Der er stadig gang i mørtel, beton og de store armbevægelser

Der er stadig gang i mørtel, beton og de store armbevægelser inde i hovedhuset. Det skrider fremad. Planmæssigt bevæger vi os i retning af en hverdag i nye, friske rammer og jeg glæder mig. Jeg elsker at træde indenfor, når jeg lander på gårdspladsen efter arbejde. Jeg skal se, hvad der er sket, siden jeg tog hjemmefra i det tidlige morgenlys.

Jeg forestiller mig at stå og kigge ud i haven

Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan det ender. Jeg kan sagtens se det køkken for mig. Hvidt, lyst og dejligt med arbejdsplads med indbygget kig ud i haven. Bageplads med kig til fuglene, der spiser lækkerierne, jeg lægger ud til dem. Det bliver godt, er jeg sikker på og jeg glæder mig til de weekend-morgener, hvor jeg skal stå der og røre dej til brød.

Køkken, stue og så videre. Der er nok at gå i krig med …

Alle vægge bliver pudset, inden vi for alvor går i gang med de finere detaljer som gulv, maling af vægge og lofter og montering af køkken. Gulvene er blevet rettet op. Det er et meget gammelt hus – opført i 1863 – vi bor i, så der er altid overraskelser og finurlige skævheder, hjørner og hemmeligheder, der afsløres, når man går i gang. Vi ved det. Det har altid været sådan, så vi er forberedte på, at ikke alting går, som vi spår. Vi tager en dag ad gangen.

Brændeovn må der til

Vi har besluttet, at vi vil have brændeovn. Vi har talt om det i alle de år, vi har boet her på Tjørnevang, men det har – hvis sandheden skal frem – ikke givet mening. Her er altid varmt og dejligt, men nu skal det alligevel være. Vi flytter den ned i værelset efter køkkenet. Ned bag plastikken.

Dernede indretter vi et værelse med plads til et par gode stole, brændeovn og plads til hygge, fordi vi kan. En lille ekstra stue, om du vil. Et sted, hvor vi kan trække os tilbage og nyde hyggen ved ild i brændeovn. Det bliver dejligt.

Plads har vi nok af

I forlængelse af det værelse er endnu et værelse. Ind til det skal der være dobbeltdør med glas og kig til det herre-værelse, Kenneth skal have indrettet med al sin hi-fi. Hans musikværelse. Endelig et sted, han kan trække sig tilbage til og nyde at lytte til den musik, jeg bliver stresset af.

Det glæder mig, at det endelig lykkes, for han er glad for musik og jeg tåler det kun, hvis jeg ikke skal forholde mig til andet og derfor hører vi aldrig musik i hverdagen. Det stresser mig, hvis jeg både skal interagere med mennesker og forholde mig til musik, der løber som behageligt baggrundstapet for de fleste, men forstyrrer mig i en grad, der gør mig stresset på grænsen til grådlabil. Èn ting ad gangen gælder for mig.

Vi er heldige, at vi har et sted at være

Vi bor i ungdomshybel mens det hele står på. Det er faktisk rigtigt hyggeligt og det er den mest problemløse ombygning, jeg har været gennem – og det er ikke få – i mit voksenliv. Vi har et sted at være. Her er hyggeligt og vi har her alt, hvad vi har brug for. Der er køkken, toilet og bad og i princippet kunne vi bo herinde, men vi vælger at sove, hvor vi altid har sovet.

Når aftenen er gået, slukker vi alt lys, låser døren efter os og går ind i hovedhuset, hvor vi stadig sover og bader. Det er den rene luksus at kunne gøre det på den måde og sikke meget, der er at glæde os til.

I dag inviterer jeg på kaffe i hyblen. Ella kigger forbi og det er skønt, at vi begge ved, at det foregår på feltfod. Vi tager det oppefra og ned og kaffen ved jeg da, hvor er.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.