhavet, men jeg har oplevet det flere gange i år. Det er fantastisk, når det sker.

Spas med min Alfa Romeo Brera

Vi var kørende i min bil. Den er firehjulstrukket, så den er spas på en strand. “Prøv bare at køre derud af. Lad os se, hvad der sker længere ude …”, var min opmuntring hele tiden, for det var nemlig Kenneth, der var chauffør og jeg var eventyrlysten.

Vi kørte langt af den øde strand. Det blev på intet tidspunkt en udfordring for bilen og jeg nød, at vi var helt alene. Kun mågerne kunne ind imellem give lyd og mindede os om, at vi ikke var de eneste levende sjæle på dette lille stykke Danmark.

Fra stranden til Sandmosen

Ved Sandmosen kunne vi køre op fra stranden, så det endte vi med at gøre. Jeg ville gerne vise Kenneth den smukke natur, man kører gennem, når man tager turen ad Sandmosevej.

Jeg har tolket helt herude ved havet for år tilbage og jeg elskede turen inde fra Brogårdsvej og ud til Vesterhavet. Når dagens tolkning var slut, kørte jeg ofte ned forbi havet et øjeblik. Små pusterum var gode i de år og jeg op-øvede et godt øje for dem. Fem minutter i stilhed med kig ud over havet gjorde underværker i en sjæl, der hele tiden var spændt til bristepunktet. Bagefter havde jeg overskud til at vende hjem til dem, jeg elsker.

Kom ikke og sig, at der ikke er smukt  Sandmosen …

Når man kommer fra havet og skal ind mod Brogårdsvej, er tålmodighed en nødvendighed, for det er gamle beton-veje, man kører på. Bilen hopper og danser selv ved beskeden hastighed, men det giver tid til at nyde sceneriet. Rovfugle danser oppe på himlen og på markerne går vildtet og fouragerer, så man keder sig aldrig.

Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg nok have antaget, at vejen var anlagt af tyskerne, for det er mange af vores beton-veje. Bare ikke denne. Den er – hvis jeg husker helt korrekt – lavet som et beskæftigelses-projekt lige efter 2. verdenskrigs ophør og den er bygget med håndkraft. Hestevogne og muskler. Det er alligevel imponerende og så lever man pludselig fint med vejens beskaffenhed.

Huset gav os både mad og inspiration

Om aftenen skulle vi til en workshop på Huset. Vi nød en kort tur ind på Almen Kirkegård, hvor Alexander ligger. Efteråret er så utrolig smukt lige nu og solens sidste stråler gjorde det til noget helt særligt at gå derinde.

Vi spiste i caféen på Huset, inden vi kravlede helt op under taget i godt selskab og fik en introduktion til læder-arbejde. Sikke sjovt det var. Vi følte os meget inspirerede, da vi nogle timer senere forlod stedet og gik ned gennem den stille, milde og smukke efterårsaften i retning mod bilen.

Tordag var simpelthen bare en god dag. Det er søndag også. Jeg håber, at du kan sige det samme :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.