24

Jeg har strikket til to af mine yndlingsmennesker

Jeg har strikket til to af mine yndlingsmennesker; Oline og Mikael. Den ene har ønsket sig. Det har den anden ikke, men måske det går alligevel.

På lørdag skal vi mødes til brunch, så jeg pakker naturligvis de nye strik til dem. Oline får et lille tørklæde, hun har bestilt og til Mikael har jeg strikket endnu en sweater, fordi den første er blevet påskønnet og brugt flittigt, har jeg ladet mig fortælle. Så skal den da suppleres med endnu en. Man skal aldrig – hvis man kan lide dem – gå ned på uld-sweatre, så selvfølgelig måtte jeg strikke endnu en, nu jeg endelig har fundet en taknemmelig aftager.

Jeg har strikket til to af mine yndlingsmennesker

Jeg modificeret en anelse, så jeg tror, at den passer modtageren bedre

Jeg har gentaget den første model, men modificeret den en anelse. Jeg ved egentlig godt, at den er godt tjent med de ændringer, jeg tilfører modellen, men eftersom det var første gang, jeg strikkede til Mikael, måtte jeg lige se den originale model på ham først. Den er strikket med en lidt løs/åben hals og det var rigtig pænt, men denne gang har jeg alligevel valgt at tilføre en rib-kant, som samler halsen en del.

Masser af tæt, solid og elastisk rib

Jeg har tilført samme rib forneden på sweateren og selvfølgelig også afsluttet ærmerne med denne rib. Det er ikke stor kunst. Jeg har blot udskiftet strikkepind 4½ med en 3½, når jeg er startet og har afsluttet henholdsvis krop og ærmer. I halsen har jeg strikket 10 pinde rib. På ærmer og bullen har jeg udskiftet de sidste 5 centimeter med rib – også på en pind 3½, for at sikre, at ribben bliver tæt, men stadig elastisk.

Man skal kende sine lus …

Sidste gang passede sweateren sådan set fint, men jeg syntes, at jeg denne gang ville huske, at Mikael er glad for sweatshirts og derfor sikkert vil sætte pris på ribstykkerne. Det håber jeg i hvert fald er tilfældet, så vi får se på lørdag.

Fakta:

OpskriftStore Alfred – her følger lige et direkte link til den danske og ganske gratis opskrift :-)

Garn: Store Alfred er strikket i Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg.dk. Det består af 100% uld af den fineste slags og jeg har strikket i farven Rullesten og med garnet holdt dobbelt.

Pind: 3½ og 4½ mm

Forbrug: I alt efter vask 292 gram.

Ny teknik: Ingen.

Bemærkninger: Jeg har strikket en størrelse S.

Du kan se det fulde forbrug her.

Rigtig god tirsdag til dig – er vi heldige, ser vi sne i dag :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide