Hvordan kan det allerede være fredag igen? Hvordan kan en hel uge været forsvundet mellem fingrene på mig? Jeg forstår ingenting, men arbejdet tager jo en del af vi menneskers vågne timer, så måske jeg skal finde forklaringen der. I hvert fald har vi haft rasende travlt, men det gør jo bare, at det allerede er tid for fredagslisten.
En fridag med luft under vingerne
I går tog vi en fridag, for vi skulle blandt andet i sommerhuset og træffe beslutning om forskellige ting såsom gulv, vægbeklædning, hylder og skabes placering og så alt det løse. Vi nåede i mål med det meste og bagefter kørte vi på stranden og vendte snuden sydpå. Min bil er firehjulstrukket, så det er spas med en strand og vi kørte ned til Sandmosen, inden vi trak fra stranden og ind i landet.
Landskabet er uovertruffen smukt i det område, men stranden tog altså kegler i går. Der var næsten blik og helt øde, hvor vi kørte. Der var kun os og vi nød det.
En aften med indlagt ømme fingre
Vi endte hjemme i tide til lige at følge op på nogle arbejds-relaterede ting, inden vi skyndte os ud af døren og ind til Huset. Vi skulle deltage i en workshop og ville lige spise inden i caféen. Det blev en skøn aften og da vi gik gennem mit barndoms kvarter ned til bilen, snakkede vi om, at vi skal være meget bedre til at komme ud. Vi øver os. Det er jo mit løfte til mig selv, at jeg skal sørge for, at der sker lidt udenfor hjemmets sofaer i år.
Her kommer fredagslisten, som afspejler en travl, men skøn uge med masser af dejlige mennesker, skønne oplevelser og
- Kommer du fra Aalborg eller omegn og har du endnu ikke benyttet dig af Huset, vil jeg varmt anbefale dig at tage et kig på deres mange tilbud. Jeg er kommet der siden barnsben og jeg synes, at det er et helt igennem fantastisk koncept. Mine varmeste anbefalinger.
- Kommer du nogensinde til Nordjylland og skal du have en storslået naturoplevelse i et område, hvor du sagtens kan færdes uden at møde et eneste menneske undervejs, kan jeg anbefale en tur gennem Sandmosen. Jeg har for mange år siden i en periode tolket helt ude vestpå i Sandmosen og jeg husker stadig alle de rovfugle og alt det dyreliv, jeg oplevede på de ture.
- Er du god til at skelne nuancer? Vi har spas af at lade os teste med Pantones Color IQ Test og jeg skal ikke være for beskeden til at afsløre, at jeg klarede den med bravour. Måske var jeg bare heldig. Ja, det var jeg sikkert ;-)
- Jeg drømmer om simreretter, grydestege og helt klassisk mørbradgryde med bacon og masser sovs. Jeg drømmer også om æblekage, hjemmebagt citronmåne og bål i haven. Jeg drømmer om at kunne sidde i skumringen og riste marshmallows, mens lyden af dæmpede stemmer akkompagnerer. Jeg tænder stearinlys og husker konstant og med glæde, at der er brændeovn i sommerhuset. Jeg bygger rede, for efteråret er her, selvom det er svært at tro netop i dag, hvor der omtrent er sommer udenfor.
- Jeg hygger mig stort med hende her. Hun er så meget mig, at jeg har kigget samtlige videoer og griner hver gang, hun går i gang. Vi er ikke helt enige om graden af “gør dig umage”, men jeg er vild med hende alligevel.
- Jeg håber, at weekenden kan inkludere en tur i Biffen, min yndlingsbiograf. Det sker ekstremt sjældent, at vi kommer af sted, så måske denne weekend skulle være den, hvor vi får gjort alvor af det. Jeg gider se det meste, hvis bare Kenneth gider tage med. Jeg er så nem … ;-)
- Jeg bruger timer hos Marina og lader mig inspirere til alverdens skønne retter og kager, brød og andet godt. Jeg får ikke gjort meget ved det, men universet er så appetitligt, at jeg bare elsker at kigge indenfor. Se lige de æbler …
Jeg håber, at din weekend bliver skøn og med alle de mennesker og oplevelser, der gør dig glad :-)
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
2 kommentarer
Marina
13. oktober 2018 at 08:06Kære Liselotte ❤️
Hvor er du bare sød! Det gør mig helt vildt glad at du med din fine farvesans kan lide mit lille madunivers for så har jeg jo ramt lige det jeg gerne vil. Ligesom dig er jeg jo et årstidsmenneske og det er stadigt min ambition at dele min årstidsglæde med andre mennesker. At du så at sige ser gennem billederne og mærker den stemning jeg prøver at skabe i hver billedserie/opskrift er simpelthen den største kompliment jeg kan få. TAK.
Jeg håber I får det allerskønneste efterår med masser af hygge og gode grin. Det lyder så skønt med sommerhuset og jeg kan næsten mærke landskabet når du beskriver det.
Liselotte
13. oktober 2018 at 08:59Jeg elsker netop den stemning, der er i både dine ord og dine fotos og de inspirerer mig rigtig meget, så jeg holder af at kigge forbi :-) Hvad angår årstiderne, så er vi vist begge vilde med dem – årets gang og alt det smukke, der følger i kølvandet på det. Vores sommerhusprojekt er bare så skønt og jeg glæder mig usigeligt til, at vi skal begynde at overnatte deroppe. Det bliver godt for min sjæl :-)