10

Jeg kan snart se til enden af Gug

Ude er tågen lettet. Jeg kan snart se til enden af Gug. Det kunne jeg ikke tidligt denne morgen, hvor tågen lå så tæt, at Oskar troede, at det var for sjov, jeg ville ud.

Lørdag kaldte på en stille start og den er ikke slut endnu. Jeg sidder stadig og hygger med radio, strik og varm kaffe, men jeg er i gang. Jeg har ryddet op i en frygtelig stor samling af alt muligt, som var havnet på gulvet her i mit værelse. Garn, der er taget med hjem i løbet af ugen, fordi jeg pludselig har fået en ny idé. Akvarelpapir, bunker af print af opskrifter, tasker, der har været i brug i løbet af ugen, projektposer, der enten er tomme eller skal tømmes og så videre …

En bestillingsopgave, jeg aldrig troede, jeg skulle få …

Jeg strikker lige nu på et lille sjal til Oline. Det er en bestillingsopgave. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige, men HUN HAR BESTILT ET STRIKKET SJAL

Jeg kan snart se til enden af Gug

Opgaven er helt særlig

Ønsket om et sjal er i sig selv en overraskelse, for Oline har tidligere ikke villet have strik, men blødt garn sneget ind i hendes liv ser ud til at have sin effekt. Jeg har strikket to sjalet til hende allerede og jeg ved, at de bliver brugt om halsen, når hun skal ud. Dette skal sikkert supplere de andre.

Da jeg mødte ind på arbejde efter at have været syg i nogle dage, lå der to fed håndfarvet merino på mit bord. Det var Oline, der havde lagt dem strategisk midt på bordet, så jeg ikke kunne undgå at bemærke dem. Hun ønskede sig sjaler/tørklæder af dem og sådan et ønske sidder jeg ikke overhørig, så jeg er i gang og jeg nyder dette strikketøj ekstra meget, fordi det ender som et ganske særligt familie-projekt.

Mandyed – Kenneth er begyndt at håndfarve og han er virkelig god til det

Det er Olines far, der har farvet det garn, hun forelskede sig i. Kenneth er begyndt at farve garn. Han har altid været kreativ og det at håndfarve garn gør ham simpelthen så glad. Han slapper af, hygger sig og får udlevet den kreativ side, han har. Hans farver er skønne og Oline faldt pladask for to af dem. Den ene er denne smukke, turkis-blå, som nu forvandles til et lille Tulle Shawl.

Det er sjovt at tænke på, at Olines far har farvet og Olines mor har strikket :-)

At veksle mellem projekter

Jeg nyder at strikke det lille sjal og det er et fint supplement til de andre projekter, jeg har gang i. Dette er projektet på tynde pinde. De andre er nogle, som kræver lidt flere fingerkræfter, fordi de foregår på tykkere pinde og med tykkere garn. Det er godt for mit bevægeapparat, at jeg veksler mellem projekterne.

I øjeblikket er jeg temmelig plaget af skuldersmerter. Jeg har ondt i venstre hånd og lillefingeren sover ind imellem. Jeg ved hvorfor. Jeg ved, hvad der skal til. Pauser. I sidste ende en lang pause, så jeg tænker mig om og jeg prøver at lave andre ting ind imellem.

At have alt for mange interesser og alt for lidt tid

For øjeblikket har jeg genoptaget min glæde ved akvarel og jeg nyder at fordybe mig i den disciplin også. Jeg glæder mig hver dag over, at jeg har så mange interesser, jeg har lyst til at bruge mere tid på. Tænk hvis man ikke vidste, hvad man skulle give sig til, hvis man havde tid at bruge. Jeg er i den omvendte situation. Jeg må begrænse mig, for tiden er knap. Måske en skønne dag bliver der tid til flere af de ting, jeg har lyst til. Det kunne være dejligt.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide