Den der lever stille

Jeg starter lørdagen med en kop kaffe, mens jeg lytter til Den der lever stille af Leonora Christine Skov. Hun læser selv romanen op for mig og jeg er tryllebundet. Jeg kan slet ikke stoppe med at lytte, så da Oskar og Kenneth kommer ind udefra, tysser jeg på dem, indtil jeg husker, at det ikke er i orden og for et kort øjeblik pauser romanen.

Jeg kigger ud på et nyt hjørne af Tjørnevang

Jeg befinder mig et nyt sted. Jeg har en ny udsigt. En udsigt, jeg aldrig har haft før på trods af mine 20 år på Tjørnevang. Jeg sidder med kig ud i haven og inde i længen i det, der er en separat lejlighed. Faktisk i det rum, hvor vi etablerede GARNUDSALG for mange år siden.

Der er kun en hul skal tilbage for nu …

Vi har kun en hul skal tilbage i det meste af hovedhuset. Vi renoverer. Efter tyve år trænger vi til en grundig opgradering af hovedhuset. Vi har kun lappet i det omfang vores liv har tilladt det. I mange år var livet fuld af at give vores børn den dejligst tænkelige opvækst indenfor de rammer, vi var blevet givet. Det betød søvnløse timer brugt på at gøre Alexanders nætter så behagelige som muligt, dage fyldt med grin og spas og alle ledige timer brugt på praktikken omkring de to, dejlige unger, vi var heldige at have fået til låns. Der var ikke tid tilbage til at male, reparere eller i det hele taget udvikle på det hjem, vi havde etableret, da vi ankom til Aalborg i 1994.

Det gjorde ingenting. Vi trivedes allesammen og det har altid været det vigtigste for os.

Et stort, dybt og sort hul

Så døde Alexander og vi sank ned i et dybt, sort hul. Der var lang vej op af det og da vi endelig nåede kanten og kravlede op i lyset, var der ikke tid til nøl, hvis vi ville overleve økonomisk. Kommunens løfter om hjælp til Kenneth var glemt, i det øjeblik vi havde bisat vores søn. Vi måtte selv finde en vej og vi er lykkedes og vi har arbejdet hårdt for det, så det er en stor glæde for os begge, at vi nu er nået til et sted i vores liv, hvor der endelig er overskud til at gøre noget for vores hverdag og det hus, vi begge elsker.

Nogle af vores allerfineste minder bor på Tjørnevang

Jo, Tjørnevang er måske temmelig stort for to. Jo, vi kunne sagtens være på mindre plads. Jo, det ville da være mindre arbejde, hvis vi flyttede ind i noget andet, men det er nu sådan, at dette sted har været rammen om en stor del af vores voksenliv og det er vores børns barndomshjem og vores drømmehus, så det rummer så mange minder og stadig så store glæder for os, at vi ingen planer har om at flytte lige nu.

Til gengæld ved vi, at det må opgraderes, hvis vi skal blive boende. Vi er i gang nu.

Kun en rå og grå skal er der tilbage

Vi sad her forleden i vores hyggelige sofa og nød varm te, en god serie på Netflix og hinandens gode selskab. Det gør vi ikke igen lige foreløbig, men hvor skal det nok ende godt.

Siden dette foto er også alle klinkerne fjernet. Der skal lægges et nyt egetræsgulv gennem hele huset, så der var ingen vej udenom. Der skal installeres nyt køkken. Kenneth er ude for at bestille det. Det bliver hvidt og enkelt og det bedste fra IKEA. Vi er ikke millionærer, så vi prøver at strække pengene så langt som muligt. Vi arbejder med etaper. Vi ser, hvor langt opsparingen rækker. Vi når så langt, som den gør.

Jeg strikker stadig

Jeg er startet på Sjal fra Nørresundby af Isager. Jeg strikkede det for år tilbage til en veninde. Nu fandt jeg opskriften frem igen, for den passer perfekt til det blå uld, Kenneth lige har haft på bud på vores Facebook-side, hvor han ofte sælger små partier af gode sager.

Farven er bjergtagende smuk og jeg husker, at sjalet sad utrolig godt på hende, så det er vel på tide, at jeg strikker det igen. Det tegner smukt og så er det et fint strikketøj at smide ind mellem de andre.

Om lidt må jeg i gang. Om lidt …

God lørdag til dig :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.